23. Juli 1889
”Revolverdrama. Fra Ritz. Bur. telegraferes til os: I Nørreskoven paa Taasinge er fundet en Herre og en Dame, begge dræbte ved Revolverskud. Han er i Følge Visitkortet en Løjtnant Sparre af skaanske Dragonregiment; hun antages at være Cirkuskunstnerinde Elvira Madigan.”
24. Juli 1889
Dramaet paa Thorseng.
Om denne Begivenhed, som vi i Gaar meddelte i et Telegram, bringer ”Svendb. Amtst” for i Gaar følgende nærmere Underretning:
I aftes meldte en ved Nørreskov paa Taasinge boende Kone til den nærmeste Skovfoged, at hun inde i Skoven havde seet Ligene af en velklædt Herre og Dame.
Fra Skovfogden gik der Meddelelse til Godsforvalteren, som i Forening med Lægen i Troense kjørte ud til det angivne Sted. Det var imidlertid allerede mørkt: hen til den Plads, hvor Ligene skulde være fundne, kunde man ikke kjøre, gjennem tæt Krat maatte man ved Hjælp af en Lygte famle sig frem; endelig naaedes Stedet, og her laa de to Lig. Lægen undersøgte dem og konstaterede, at Døden aabenbart var indtraadt for flere Dage siden; Opløsningen var allerede begyndt. Der blev af Sognefogden, som ligeledes var bleven underrettet om det passerede, sat tre Mand som Vagt ved Ligene, og Politiet i Svendborg sattes i Kundskab om Sagen.
Dette er i faa Ord Enden paa et Kjærlighedsdrama, hvis sidste Akter ere blevne spillede her i Byen og Omegn, og som i sin Afslutning er en tro Kopi af Dramaet i Meyerling.
Den 18. Juni ankom til Hotel Svendborg her i Byen en svensk talende Herre og Dame, der indlogerede sig paa Hotellet som Grev Sparre med Hustru. De vare paa Bryllupsrejse fra Stockholm, fortalte de. De levede meget stilfærdigt, omgikkes sjeldent med de øvrige Gjæster og færdedes meget omkring paa længere Udflugter. Af og til mumledes der om, at den foregivne Grevinde næppe var Grevens retmæssige Hustru, en Tvivl, som maaske fremkaldtes ved, at medens han bar Vielsesring, var dette ikke Tilfældet med hende; men noget sikkert vidste man ikke. Da saa danske Blade efter svenske Kolleger bragte Efterretning om, at en adelig svensk Officer havde forladt sin Hustru i Selskab med Cirkus Madigans Primadonna, Frøken Elvira, voksede Mistanken, og enkelte troede endog i Damen at kunne gjenkjende den tidligere Linedanserinde, som for faa Aar siden gjorde saa stormende Lykke i Kjøbenhavns Tivoli, at hendes Portrait fandtes i alle Boghandlervinduer, og som senere ogsaa er optraadt her i Byen.
Forrige Mandag forlod imidlertid det foregivne Ægtepar Svendborg og begav sig til Troense, hvor de indlogerede sig i et hyggeligt Værelse i et af de mange Huse, der om Sommeren beboes af Landliggere. Ogsaa her udgav de sig for at være paa Bryllupsrejse, og det samme fortalte de paa et andet Sted i Byen, hvor de nød deres Maaltider sammen med en Del andre Badegjæster. Torsdag Morgen forlod de ders Logis, efter at de havde sagt, at de ikke vidste, hvornaar de kom tilbage. De opgjorde ikke deres Regning, men efterlod som ved en Forglemmelse et Gulddameuhr, paa hvis Bagside under en Grevekrone findes Bogstaverne E.D. i Slyng. Fra det Sted, hvor de spiste, medbragte de en lille Kurv med Mad og Drikkevarer og gav ogsaa her den Besked, da de Kl. 10 om Formiddagen gik derfra, at man ikke skulde vente dem – de vidste ikke, hvornaar de kom tilbage. Begge Steder havde man Indtryk af, at den unge Frue var i nedtrykt Sindsstemning, medens Greven stadig lod glad og lystig. Senere har man ikke set dem i Troense, og den sidste Gang, de overhovedet er blevne sete, er da de i Torsdags Eftermiddag vare inde i et Hus, ikke langt fra det Sted, hvor deres Lig fandtes, for at faa et Glas Vand.
Kun saa meget vides med Sikkerhed; men resten kan man uden Vanskelighed slutte sig til. Navnlig synes der ikke at være Tvivl om, at de have handlet efter forud lagt Plan, og at det er den ulykkelige Kronprins Rudolfs og Baronesse Vetseras Skjæbne, som har foresvævet dem. Et talende Vidnesbyrd i denne Retning har man nemlig i den Omstændighed, at de have aflagt et Besøg paa Bregninge Kirketaarn og ved denne Lejlighed har den foregivne Frue indtegnet sig i Fremmedbogen som – Baronesse Vetsera.
Allerede Natten til Fredag er Mordet og Selvmordet efter al rimelighed gaaet for sig; derpaa tyder den stærkt opløste Tilstand, hvori Ligene nu er, og allerede i Lørdags fortaltes det af en Pige, at hun inde i Skoven, paa det Sted, hvor Ligene senere Fandtes, havde set en Herre og Dame liggende, - hun troede, at de sov.
At Opdagelsen først er sket saa sent, som Tilfældet er, lader sig let forklare, naar man har set Stedet. Det ligger vel ikke langt fra Kysten, men ingen banet Vej fører dertil. Gjennem et sumpet Ellekrat med mægtige Brændenælder maa man trænge sig frem, til man naar en lille aaben Plet. Under to smaa Bøgetræer, der kun er nogle faa Alen fjernede fra hinanden, ligger de to Lig. Endnu i Formiddag stod Alt urørt paa Pletten, og de laa begge i den Stilling, hvori de fandtes. Hun til højre for ham liggende paa Siden med et Revolverskud ind i venstre Tinding, han en Alen derfra liggende paa ryggen med Skudet ind igjennem højre Tinding. Det ser ud, som om han først har sendt hende Kuglen og umiddelbart derefter vendt Revolverens Munding mod sin egen Tinding. Medens hun ligger med Armene bøjede hen over Brystet, er begge hans Arme udstrakte; tæt ved den højre Haand, paa hvilken Tommelfingeren er bøjet, som om de nylig havde hvilet paa Aftrækkeren, ligger Mordvaabnet. Begge Skud er uden Tvivl førte med sikker Haand, saa at Døden øjeblikkelig er indtraadt, derpaa tyder den Stilling, hvori de ligge – ikke en fortrukken Bevægelse, ganske som om de laa sovende; saaledes som de er fundne, er de utvivlsomt gaaede i Døden.
Alt tyder paa, at de forinden Dramaet fuldbyrdedes have nydt et Maaltid; ved hand Fødder staar, sammen med et Lommespejl, den Kurv, som de have medbragt fra Troense; dens Indhold er tømt, og i den er der stukket to ligeledes tømte Ølflasker samt en mindre Flaske. Bredet ud under dem begge ligger en Havelock: ved hendes Fødder staar en opslaaet Paraply og tæt ved hendes Hoved en sønderbrudt Parasol.
Begge Lig er i Spadseredragt, hun iført graa Trøje og sort Kjole, han en tætknappet sort Frakke og graa Benklæder.
Forinden Politimesteren i Forening med Distriktslægen i Eftermiddag kom tilstede, er der ikke foretaget nogen som helst nærmere Undersøgelse af Ligene, men paa et Visitkort, som fandtes ved Siden af ham, stod Navnet: Sixten Sparre af det skaanske Dragonregiment, og om hendes Identitet med den nævnte Artistinde hersker der næppe nogen Tvivl: i de Værelser, Parret beboede under sit Ophold i Hotel Svendborg, er der under alle Omstændigheder efterladt et Fotografi, som stærkt ligner Elvira Madigan.
Selvfølgelig har det blodige Drama vakt en ganske overordentlig Sensation saavel blandt Beboerne i Troense som mellem de henved 200 kjøbenhavnske Sommergjæster, der for Tiden har taget Ophold der.
* *
*
Hertil kan vi endnu føje:
Elvira Madigan skal være født her i Odense for 24 eller 25 Aar siden. Ifølge ”Avisen” hed hendes Fader John Madigan og var en Amerikaner, hvorimod Moderen var dansk. ”Socialdem.” bekræfter dette men siger dog, at ogsaa Faderen var dansk. Han hed Jensen og var Cirkusrytter. Den lille Elvira skal han have overladt til Direktør Madigan, der adopterede hende.
Elvira Madigan var en overordenlig Skjønhed og besad megen Dannelse. Hun talte fint og let flere Sprog og spillede fortræffeligt Fortepiano. Hun havde et tilbageholdende Væsen.
Cirkuslivet var hun ikke glad ved, men hun var en udmærket Linedanserinde. Blandt de mange, som har ydet hende Anerkjendelse, kan nævnes den danske Konge.
Løjtnant Sparre skal være lovformelig skilt fra sin Kone.
25. Juli 1889
Dramaet paa Thorseng.
Grev Sixten Sparres og Elvira Madigans afsjælede Legemer er nu lagt i Kiste og henstaar indtil videre i Lundby Kirke paa Thorseng.
Ved den retslige Undersøgelse fremkom Ifølge ”Svendb. Amtst.” ikke synderligt nyt ud over det, der meddeltes i Gaar. Revolveren, der laa tæt ved Sparres Højre Haand og var af usædvanlig svær Kaliber, er tagen i Forvaring af Politiet; den var seksløbet; kun to Skud var affyrede; der fandtes endnu fire Patroner i den, en Æske med 19 Patroner fandtes desuden hos Sparre.
Paa Ligene fandtes kun ganske faa Penge, væsentlig nogle svenske Enkronesedler, og paa Hotel ”Svendborg” har Parret efterladt en Gjæld paa hen ved 300 Kr. Alt tyder paa, at da de gik til den fortvivlede Gjerning, var alle Hjælpemidler slupne op, men paa den anden Side er det klart, at Gjerningen var ikke en Frugt af en pludselig Indskydelse.
Blandt de Efterladenskaber, som henstaar paa deres Bolig i Svendborg, fandtes Vers fra ham til hende, som er hen ved et Par Aar gamle. I et Digt – kaldet ”Brudebouketten” – hentydes i Slutningen til Døden som Udgang af deres Forbindelse.
I Elvira Madigans Gjemmer fandtes det Guldkors, som i 1886 blev hende foræret af Kong Kristian den niende. Det bar Indskriften: ”1. August 1886 Kong Kristian IX af Danmark til Elvira Madigan”.
Grev Sixten Sparre synes at have været vel forberedt paa, at det maatte komme, som det kom.
Paa Bordet laa i Følge ”Svendb. Av.” en Almanak, paa hvis Forside, stod følgende, dateret 11/7 89:
”Til min vän John Rothstein från
Sixten, som slutade först”.
Invendig paa samme Blad læstes med samme Haandskrift følgende bitre og tungsindige Linier:
”Der finnes ingen menniskor, som
gör dig godt utan beräkning, - pro-
centisk i sin finaste form. – Dette
är A och Ø af lifvet.”
”När en menniska föddas, då jublar
man; - när en menniska dör, då
gråter man; - det borde vara tvärtom.
S. Sparre.”
* *
*
Som man vil se, har Grev Sparre forstaaet den Kunst at forme sine Tanker i fine, klare Sætninger.
Hans fulde Navn var Bengt Edvard Sixten Sparre. Han var ikke blot Officer men ogsaa Digter og Forfatter og har udgivet en Digtsamling. Han var begavet med en levende Fantasi – alt for levende kan man sige, thi det blev nok snarest den der førte ham paa Afveje. Han blev 35 Aar gammel.
Han hørte til Sveriges ældste og mest ansete Adelsslægter og var en Søn af Kammerherre Sigge Sparre og Adéle, født Peyron.
I Aaret 1880 blev han gift med Komtesse Luitgard Adlercreuts en Datter af Kammerherre, Grev Carlos Adlercreuts og Sofie f. Hasselström.
De første 2 Aar af dette Ægteskab skal have været meget lykkelige, men siden - -
Med sin Hustru havde han 2 Børn, der er 7-8 Aar gamle.
27. Juli 1889
Dramaet paa Thorseng.
Løjtnant Sparres Broder, Advokat Edv. Sparre fra Stockholm passerede i Gaar Odense paa Rejse til Svendborg og Thorseng.
Ankommen til Svendborg betalte han Broderens Gjæld og kjørte derefter med Baron Juel-Brockdorff, hvis Gjæst han er, til Valdemarslot.
* *
*
Efter Familiens Bestemmelse skal Grev Sixten Sparre og Elvira Madigans Lig jordes paa Thorseng.
Paa Lundby Kirkegaard vil de i Dag blive stædt til Hvile ved hinandens Side.
Stedets Præst, Pastor Schousboe, foretter Jordpaakastelsen.
* *
*
Elvira Madigan er ikke – som tidligere antaget – født i Odense.
I en Kuffert har man fundet hendes Daabsattest med flere Papirer. Det fremgaar heraf, at Elvira Madigan er født i Flensborg den 4. December 1867 og konfirmeret samme Steds. Hendes virkelige Navn er Hedvig Antoinette Isabella Leonora Jensen.
Hendes Fader hed Frederik Jensen og var nok Artist. Hendes Moder hed Eleonora Cecilie Ulsson.
* *
*
Plejefaderen, Cirkusdirektør John Madigan, har ved Telegram meldt sin Ankomst til Begravelsen. Det er dog tvivlsomt, om han kommer tidsnok.
29. Juli 1889
Jordefærden paa Thorseng.
Ovre paa Lundby Kirkegaard begravedes i Lørdags Ligene af Løjtnant Sparre og Elvira Madigan. Beboerne paa Thorseng og Badegjæsterne i Troense viste megen Deltagelse og var talrigt repræsenterede.
Ligene henstod i Lundby Kirkes Vaabenhus, der var dekoreret med Grønt.
Efter at Advokat Sparre, en Broder til afdøde, var kommen til Stede, bares under Klokkeklang Løjtnant Sparres Kiste til graven. Ifølge ”Sv. Amtst.” var Kisten rigt prydet med Kranse, hvor i blandt saas et Kors i de svenske Farver fra den afdødes Hustru.
Derefter blev Elvira Madigans blomstersmykkede Kise baaren frem, og begge blev nu sænket ned i gravene, der var betrukne med Grønt.
Efter at det store Følge havde afsunget Salmen ”Tænk naar en Gang hver Taage er forsvunden”, forrettede Pastor Schousboe Jordpaakastelsen og bad Fadervor. Han holdt derefter en gribende Tale, gaaende ud fra Skriftstederne ”Dømmer ikke, at I ikke ogsaa skulle dømmes”, men Mindes Herrens Ord: ”Kaster ikke den første Sten”, og ”Hvo, som staar, se til, at han ikke falder”.
Da Talen var til Ende, sang man følgende Salme:
Jeg er en fattig Fange,
Og mine grænser trange,
Som Strandingsmand paa Ø;
Jeg kan ej Frihed finde,
Før Tiden vil udrinde
Før Gud mig en Gang lader dø.
O Jesus Christ du kjære!
Hvad end jeg her skal bære,
Tænk du paa mig til sidst;
Hvad end jeg her skal skrifte,
Lad mig dog aldrig miste
Din gyldne Æreskrone hist.
Saa skiltes det store Følge. Tyst og stille gik enhver til sit, dybt grebne af den hele Højtidelighed.
Sixten Sparre og Elvira Madigan er lagt til Hvile under to store Egetræer midt paa Kirkegaarden. Venlige Hænder dækkede deres Gravhøje med friske Blomster og grønne Blade.
Advokat Sparre har kjøbt Gravstedet paa 100 Aar. Han lader det omgjærde med et kjønt Gitter.
31. Juli 1889
Dramaet paa Taasinge.
I Mandags kom i Følge ”Svendb. Amtst.” Elvira Madigans Bedstemoder til Svendborg. Faderen blev forhindret i at forlade sin Cirkus, og saa begav den 70 aar gamle Kone sig paa den lange Rejse fra Hudiksvall for at se Stedet, hvor Datterdatteren endte sit unge Liv. Det synes, at den gamle helst havde set, at Liget var bleven ført til Sverige; men da dette ikke lod sig gjøre, og Begravelsen alt var foregaaet, slog hun sig til Taals med at se de af den afdødes Efterladenskaber, som endnu fandtes i Politiets Hænder.
Efter hvad den gamle har udsagt, havde Elvira Madigan alt i længere Tid forberedt sin Flugt og for at iværksætte den indviet enkelte af Cirkuspersonalet heri, men ved forskjellige Gaver sikret sig deres Tavshed. I øvrigt paastaar den gamle, at Flygtningen havde medtaget mange flere Værdigjenstande, end hun har efterladt sig; men hun antager, at Parret har haft meget faa rede Penge og derfor efter Haands har maattet omsætte forskjellige Smykker. Kun Guldkorset, som Kong Kristian havde skjænket Elvira, og som ret var hendes Stolthed, havde hun ikke kunnet nænne at skille sig ved.