Taasinge-Dramaet bedømt i Sverig.
I endnu høiere Grad end i den danske Presse har man i den svenske Presse beskæftiget sig med Dobbeltmordet i Troense. Man vedbliver fremdeles i Sverig dermed, men det er tildels helt andre Synspunkter, end dem, man gaaer ud fra i danske Blade, som fremdrages. De politiske Partier have nemlig faaet fat i Sagen og benytte den som Udgangspunkt for indbyrdes Angreb. Det har nemlig vist sig, at Grev Sparre har været Medarbeider af radikale, halvt socialistiske svenske Blade. Stockholmerbladet ”Figaro” har bragt Afsløringer herom, der ikke kunne forkastes. Da dette blev bekjendt, toge talrige Oppositionsblade saavel som de socialistiske svenske Blade Grev Sparre i Forsvar mod de Angreb, der i konservative Tidsskrifter og Blade vare blevne rettede mod ham som Forfører og som den, der havde brudt sit Ægteskabsløfte. Til disse Angreb er der kommet andre, der i den ikke realistiske Del af de svenske Tidsskrifter rettedes mod Sparre som Tilhænger af Strindberg, den bekjendte begavede, men nihilistiske unge svenske Forfatter, der selv for nylig skal have været en af Hovedpersonerne i et ægteskabeligt Drama. Samtidig behandle svenske æsthetiske Tidsskrifter det Sparre-Madiganske Drama videnskabeligt, idet de særlig lægge Vægt paa Selvmordssmitten i bestemte Former og om fortvivlede Afgørelser, der rundt om i Europa have taget Udgangspunkt fra det Dobbeltselvmord, der fandt Sted i fjor paa det lille keiserlige Jagtslot i Wienerwald. De avancerede Naturalister á la Strindberg benytte derhos Sagen for at angribe den nuværende Samfundsmoral og det, de kalde ”Dyds- og Eunochpoesien”, ”den akademiske Fyldehundspoesi” og Bulderbassedigtekunsten”. Et svensk socialistisk Blad bemærker bl.a. om Sparre: ”han var en Oppositionsmand. Det er tilstrækkelig til at vække vor Sympathi for ham, selv om han ikke havde opponeret mod noget andet end mod – Livet. Vi ynde ikke Selvmord, særlig ikke hos den literaire Intelligens, thi den behøves i den sociale og intellektuelle Kamp, der i vor Tid føres mod det gamle, udlevede Samfund. Men da Intelligensen saaledes som i det foreliggende Tilfælde kun har faaet en usund Næring og ikke har kunnet skaffe sig en Mark for sin Virksomhed, hvad skulde den da gjøre? Paa dette Spørgsmaal er under visse Forhold en Revolverkugle det rigtige Svar”. Om selve det Par, der søgte Døden i Fællesskab, hedder der fremdeles: ”De to, der søgte Døden i Troense, havde opdaget det nuværende Samfundslivs Usselhed, og da de ikke fik Lie paa noget Bedre, forlode de Livet. Hvor mange andre ere ikke under lignende Omstændigheder styrtede, fordi de ikke fandt noget Ideal med Kjød og Blod at leve for. De vare fordærvede, raaber hykleriet. Dette er ikke sandt. De vare mindre fordærvede end tusinde Andre, som med fjederlet Samvittighed begaa den samme Brøde mod Kjønsmoralen men uden at bryde med Livet. De to Døde i Troense vare deres Klassefæller aabenbart overlegne i intellektuel henseende og de vare det, efter vor Opfattelse, ogsaa i moralsk henseende, thi den høieste Moral, vi kjende, er Utilfredsheden med usle Forhold”.