Et Vetsera-Drama paa Taasinge.
Iaftes meldte en ved Nørreskov paa Taasinge boende Kone til den nærmeste Skovfoged, at hun inde i Skoven havde seet Ligene af en velklædt Herre og Dame.
Fra Skovfogden gik der Meddelelse til Godsforvalteren, som i Forening med Læge Bendtsen i Troense kjørte ud til det angivne Sted. Det var imidlertid allerede mørkt; hen til den Plads, hvor Ligene skulde være fundne, kunde man ikke kjøre, gjennem tæt Krat maatte man ved Hjælp af en Lygte famle sig frem; endelig naaedes Stedet, og her laa to Lig. Lægen undersøgte dem og konstaterede, at Døden aabenbart var indtraadt for flere Dage siden; Opløsningen var allerede begyndt. Der blev af Sognefogden, som ligeledes var bleven underrettet om det Passerede, sat tre Mand som Vagt ved Ligene, og Politiet i Svendborg sattes i Kundskab om Sagen.
Dette er i faa Ord Enden paa et Kjærlighedsdrama, hvis sidste Akter ere blevne spillede her i Byen og Omegn, og som i sin Afslutning er en tro Kopi af Dramaet i Meyerling.
Den 18de Juni ankom til Hotel Svendborg her i Byen en svensk talende Herre og Dame, der indlogerede sig paa Hotellet som Grev Sparre med Hustru. De vare paa Bryllupsreise fra Stockholm, fortalte de. De levede meget stilfærdigt, omgikkes sjeldent med de øvrige Gjæster og færdedes meget omkring paa længere Udflugter. Af og til mumledes der om, at den foregivne Grevinde næppe var Grevens retmæssige Hustru, en Tvivl, som maaske fremkaldtes ved, at medens han bar Vielsesring, var dette ikke Tilfældet med hende; men noget Sikkert vidste man ikke. Da saa danske Blade efter svenske Kolleger bragte Efterretningen om, at en adelig svensk Officer havde forladt sin Hustru i Selskab med Cirkus Madigans Primadonna, Frøken Elvira, voxede Mistanken, og Enkelte troede endog i Damen at kunne Gjenkende den tidligere Linedandserinde, som for faa Aar siden gjorde saa stormende Lykke i Kjøbenhavns Tivoli, at hendes Portrait fandtes i alle Boghandlervinduer, og som senere ogsaa ere optraadt her i Byen.
Forrige Mandag forlod imidlertid det foregivne Ægtepar Svendborg og begav sig til Troense, hvor de indlogerede sig i et hyggeligt Værelse i et af de mange Huse, der om Sommeren beboes af Landliggere. Ogsaa her udgav de sig for at være paa Bryllupsreise, og det Samme fortalte de paa et andet Sted i byen, hvor de nød deres Maaltider sammen med endel andre Badegjæster. Torsdag Morgen forlod de deres Logis, efter at have sagt, at de ikke vidste, hvornaar de kom tilbage. De opgjorde ikke deres Regning, men efterlod som ved en Forglemmelse et Gulddameuhr, paa hvis Bagside under en Grevekrone findes Bogstaverne E.D. i Slyng. Fra det Sted, hvor de spiste, medbragte de en lille Kurv med Mad og Drikkevarer og gav ogsaa her den Besked, da de Kl. 10 om Formiddagen gik derfra, at man ikke skulde vente dem – de vidste ikke hvornaar de kom tilbage. Begge Steder havde man Indtryk af, at den unge Frue var i nedtrykt Sindsstemning, medens Greven stadig lod glad og lystig. Senere har man ikke seet dem i Troense, og den sidste Gang de overhovedet ere blevne sete, er da de i Torsdags Eftermiddag vare inde i et Hus, ikke langt fra det Sted, hvor deres Lig fandtes, for at faa et Glas Vand.
Kun saa Meget vides med Sikkerhed; men Resten kan man uden Vanskelighed slutte sig til. Navnlig synes der ikke at være Tvivl om, at de har handlet efter forud lagt Plan, og at det er den ulykkelige Kronprinds Rudolfs og Baronesse Vetseras Skjæbne, som har foresvævet dem. Et talende Vidnesbyrd i denne Retning har man nemlig i den Omstændighed, at de have aflagt Besøg paa Bregninge Kirketaarn, og ved den Leilighed har den foregivne Frue indtegnet sig i Fremmedbogen som – Baronesse Vetsera.
Allerede Natten til Fredag er Mordet og Selvmordet efter al Rimelighed gaaet for sig; derpaa tyder den stærkt opløste Tilstand, hvori Ligene nu ere, og allerede i Lørdags fortaltes det af en Pige, at hun inde i Skoven, paa det Sted, hvor Ligene senere fandtes, havde seet en Herre og en Dame liggende, - hun troede, at de sov.
At Opdagelsen først er skeet saa sent, som Tilfældet er, lader sig let forklare, naar man har seet Stedet. Det ligger vel ikke langt fra Kysten, men ingen banet Vei fører dertil. Gjennem et sumpet Ellekrat med mægtige Brændenælder maa man trænge sig frem, til man naar en lille aaben Plet. Under to smaa Bøgetræer, der kun ere nogle faa Alen fjernede fra hinanden, ligge de to Lig. Endnu i Formiddag stod Alt urørt paa Pletten, og de laa begge i den Stilling, hvori de fandtes. Hun tilhøire for ham liggende paa Siden med et Revolverskud ind i venstre Tinding, han en Alen derfra liggende paa Ryggen med Skuddet ind igjennem høire Tinding. Det seer ud, som om han først har sendt hende Kuglen og umiddelbart derefter vendt Revolverens Munding mod sin egen Tinding. Medens hun ligger med armene bøiede hen over Brystet, ere begge hans Arme udstrakte; tæt ved den høire Haand, paa hvilken Tommelfingeren er bøiet, som om den nylig havde hvilet paa Aftrækkeren, ligger Mordvaabnet. Begge Skud ere uden Tvivl førte med sikker Haand, saa at Døden øjeblikkelig er indtraadt, derpaa tyder den Stilling, hvori de ligge – ikke en fortrukken Bevægelse, ganske som de laa sovende; saaledes som de ere fundne, ere de utvivlsomt gaaede i Døden.
Alt tyder paa, at de kort forinden Dramaet fuldbyrdedes have nydt et Maaltid; ved hans Fødder staaer, sammen med et Lommespeil, den Kurv, som de have medbragt fra Troense; dens Indhold er tømt, og i den er der stukket to ligeledes tømte Ølflasker samt en mindre Flaske. Bredet ud under dem begge ligger en Havelock; ved hendes Fødder staaer en opslaaet Paraply og tæt ved hendes Hoved en sønderbrudt Parasol.
Begge Lig ere i Spadseredragt, hun iført graa Trøie og sort Kjole, han en tætknappet sort Frakke og graa Benklæder.
Forinden Politimesteren i Forening med Distriktslægen i Eftermiddag kom tilstede, er der ikke foretaget nogensomhelst nærmere Undersøgelse af Ligene, men paa et Visitkort, som fandtes ved Siden af ham, stod Navnet: Sixten Sparre af det skaanske Dragonregiment, og om hendes Identitet med den nævnte Artistinde hersker der næppe nogen Tvivl; i de Værelser, Parret beboede under sit Ophold i Hotel Svendborg, er der under alle omstændigheder efterladt et Fotografi, som stærkt ligner Elvira Madigan.
Selvfølgelig har det blodige Drama vakt en ganske overordentlig Sensation saavel blandt Beboerne i Troense som mellem de henved 200 kjøbenhavnske Sommergjæster, der for Tiden have taget Ophold der.