Taasinge-Dramaet bedømt i Sverige.
I det svenske Blad ”Smålandsposten” gjøres Revolverdramaet paa Taasinge til Gjenstand for nogle Betragtninger, der maaske nok kunne siges at være vel haarde og strenge, særlig overfor den ulykkelige unge Pige, der blev Dramaets ”Heltinde”, men som paa den anden Side dog ogsaa rummer saa Meget af ædrueligt Livssyn, at de ikke fortjene at gaa upaaagtede forbi særlig nu, efterat Holger Drachmann igaar i ”Illustreret Tidende” har forherliget Mordet og Selvmordet i saa varme og velskrevne Vers, at der er Fare for, at en Helgendyrkelse er i færd med at udvikle sig.
Artiklen i Smålandsposten er for lang til, at vi kunne gjengive den i dens Helhed, men den lyder i det Væsentlige saaledes:
Det er rigtigt, at Dommen over en Gjerning som denne overlodes til Ham, som alene veed at ransage Menneskenes Hjerte og at bedømme den Byrde, de have baaret. Det er rigtigt, at prøve sig selv, inden man kaster Sten paa en svag Næste, og det er rigtigt, at den, som endnu staaer, henvender hele sin Opmærksomhed paa, at han ikke selv skal falde; men mon Deltagelsen vilde have været saa almindelig, Sindene saa bevægede, Blomstertributen saa rigelig, Salmeversene saa veltalende, naar det t. Ex. gjaldt et Par stakkels, trofaste, virkelige Ægtefolk, som i Kjærlighed og Forsagelse havde baaret Livets Byrde sammen, men som ved Ulykker og Nød omsider vare bragte i Fortvivlelse og, da de saa Alting mørkt om sig, havde søgt Døden i Fællesskab? Tilvisse, nej, med den Opdragelse som gives hverdagsagtige, overfladiske Sind af en Tidsaand, der finder Optrin som dette baade smukke og ganske i sin Orden! Det eneste Smukke vi for vort Vedkommende kunne se ved de Ulykkeliges Jordefærd, var et Blomsterkors, sendt fra – Forførerens sønderknuste, skaanselsløst forraadte Hustru. Hvis vi blot for et Øieblik forsøgte at sætte os ind i hendes Følelser….
Vi havde i Elskeren kunnet se en Slags ”Helt”, en saadan som nu engang vor enerverende Tid kan levere, saafremt han efter en ærlig Kamp mellem Lidenskab og Pligt var bukket under og, ude af Stand til at finde en hæderlig Løsning af Kampen, i Fortvivlelse havde lagt Haand paa sit eget Liv, hellere end at bryde den Ed, han havde svoret sin Hustru.
Men over dette Par, som løi sig frem i det fremmede Land og som Skolebørn skare deres sammenslyngede Navne med tilhørende Attributer af Hjærter og Pile i Borde og Bænke; over dette Dobbeltskud ved en bortslængt Tournure og Korset, ved en Madkurv og tomme Ølflasker, efterat Pengene vare slupne op, og de vellystige Nydelsers Bæger ogsaa var tømt indtil Bærmen, - derover ligger der et Ocean af Væmmelse og Kvalme.
Hvor mange Mænd af Lieutenant Sparres Dannelse og i hans Samfundsstilling have ikke i vor, de overfyldte Livsbaners og de overforfinede Fornødenheders Tid, med Pligtens og Samvittighedens dobbelte Sikkerhedslaas maattet indstænge Følelser, lige saa varme som hans, i blødende Hjerter?
Hvem beundrer dem?
Men - det er jo i vor Tid filisteragtigt og gammeldags! Fri Kjærlighed, frit Liv, frie Revolverkugler og fri Himmel – Armene paa den, i hvis Selskab man har bedraget sine Børns Moder; det er jo saaledes Dagens Løsen lyder.