28 Juli 1889
Elvira Madigan
Det opsigtvækkende Kærlighedsdrama, der har faaet sin triste Afslutning i Nørreskoven paa Taasinge, har i mer end almindelig Grad beskæftiget Publikum i den sidste Uges Tid. Hvor moralsk indigneret man end vil være over det illegale Forhold, der har existeret mellem Elvira Madigan og hendes Elsker, kan man dog ikke andet end have Medlidenhed med den unge Pige, der har haft saa trist en Skjæbne. Hun skal have været ikke blot smuk og flink i sin Kunst, men tillige en Pige, der holdt paa sin Værdighed og ikke var til Fals for den første den bedste. Hun havde været en saa feteret Cirkuskunstnerinde som faa, og havde endog som Anerkjendelse for Dygtighed (og Dyd) faaet en Gave af selve Kongen, Guldkorset, hun altid bar, baade naar hun optraadte paa Arenaen og ellers. Fra denne Herlighed sank hun Trin for Trin ned i trange og triste Forhold. For at holde sine Forældre oppe blev hun ved deres Trup, skjønt hun sikkert kunde have faaet udmærket Engagement hos andre Cirkusdirektører. I det tarvelige Selskab maatte hun ofte taale slet Behandling, og hendes daglige Liv forbitredes sikkert stadig af de elendige Kaar, hvorunder hendes nærmeste levede. Kan man saa undre sig over, at hun, hvor utilgængelig hun end hidtil havde været for al den Smiger og Kurmageri, en Primadonna af hendes Art er udsat for, til sidst begyndte at lytte, da en ung smuk Mand tilhviskede hende Elskovsord, skrev Breve og glødende Kjærlighedsdigte til hende, at hun lod sit Sind og sine Tanker fange af ham, og at det gik, som det gik. Hun har maaske fra Begyndelsen af ikke en Gang anet, at han var gift og haabet, at ders Forhold skulde blive saa legalt, som Samfundet nu engang forlanger det.
- Det berettes, at hun, de sidste Dage de saas i Troense forinden Selvmordet, synlig var i nedtrykt Sindsstemning, medens han derimod var glad og fornøjet. Hvem ved, hvad hun har lidt i disse Dage, da hun evig og altid har gaaet med en tanke, at om saa og saa mange Timer var det hele forbi. Et letsindigt Pigebarn vilde have løbet fra det hele, ladet fem være lige og begyndt igjen paa Livet. For hende syntes Livet ikke mere til at leve, og saa gav hun sit Minde til, at han dræbte hende. Stakkels Elvira!
4. August 1889
Til de to –
Til Side, Hr. Dommer! – tillad mig, Hr. Præst ...
her lægger en Krans jeg af Blodbøg paa Graven;
skær løs kun! Skær løs paa den gamle Læst,
drej Øjne, kors Arme, bryd over dem Staven:
jeg plukker den Blod-Løv derude fra Haven,
hvor Tordenen hulker i Bygernes Blæst;
Naturen har Medynk – den ”Ro” er en Løgn,
som Mennesket opfandt, da Sorgen blev Sminke;
usminket er Døden, som uden at blinke
forretter sin Embedsdont Hellig og Søgn!
Jeg kjendte dem ikke - og kjender dem grant:
de har dog en Række navnkundige Aner -
saaledes som Dante blandt Skygger dem fandt
i Jammerens Land ad de vejløse Baner:
dem kjender vi alle, og sænkede Faner
betegner den Hyldest, som Kunsten dem vandt;
nuvel da! saa er det ej ”uhørt” det Skridt,
som nu giver Tungerne Løb over Landet:
de vilde det – har vel ej kunneet andet –
de to, som har elsket – har syndet – og lidt!
Jeg spænder paa Harpen den dirrende Traad –
jeg vover knap Haand over Strængen at lægge;
for vegt bliver Digtet, naar Kinden er vaad:
det var, som jeg kjendte og elsked dem begge!
det var, som jeg saa gjennem Løndommens Dække -
og ser man for dybt, ja saa koster det Graad.
Natur! Du, som intet af Sjæle-Nød ved,
som skriver din Lov, og som følger din Bane –
Dig vies min Sang, mens jeg sænker min Fane
og lægger min Krans for de skyldige ned!
Vig Pladsen! Af Vejen du sladrende Flok,
som ofrer din Hvid, for en Nyhed at vide,
som aldrig kan faa af ”Skandalerne” nok,
men næppe har Mod til med ”Ofret” at lide:
se, Parcen, den gamle, der tæt ved din Side,
hun væder sin Traad, mens hun træder sin Rok!
hvad hun vel kan spinde dig selv for et Spind,
dit Hus, sine kjære, din Slægt, dine Venner,
ja tak du din Gud, at du ikke det kjender –
thi Elskov, som Døden, er jærnhaard – og blind!
Jeg kjender dem ikke – og kjender dem godt;
og nu er de indskrevet mellem de døde!
og enten nu Rejsen bliver lang – eller blot
et Stjærneskudsfald i det graablege Øde:
nuvel! Der var Skjønhedsglans over det Møde
paa Øen i Nærhed af Valdemarsslot.
Saa fletter jeg Parret af Sommerens Flor
det skjønneste Løv i en purpurrød Vinding,
at dække det gabende Saar i en Tinding . . .
ak, Elskov, dit sidste, fortvivlede Spor!
28. Juli 1889.
Holger Drachmann.