Notitser fra Katastrofen paa Taasinge
Vor Korrespondent i Svendborg meddeler os, at en Sagfører i Nysted igaar har telegraferet til Politiet, at han mulig ser sig i Stand til at give nogle oplysninger om Frk Elviras Familie, der efter al Sandsynlighed bor paa Lolland. Navnet Elvira Madigan er, som allerede igaar meddelt ikke hendes Daabsnavn.
*
En Broder til Grev Sparre ventedes til Valdemarsslot igaar eller idag. Han vil tage Bestemmelse om, hvor Begravelsen skal foregaa.
Et Sundswall Blad har for ca. 1 Maaned siden omtalt Elvira paa følgende Maade:
”Næsten ved det første Syn af den unge Pige skønnede man, at hun havde et fantastisk og overspændt Sind. Naar hun gled frem med det silkegule Haar bølgende om Hoved og Skuldre, lignede hun mere et Aandesyn end en Aabenbarelse fra Virkelighedens Verden. I Øjet glimtede en flammende, sælsom Ild, og paa de fine Læber laa et Smil, der som oftest var isnende koldt midt under Tilskuernes glødende Entusiasme.
Kort før hun forsvandt, udtalte hun til sin Slægtning, Frk. Rosa Madigan, der spadserede med hende ved Stranden, sin Længsel efter at dø i de kølige Bølger.
Naar hun hørte fortælle om Prins Rudolfs og Baronesse Vetseras tragiske Endeligt i Meyerling, priste hun deres Skæbne. Umiddelbart derefter spurgte hun:
”Mama, hvilket er værst, mon at skyde eller drukne sig?”
Mange lignende Træk, som viser hendes ekscentriske Lune og fantastiske Sindsstemning, er bleven fortalt. Og saa var hun i modsætning til, hvad der ofte plejer at være Tilfældet i Artistverdenen, af sine Forældre bleven holdt i meget stramme Tøjler. En syg Fantasis bedste Medicin at faa Lov at rase ud, havde hun ikke i nogen Henseende kunnet prøve.”
Grev Sparres sidste Digt.
Gennem vor Korrespondent har vi modtaget nedenstaaende Digt, der er Grev Sparres sidste. Digtet, der, som det ses, er signeret den 10de Juli, fandtes i Elviras Gemmer, i et lille sirligt Skrin ved Siden af en vissen Buket. Det var skrevet med Blyant, paa rødt Papir og hedder
Brudbuketten
Underbar och skön att skåda
låg buketten frisk på bordet,
rosor kyssta utaf solen,
liljor smekta utat vestan.
Bruden, nitten-årig ungmö,
hade fått den af sin fästman
just i dag på bröllopsdagen.
Ljufva dag, som skulle viga
samman tvenne trogna hjertan
och hon går så glad mot bordet,
kyssar rosor, kyssar liljor,
Och mot barmen rosor, liljor
kärleksfullt och ömt dem sluter
Och betraktar glad dem åter.
Doch nu bäst hon dem betraktar
drar en tanka utaf vemod
genom ungmöns själ, och sorgsam
talar hon till rosor, liljor:
“Underbara, sköna blommor,
o, hur ljufligt friskt I doftar,
svaren, svaren om I veten
att idag Er tid är ute,
att hur än I glöden, strålen
skolen I Er fägring mista
innan qvällen vestern purprat,
sakta vissna bort, o svaren:
Veten I att Döden skurit
redan bort Er svaga lifstråd?”
Men til ungmön hviska sakta
rosor, liljor: ”Granna flicka,
slut är døden, detta veta
vi, som döden redan tagit,
når från stängeln oss han skiljde.
O, hur skönt än att i døden
tjusa, då är døden hurtig.
Min’s, att du en dag skall vissna;
kan du tjusa än i döden,
kan du locka kyssen åt dig
slutta uti kärligt famntag,
lika ljus bliver då din dödsstund,
som vår sista suck i dag.
Så till fager ungmö hviska
rosor, liljor – men då qvällen
skönast glödda uti vester,
låg hon stel och kall på båren
och med bleka kinden lutad
mot de vissna rosor, liljor.
10. Juli 1889.
Sixten Sparre
Hos Elvira Madigan
(Fra et Interview i 1886)
- - - Hun satte sig ligeoverfor mig, tilbagelænet i Stolen tilpas magelig, til at Brystets fine Runding blev fremhævet, som den burde, og Passiaren begyndte. Hun fortalte mig om sin Barndom, ,om sit Liv, efter at hun var blevet voksen, alt det, som nu er saa saare godt kendt.
Jeg spurgte hende, om hun nu aldrig var ked af sin Line, om hun aldrig blev træt af dette omflakkende Liv.
”Nej”, sagde hun, ”naar Folk er saa venlig mod mig som her, og naar der altid er saa mange Mennesker dernede, som klapper” – hun gjorde en Bevægelse med Haanden som for at vise ud over Publikum – ”saa er det altid dejligt at arbejde. Men Provinsforestillinger, blive kastet midt ind i det skraalende Markedsgøgl – nej saa hellere … ja hellere alt andet”:
Den Gysen, der ved de Ord rystede hendes fine Legeme næsten smærteligt, er jeg kommen til at tænke paa i disse Dage, da Efterretningen kom om hendes Død og dermed om hendes Liv i det sidste Par Aar.
”Men her”; sagde hun, og der kom atter et lyst Smil over de lidt blege Træk, ”her i det skønne, herlige Tivoli, hr vilde jeg helst optræde hver eneste Aften. Ja, jeg er virkelig næsten syg de Aftener, jeg ikke skal frem. – Men Gisella er jo ogsaa i daarligt Humør, naar hun har fri, og jeg vilde nødig tage hendes Aftener fra hende – ”.
”Mit Ideal er”, sagde hun efter en lille Pavse med næsten overgiven Latter, ”Gisella og jeg optrædende sammen; jeg paa min slappe Line og hun over mit Hoved paa sin stramme – saadan som De har set os paa Plakaterne.”
Senere viste hun mig en tyk Bog med Avisudklip fra al Verdens Riger og Lande. Fra hvert Land, i hver Avis var det den samme beundrende Hyldest, i franske, tyske, danske Blade næsten de samme Ord. Hun var glad for sin Bog som en lille Pige for sit Glansbilledalbum.
Vi havde siddet en Stund og studeret Sprog paa den Maade. Saa saa hun hen paa sin Moder og spurgte, om hun maatte vise Hr. X, den anden Bog, Moderen indvilligede.
”Den anden Bog” var ulige morsommere. Det var Vers og Digte, snart kun to eller fire Linjer, snart hele Kvad paa 12 Vers – hjærtegrebne Beundreres Udgydelser fra fjern og nær.
Jeg fik Indtrykket af, at det var en stærkt renset Samling, Moderen saaledes havde tilladt den smaa Elvira at opbevare… men hvad der ellers stod i Digtene, har jeg ingen Mening om, skønt jeg nok læste et Par af dem. Jeg havde nemlig selv inde i min Brystlomme et lille pænt selvlavet Vers, som jeg – Herregud, man var jo ung endnu den Gang! – havde tænkt mulig, hvis Lejlighed bød sig, at overrække hende ved Afskeden.