Ja, sådan står der at læse i en lille bog med eksempler på ting, man skal passe på for at undgå brand. Sætningen, som stammer fra et gammelt vægtervers, vil vel altid være aktuel. Ordene er også brugt i en pjece fra Den Almindelige Brandforsikring af 1792 for Landbygninger, oprettet ved kongelig anordning.

Det var netop hen sidst i 1700-tallet, at man begyndte at lave brandforsikringer. Før den tid var det bare ærgerligt, hvis ens hus brændte. Op gennem 1800-tallet har vi da også kendskab til flere brande rundt omkring i byer og landsbyer. Vi har således haft to brande i Skårup hvor flere huse brændte.

Omkring 1850erne begyndte man nogle steder at etablere frivillige brandværn. Især fra Sønderjylland har man kendskab til mange af disse frivillige værn, som blev oprettet fra ca. 1850 til 1880. Disse sammenslutninger prøvede at skabe en lokal alarmeringsordning, og skaffede sig forskelligt slukningsudstyr, som bestod af spande, håndpumper og hen af vejen også hestetrukne sprøjter med en stor pumpe, som der helst skulle fire mand til at betjene.

I nogle byer skar man ligefrem hushjørnerne af og murede hjørnerne skrå, så disse hurtige hestetrukne sprøjter kunne runde gadehjørnerne med fuld fart. Det var sådan en sprøjte som Skårup Kommune anskaffede sig og havde helt op til 1964. Den sidste sprøjteprøve blev foretaget den 28. november 1964. Den var dog ikke hestetrukket efter at lastbilerne kom frem.

Vognmand Viggo Pedersen blev alarmeret og så skubbede brandfolkene sprøjten op på ladet. Det var bare ikke så heldigt dengang han holdt med et læs mursten der først skulle læsses af.

Det var heller ikke den samme sprøjte kommunen havde i alle årene. Man måtte lave en ny lige efter århundredeskiftet, idet brandmandskabet var så smart at køre sprøjten ind midt på gårdspladsen da Engkildegården brændte d. 19. maj 1900, så kunne man sprøjte på alle længer, men der blev sørme alt for varmt på sådan en gårdsplads og mandskabet måtte lade sprøjten gå med i flammerne.

Men hvordan organiserede man alle de mænd, der af kommunen blev spurgt om de ville være frivillige brandmænd? Jo, ligesom med snerydningen inddelte man kommunen i distrikter og udnævnte nogle gode borgere til brandfogeder. Han fik så instrukser, love og regler og en kasket, så man kunne se hvem der havde kommandoen. Brandfogeden måtte sørge for at alt var i orden, og stod til ansvar overfor sognerådet. Dette gjaldt for vores lokale sprøjte. Brandfogden fik også udleveret et lille hæfte med instruks udarbejdet i henhold til lov af 31. marts 1926.

Opgaven var blandt andet også at sørge for at brandhaner blev holdt fri for sne og is, og branddamme ikke frøs til. Dette kunne gøres ved at sætte en stor halmtot i vandet, så det var nemmere at få hul til sugeslangen.

Efterhånden kom Falck med motoriserede sprøjter og vandtank, så det endte med at alle de damme, der var udnævnt til branddamme blev nedlagt, sommetider var der heller ikke meget vand at tage af.

Det var lidt om de frivillige til den lokale sprøjte, men sognerådet skulle også skaffe frivillige til at hjælpe Falck i lokalområdet. Derfor blev nogle spurgt om de ville være hjælpebrandmænd hos Falck. Ved en eller to øvelser om året fik de vist hvor tingene var i bilerne, og fik lært hvordan det skulle bruges.

Der var selvfølgelig også titler dengang: I 1959 hed brandfogeden Jens Claudi Jensen, der for øvrigt var brandfoged, da hans egen gård brændte nytårsaften. Den lå der hvor nu præstegården ligger. Der var visebrandinspektør, der var hjælpere, budbringere eller alarmeringsmand og så selvfølgelig sprøjteførere.

Det var i 1960erne tømrer Rasmus Peder Rasmussen Østergade 40, der var sprøjtefører og arkivet har nu fået det skilt, som blev lavet i 1925 og som Rasmus Peder Rasmussen skulle bære om halsen, hvorpå der stod sprøjtefører.

Der var ikke noget der hed løbende udbetaling for at være til rådighed. Man fik en præmie for at komme først og en mindre præmie som nummer to eller tre. Derefter fik man hvad der svarede til den tids timeløn. Men så var der heller ikke noget der hed smudstillæg.

Men hvordan med alarmeringen?  Der var ingen mobiltelefoner og der var mange som heller ikke havde almindelig telefon. Jo, alle var skrevet i en protokol med et nummer hvor der kunne ringes til. Min far blev alarmeret på naboens telefon udenfor arbejdstid og tømmermester Johannes Jensens telefon i arbejdstiden. Min far var altid på værkstedet, ellers kunne det ikke lade sig gøre.

Som nævnt har der været to store brande i Skårup. D. 25. juni 1888 brændte seks huse omkring Kirkebakken og Østergade. To år senere brændte Engkildegården på hjørnet af Vestergade og Rosenkildevej, og gnister derfra sprang over på præstegårdens udlænger som også brændte. Præstegården, som lå hvor seminariet nu har parkering var jo tæt ved seminariet og hjælpsomme elever tømte næsten stuehuset for indbo. Om det så var en kakkelovn skulle den ikke brænde, så den blev smidt ud af et vindue. Det skal lige med at stuehuset var med fast tag og præsten var bortrejst. Så der skete ikke noget med de to ting. Huset til sprøjten lå på Kirkebakken i et hjørne af seminariets have.

Jeg vil dog slutte med et lille udpluk fra et referat som en seminarieelev skrev om branden i præstegården: "Det var et planløst og hovedløst foretagende, som sikkert påførte pastor Martin Sørensen både ærgrelser og unødvendige tab. Han var bortrejst den dag, og da han kom hjem, fandt han ikke blot sine udbygninger nedbrændt til grunden, men tillige sin bolig overtrampet og endevendt på det mest gruopvækkende.

Jeg mindes ikke stort om min deltagelse i denne redningsdåd, men føler dog trang til at fastslå, at det ikke var mig der kastede en kakkelovn ud fra et vindue på første sal. Mest levende for min erindring står det syn, som mødte os på vejen, der førte forbi brandstedet. Det var et syn som rummede på een gang uhygge og komik, midt på vejen stod tykke Hans skrigende, en overfed og noget åndssvag yngling, der hørte til på klosteret ved den østlige kirkegårdsmur, og i en lind strøm uden om ham for rotterne over mod kirkegården og Jens Møllers gård.

Så ramlede den gamle møre bindingsværksbygning sammen og den værste fare var nu drevet over. På dette tidspunkt kom hjælpen fra de omliggende landsbyer. Oure sprøjte vakte smigrende opmærksomhed ved sin hurtige tilsynekomst, men hastighedsrekorden blev dog sat af en ølvogn fra Svendborg, der svingede op foran brandstedet under mængdens hyldestråb."

Gå til toppen