Simonsen 1Simonsen 2Ægteparret Pauline og Claus Simonsen åbnede deres købmandsforretning på Sognevej i Gudme mandag den 1. december 1932 – to dage efter deres bryllup. Ejendommen, med navnet ”Gyldenlund” efter en nedlagt gård, lejede de af den daværende ejer, købmand Morten Hansen Nielsen.

Helt tilbage til 1904 havde der været købmandsforretning i Gyldenlund.

Købmand Jens Peter Christiansen 1904-1914

Simonsen 3Købmand Sigurd Chr. Aagaard 1914-1923

Købmand Niels Christian Christensen 1923-1926

Købmand (?) Mads Peter Nielsen 1926-1929

Købmand Morten Hansen Nielsen 1929-1932

I 1939 blev ejendommen solgt og lejemålet opsagt, men det betød ikke, at Pauline og Kurt Simonsen opgav købmandsforretningen. De lejede sig ind på den modsatte side af vejen hos Jacob Andersen, hvor der blev opstillet et træhus. Her boede familien, og her havde de forretningen indtil den 1. april 1939, hvor de fik mulighed for at købe ejendommen. Det var for det meste Pauline – i daglig tale blot ”Paula” – der stod bag disken. Claus Simonsen var i 24 år, indtil 1972, ansat ved postvæsenet i Gudme, men det kunne fint kombineres med at han stod for udbringning af varer. Også parrets 4 børn hjalp til, bl.a. kørte en af drengene med en trækvogn, med en hund forspændt, til Gudme Station med æg, som var hentet hos gårdene i omegnen. Hverken Pauline eller Claus have nogen uddannelse eller erfaring med at drive forretning, men energi, arbejdsglæde og sammenhold var mindst lige så vigtige forudsætninger i en købmandshandel på landet. Parret var derudover kendt for deres gæstfrihed, og da der i sin tid blev kørt fastelavnskørsel med hest og vogn, var der fast tradition for, at der hos Simonsens blev serveret æbleskiver til fastelavnsoptoget.

Købmandsforretningen lukkede i 1977 efter at have betjent lokalsamfundet i næsten 45 år.

Claus Simonsen døde i 1994, 85 år gammel. Pauline solgte ejendommen i 2005. Hun døde i 2007, 95 år gammel

Ejendommen, som endnu bærer navnet Gyldenlund, er nu privatbolig med adressen Sognevej 29, Gudme.

Kilde: Johanne og Bjarne Andersen: Et sogn i forandring 1801-2008.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2015

 

Gå til toppen