Elvira Madigan og Løjtnant Sparre
Det er i disse Dage akkurat 3 Aar siden, at Elvira Madigan i Tivoli henrev Kjøbenhavnerne med sin blonde haarfagre Skønhed og sine gratiøse Linedanserinde-Kunster.
Det er næppe overdrevent, at Elvira Madigan af alle de Hundreder kvindelige Artister, som i den sidste halve Snes Aar har gæstet Kjøbenhavn, har været den mest fejrede og afholdte. . Hun var overordentlig smuk, ulastelig skabt og med et sødt, ungt Ansigt, der ombølgedes af det veritableste gyldne Haar. Elvira Madigan gjaldt tillige for at være dydig. Ialfald var hun ikke tilgængelig for den almindelige Beundrer-Kurtisage. Saameget mere fristende og farlig var hun.
Hun var født paa Fyn, i Odense, men fra hun som lille Barn første Gang viste sig paa Manegen, har hun flakket Jorden rundt. Indtil hun nu forleden døde sammen med sin Elsker paa en lille Ø, tæt ved hendes Fødested.
Man fortæller, at hun paa sin sidste Rejse kaldte sig for Maria Vetsera. Hendes Kronprins Rudolph var en svensk Officer og Adelsmand.
Den romantiske Kærlighedshistorie har selvfølgelig vakt ligesaa stor Opsigt i Sverig som her. Snällposten for igaar skriver: ”For nogen Tid siden fortalte et Blad fra Sundswall om en ung smuk Cirkusdame Elvira Madigan, der i Sundswall var flygtet fra Forældre, Selskab og en stor Beundrerskare. Hun havde ikke eftrladt sig nogen Meddelelse om, hvorhen hun var rejst; i et Brev til Moderen skev hun kun, at hvis hun ikke inden fjorten Dage lod høre fra sig, skulde man aldrig mere haabe paa at gense hende. Rygtet søgte at løse Gaaden, idet det satte den unge Piges Forsvinden i Forbindelse med et Kærlighedsforhold mellem hende og en skaansk Officer. Og denne Gang har Rygtet gættet rigtigt. Et Telegram fra Svendborg har meddelt, at Elvira Madigan i Nørreskov ved Taasinge har skudt sig sammen med Løjtnant Sparre ved det skaanske Dragonregiment.
Ved det skaanske Dragonregiment fandtes kun én Løjtnant af dette Navn, nemlig Bengt Edvard Sixten Sparre, født i Stockholm 1854 og udnævnt til Løjtnant ved Regimentet 1887.
Løjtnant Sparre, som tilhørte Rossviksgrenen af den urgamle og ikke blot i Sverigs Annaler berømte Sparreslægt, var udrustet med en varm Fantasi, som han ikke sjælden med Held klædte i poetisk Dragt. Men hans fantastiske Natur førte ogsaa til Forvildelse, og da han for nogen Tid siden ikke indfandt sig til sin Eskadrons Skydeøvelse ved Malmø, var det, til Bekendtes og Venners Beklagelse og til Paarørendes dybe Sorg, tydeligt, at Rygtet om hans Forsvinden ikke savnede Grund. Han har nu med Revolverkuglen søgt at forsone sin Flugt fra Fædreland, Tjeneste og Slægtninge.”
Om Elvira.
Hendes Moder var halvt svensk, halvt dansk. Født i Sverig, i længere Tid opholdende sig her i Landet, talte hun en Blanding af Svensk og Dansk – ligesom Elvira. Adoptivfaderen – thi John Madigan var ikke hendes ”Rigtige” Fader – var Amerikaner.
Han havde været ”Kunstner” alle sine Dage – de, der har set ham fare Manegen rundt i vildt Parforceridt, siger, at han var en af sin Tids dygtigste og smukkeste Beridere – hun var en agtet Borgermands Datter, en blandt de mange unge Piger, der fra Parkettet sendte John Madigan beundrende og forelskede Blikke, den eneste lykkelige, som vandt hans Kærlighed for stedse.
Hun blev selv Beriderske og overstraalede snart sin fejrede Ægtefælle. Hvor hun kom frem, nød hun selv højtstaaende Personers Gunst. Rygtet fortæller baade dit og dat, men saa meget skal være vist, at Fru Madigan i sin Tid maatte forlade Berlin efter en meget højtstaaende Dames udtrykkelige Ønske.
Hun kom derefter til Danmark; og i Odense saa nu Elvira Dagens Lys.
*
Allerede som Barn var hun sjældent smuk. Og at Forældrene ikke gemte deres lille Dejlighed for Publikum, kan ikke forundre.
Saasnart hun kunde trippe net af sted paa sine smaa Fødder , maatte hun ”arbejde” med. I Begyndelsen var det kun i Pantomimer og Balletter, men naar det hvide Lys lagde sig blændende om hendes blonde og sarte Barneansigt, fangede hun alles Øjne – og Viunderbarnet blev hun kaldt baade her og der.
Hendes første Optræden i Danamrk var i Tivolis Cirkus. Da var hun kun 7-8 Aar.
Der er sikkert adskillige ældre Stamgæster fra Tivoli, som kan erindre Ægteparret Madigans Optræden i 1872 eller 73. De gjorde stor Lykke og tog hver Aften Broderparten af det Bifald, der lød. Men den Aften, John Madigan første Gang præsenterede Elvira staaende paa Hesteryggen ved Faderens Haand, da blev der en Jubel som aldrig før, og det var Elvira, som høstede de smaa Buketter, der nu faldt i Manegen Aften efter Aften.
*
Og saa gik Turen Evropa rundt, og Elvira blev 16 Aar.
I hvert Cirkus- og Variétéetablissement, hvor hun optraadte, blev hun øjeblikkelig the great attraction. I Syd som i Nord beundrede man hendes sjældne Skønhed, og i hver By, hvor hun kom, fik hun et nyt Kælenavn. ”Lysalfen”, ”Nordstjærnen”, ”Nordens Isblomst” – om hundrede Suk fortæller de to Ord – er kun enkelte af disse Navne.
Men bestandig bevarede hun den samme kølige Ynde i hele sin Optræden – den, der interesserede samtidig med, at den hidsede, den, der gjorde, at naar man talte i ét Minut om Gisellas skælmske Skønhed, talte man i ti om Elviras Dejlighed og hendes mærkelige fornemme Ro.
*
I 1886 var det, at Madigans optraadte i Tivoli. Det var Robert Watts første Engagement – han ”fandt” dem selv ned i Berlin – og han har ikke senere sluttet noget bedre.
Den Sommer i Tivoli var vistnok Elviras lykkeligste Tid. Hun sagde det ofte selv. Hun holdt saa meget af Kjøbenhavn og Danmark i det Hele taget – ”mit Fødeland”, som hun sagde med et af sine halvt vemodige Smil – alle beundrede hende jo ogsaa. Bladene strømmede over af Lovord, og selv Kongen sendte hende et prægtigt Guldkors.
Den Dag, hun modtof det, var hun ikke sig selv. Hun hoppede omkring oppe paa sit Værelse og klappede i Hænderne som et Barn. Hun var senere altid uhyre stolt af det Kors. Plakaterne, hvor hun senere kom frem, prangede med Afbildninger af det, og naar hun optraadte, bar hun det altid paa sit Bryst.
*
Men saa vilde John Madigan, berust af sine Adoptivdøtres Held, være Direktør. Han begyndte at rejse i de danske Provinsbyer; men det blev en travrig Skuffelse. Tilskuerne kunde som Regel tælles, og Elvira, der havde været vant til at lade sig beundre af Hovedstædernes elegante unge Mænd, led under nu at maatte taale Prangernes raa Spøg.
Sidste Gang, vor Meddeler saa Elvira, var i Nykøbing paa Falster. Cirkus var et tarveligt Telt; der var ikke engang en almindelig Barriére, kun en opkastet Jordvold, og ”Kunstnerne” var sjette Rangs. Elvira straalede i disse Omgivelser dobbelt i al sin Ungdom og Skønhed – men hun syntes, som om hun traadte ind dér i denne ”Manege”, køligere og mere mimoseagtig end nogensinde.
*
Fra danske Provinsbyer drog Cirkus Madigan til svenske Provinsbyer, men det blev hip som hap. Det gik stadig ned ad bakke, skønt Elvira endnu ikke var fyldt 24 Aar og bestandig var lige smuk og lige graciøs paa sin Staaltraadsline. Men Rammen, hvori de to Skønheder præsenteredes, var for tarvelig.
Saa hændte det, som siges aldrig tidligere at være hændt Elvira Madigan: ”Nordens Isblomst” smeltede under en Mands elskovshede Blikke.
Thi det paastaas virkelig for bestemt, at Elvira Madigan aldrig havde laant Øre til de Hundreder af Tilbederes lokkende Ord. Man vil saaledes vide for ganske sikkert, at mens hun optraadte her paa Tivolis Teater, gav hun hver eneste billet doux, hver lille nok saa fin Inbydelse til ”Soupér efter Forestillingen”, som blev sendt op paa Paaklædningsværelset, - og der indløb nok adskillige – til sin erfarne Moder.
Men i Sundswall saa Elvira Løjtnant Sparre, og de to gik saa paa ”Bryllupsrejse” – til Taasingeskoven.
*
For ikke mer end en Maanedstid siden er Elvira Madigan set her i Byen. Sammen med en yngre elegant klædt Herre spadserede hun omkring i Tivoli; baade hun og han havde set glade og fornøjede ud.
Parret har da efter al Sandsynlighed været paa Gennemrejse til Svendborg. Elvira har ikke kunnet nægte sig den Glæde at se det Sted, hvor hun fejrede sine største Triumfer, det Sted, hvor hun modtog Kongens Guldkors.
Elviras Elsker.
Vi har fra Sverig indhentet følgende nærmere Oplysninger om den unge Adelsmand, som har fulgt Kronprins Rudolphs Eksempel.
Som tidligere nævnt tilhørte han en af Sverigs fornemste Adelsslægter. Hans fulde Navn var Bengt Edvard Sixten Sparre. Forældrene var Kammerherre Sigge Sparre og Adéle født Peyron.
Bengt Sparre var kun 35 Aar gl., en intelligent ung Mand. Ligesom Kronprins Rudolph var han Millitær, første Adjudant ved det saakaldte Skånske Dragonregiment og ligesom Rudolph var han Forfatter, Digter, og havde udgivet en Digtsamling, hvis litterære Værd vi forøvrigt ikke kan udtale os om.
Men hermed ophører endnu ikke Ligheden med den østrigske Kejserprins. Han var ligesom denne i høj Grad ekstravagant, letsindig, ødsel og – sin Hustru utro.
Han blev gift 1880 med Komtesse Luitgard Adlercreuts, en Datter af Kammerherre, Grev Carlos Adlercreuts og Sofie født Hasselstrøm og bosatte sig, efter Ansættelsen ved det skaanske Dragonregiment i Christiansstad.
De første Aar af dette Ægteskab skal have været i høj Grad lykkelige, men senere - - -
Dramaet paa Taasinge har gjort to smaa Arvinger til Sparrenavnet, paa en 7-8 Aar, faderløse.
Dramaet paa Taasinge.
(Specieltelegram til ”Politiken”)
Svendborg, 24. Juli, Kl. 9.30 Aften.
Hvor Begravelsen skal ske.
Ligene er førte til Lumby [Lundby] Kirke paa Taasinge, med stort Besvær afklædte, indsvøbte i Lagener og idag lagt i Kiste.
Om Begravelsen vides endnu intet. Det er baade fra Svendborg Politi og fra Baron Juel-Brockdorff paa Valdemarslot (Taasinge) telegraferet og afsendt Ekspresbreve til den svenske Gesandt i Kjøbenhavn og til Udenrigsministeriet desangaaende. Jeg har ventet til nu med at telegrafere for at oppebie Svarene, der dog er udeblevne. Muligvis skal Parret begraves i Lumby eller Bregninge. Ligene af svenske Selvmordere tilfalder nemlig efter Sigende det medicinske Fakultet. Familien ønsker næppe Greven underkastet Sektion.
Formodninger
Efter Distriktslægens Beretning er det ene Skud affyret i den unge Dames højre Øre; Saaret her et meget betydeligt Omfang.
Sparre har skudt sig i Munden, Kuglen er trængt gennem Ganen og har splintret Hjærneskallen.
I den seksløbede Revolver fandtes 4 Skud tilbage. Af Penge fandtes kun nogle faa svenske Kronesedler og Smaapenge. Sparre har efterladt sig en Gæld af 300 Kr. paa ”Hotel Svendborg” og andre ubetalte Regninger her og i Troense. Det er saaledes rimeligt, at Næringssorg og Pengetrang har givet Anledning til det fortvivlede Skridt. Elvira har muligvis ikke haft Del i Mordplanen – han har snarere, fast bestemt paa selv at dø, først skudt sin Elskerinde for ikke at overgive hende til andre. Det er ikke umuligt, at der har fundet Modstand Sted fra hendes Side, da han har overrasket hende med Revolveren. I hvert Fald var hendes Parasol sønderbrudt. Paa et Træ ved Gærningsstedet hang hendes Korset og Tournure, som hun aabenbart kun har afført sig for at hvile mageligere efter Maaltidet.
Fra Sparres Side har Selvmordet ubetinget været overlagt. Han skal have skrevet til sin Familie om Pengeforstrækning, som imidlertid udeblev.
Sparres og Elviras Forhold.
Sin Elskerinde har han hentet fra Sundswall, hvor hun optraadte i Cirkus Madigan. Deres Kærlighedsforhold har sandsynligvis strakt sig udover flere Aar. Værten paa ”Hotel Svendborg” meddeler mig saaledes, at der bl. a. var efterladt paa Hotellet en Del Breve, næsten alle versificerede, fra Sparre til h ende og af ældre Dato.
Et efterladt Brev fra Sparre.
Greven har desuden i en Almanak skrevet følgende – der forøvrigt citeres i Sydfynske Tid. iaften:
”11te Juli 89: Til min vän John Rothstein från Sixten, som slutada först:
Der finas ingen menneskor, som gör dig godt utan beräkning –procentisk i sin finasta form. Dette är a och ö af lifvet. När en menniska födas, da jublar man; när en menniska dör, da gråter man – det borda vara tvärtom.
S. Sparre.”
Korset
Der fandtes endvidere et Guldkors, som var skænket den unge Artistinde af den danske Konge. Paa Korset læstes:
”6te Aug. 1886, Chr. IX til Elvira Madigan”.
Alle disse Efterladenskaber, saavel som Garderoben, er nu beslaglagt af Politiet.
Elviras virkelige Navn.
Korset har Impressarien for Cirkus Madigan, da denne for nogle Aar siden gæstede Svendborg, vist Hotelværten Petersen, som nu genkender det. Der er altsaa ikke længere Tvivl om, at Grevens Elskerinde var identisk med nævnte Cirkus Primadonna, hvis virkelige Navn forøvrigt formenes at være Hedvig Jensen; andre siger, at Colmann er hendes Efternavn.