Et Brev fra Elvira Madigans Moder
Fra Elvira Madigans Moder har vi modtaget nedenstaaende Brev. Vi gengiver det i Oversættelse fra dets kuriøse Sammenblanding af alle Slags Sprog, men har for øvrigt Intet ville forandre i dets naive ubehjælpsomme Beretning om Elviras tragiske Kærlighedshistorie. Vore Læsere vil sikkert ikke forarges over, at Elviras moder omtaler løjtnant Sparre bitrere, end retfærdigt er. For hende staar naturligvis Sparre som den, der har Uretten.
Brevet Lyder:
”Ærede Redaktion af ”Politiken”!
Tak, tusind Tak for al den Sympati, som de i Danmark har lagt for Dagen for min ulykkelige Datter Elvira, kun et ægte dansk Sindelag kan vise sig saa højhjærtet, Tak for den Ros, der er ydet den Ulykkelige.
Jeg vilde selv have rejst til Svendborg, men mit stakkels Hoved kunde ikke taale det; man frygtede for, at jeg muligvis selv vilde følge mit elskede Barns Eksempel. Min Mand vilde ikke trods mine Bønner tillade det; han vilde selv rejse, da han mente, at han var mere fattet. Og jeg maa nu vise, at jeg vil leve, leve for min Familie og for min kære gamle Moder, som jeg, lige fra jeg laa i Vuggen, ikke har været skilt fra.
Det var efter Elviras Ønske, at vi etablerede vort rejsende Telt-Cirkus; hun vilde ikke mere være ude blandt Fremmede, skønt vi modtog Kontraktstilbud fra alle Sider. Men Elvira brød sig ikke om de store Tilbud, hun vilde kun rejse i Norden. Store Forretninger har vi ikke gjort, men vort Telt har kun været et Samlingssted for et fint Publikum baade i Danmark og Sverig. Og det er ingen Skam at rejse med et Telt, særlig da det er et af de største, der har været set her i Norden.
Et Tivoli finder man kun i Kjøbenhavn, og saadanne hjærtegode Mennesker, fra Slottet til Hytten, kun i Danmark.
Hvor ofte har Elvira og jeg ikke længtes efter Danmark. Men hun er nu død paa den Strand, hun længtes efter. Gud være hendes forvildede Sjæl naadig og Gud forlade hende, jeg hat tilgivet hende for længe siden.
Hun har fulgt sit Hjærtets Valg, hun vidste ikke, hvad hun gik ind til, da hun fulgte ham, som siden dræbte hende. Ve, ve, hans arme Sjæl, naar han skal træde frem for Den, som staar højere end Mennesker og som er Herre over os.
Ikke nok med, at mit stakkels Barn har fulgt sit Hjærte, men Alt, hvad hun havde af Erindringer fra mig og sin Stedfader, har hun gjort i Penge for at understøtte Sparre med Penge. Hun har sendt ham mangt og meget, men han aldrig hende saa meget som et Frimærke; kun Digte og Vers, hvori han trænger paa for at faa hende til at forlade sin Moder. Men længe lyttede hun til Fornuftens Stemme og af al Magt arbejdede hun imod, for at bevare sin Ære.
Løjtnant Sparre præsenterede sig for os for 2 Aar siden i Kristiansstad; han kom hver Aften i Cirkus, og en Aften spurgte han, om han maatte faa Lov at følges med os hjem. Jeg svarede, at det ikke var passende. Men alligevel gik han med. Elvira havde mig under Armen og Mormor ved den anden Side. Han gik sammen med Madigan. Det var hele Bekendtskabet, og vi talte ikke om andet end Snevejret. Da vi rejste, kom Sparre til mig og spurgte, om han maatte faa Lov til undertiden at skrive til mig og spørge, hvordan det gik med vor Cirkus, da han kun levede for Kunsten. Men jeg modtog hverken Brev eller nogetsom helst fra ham, og vi tænkte aldrig mere paa den Herre.
Saa om Sommeren, da vi var i Ljungby Hed, var Sparre dér ogsaa og talte til os ligesom flere af Publikum, men om Elvira sagde han intet. En Aften spurgte han, om han maatte gøre os Selskab med hjem, hvilket jeg intet havde at indvende mod, da det var i al Ære. Men da var Klokken slaaet for mit Barn. Jeg formoder, at han hemmeligt ved Afskeden har stukket en Lap Papir til Elvira, for da begyndte Forholdet, som jeg nu hører af Miss Rosa, der var hendes Fortrolige.
Alle ved Selskabet vidste det, men ingen forraadte hende, for hun gav den Presenter, for at de skulde tie, og tie gjorde de som en Grav. Brevene til hende blev sendt poste restante og hver Dag et Brev, som jeg nu hører. Tre Gange har hun afbrudt Brevvekslingen, men da har hen truet med at skyde sig, om hun ikke skrev til ham.
I Hudiksvall modtog hun et stort forseglet Brev, som indeholdt hans Levned. Det blev mig igaar fortalt af min Værtinde, og efter dette Brev var Pigebarnet aldrig sig selv, men græd Nat og Dag og vred fortvivlet sine hænder og anraabte Gud om at frelse hende. ”Gud i Himlen, frels mit arme Hjærte, frels mig fra at falde i Fristelse!” Da Værtinden spurgte hende, hvad der fejlede hende, hende, som havde alt, hvad en Pige kunde ønske sig, da svarede hun: ”Ak, hvis jeg blot kunde betro mig til Nogen, men en Ed binder mig, og jeg er saa ulykkelig!”
Dag for dag visnede Elvira hen, men jeg, som ikke anede Sagens rette Sammenhæng, troede, at det var Hovedpine, saaledes som hun foregav, og forsøgte at adsprede hende med at give hende alt, hvad hun kunde lide at spise og drikke, med at spadsere og køre; men ingenting hjalp.
Jeg slog mig dog til Ro med, at med Tiden vilde alt nok blive godt. Hun vilde altid være alene med sine Bøger, og saadan gik det, indtil det i Sundswall blev saa alvorligt, at jeg anede, at Pigen ikke mere var den samme.
Da Depechen kom, vilde jeg have brudt den, men for sent. Saa tog jeg i Forhør en ung Pige, som har været hos mig i 3 Aar og spurgte: ”Har du aldrig bragt Breve paa Posthuset for Elvira?” Hun svarede Nej.
Dagen derefter var Elvira forsvunden, og jeg har nu faaet at vide, at den nævnte Pige i næsten to Aar har besørget Breve af sted for Elvira, men ingen vilde forraade hende.
Hendes Flugt kom os ganske uventet og var os en Gaade. Hun var rejst med Morgentoget, og vi rejste ufortøvet efter hende til Stockholm. Vi vilde ogsaa have naaet hende, hvis det ikke var blevet Taage; men alt gik os imod. - - Hvad der videre skete, er tilstrækkelig kendt.
Elvira har altid været et dydigt, godt og sædeligt Barn, har aldrig været mig ulydig, da jeg aldrig har fordret noget, der var uret, af hende, men altid har vaaget over mit Barn som en Helligdom; blot nogen talte med hende, var jeg bange, og jeg vilde aldrig høre Tale om Giftermaal; jeg vilde have mit Barn for mig selv.
I Sundswall har hun paa Laanekontoret pantsat sine Brillantringe; og endvidere har hun i sin Forvildelse taget baade Sit og Mit, bare for at hun kunde give Sparre det.
Altid gik hans Breve ud paa, at han var skilt fra sin Hustru og at han vilde tage Livet af sig, hvis hun ikke gav ham sit Ja. Han lovede hende et dejligt Hjem med alt udmalet idyllisk. Kabinettet skulde være med rødt Plyds, Dagligstuen grøn og i Sovekamret blaat Plyds – alt blev udmalet saa lokkende for hendes arme Fantasi, bare for at narre hende med.
En Gang for et Aar siden saa hun i Garderoben under Paaklædningen et Varsel. Medens jeg gik rundt i Cirkus og modtog Billetterne af Tilskuerne, hørte jeg et voldsomt Skrig. Jeg løber ind i Garderoben og spørger, hvad der er i Vejen. Hun stod bleg som et Lig, og sagde: ”Jeg saa en Død!” I det samme faldt hun ned for Miss Rosas Fødder og Raabte: ”Sixten!” Jeg talte hende til Rette og sagde, at det hele ikke var andet end Fantasibilleder, men det svævede alligevel altid for hendes Tanker. Den, hun dengang saa, var den, som dræbte hende.
En anden Gang laa hun som i en Dvale, og da syntes hun, at to Engle var hos hende – hendes Halvbroder og Halvsøster – og at de satte sig, en paa hver Side af hendes Arme, og saa gik det op mod Himlen, hun med store hvide Vinerpaa. Englene forsvandt i Himlen, men hun kunde ikke komme ind, idet hun stadig stødte med sit Hoved mod Himlen, og hun sank saa igen sagte ned til Jorden og til Virkeligheden. Hun var bange for alt – Spøgelser og fulde Mennesker. Hun vilde aldrig ligge alene i sit Værelse, men kom altid ind i mit Værelse.
Nu har jeg mistet min Lykke, min Alderdoms Støtte, min reddende Engel. Jeg vandrer om som en Automat. I sin Stedfader havde hun en rigtig Fader, da han intet sparede for sin lille Pige, og hun kunde have begæret det sidste, han ejede, saa havde hun faaet det. Han sagde altid: ”Pigebarnet arbejder jo, lad hende faa, hvad hun vil!”, og hun fik ogsaa en god Oplæring i alt, for jeg vilde vise Verden, at der kan findes rejsende Børn, som kan maale sig med enhver fornem Dame.
Tilgiv nu, at dette Brev er saa utydeligt skrevet, men mine Øjne er blevne saa svage af Graad, at jeg ikke kan se, og mine Nerver ryster.
En Tak til Elviras Venner, i Livet som i Døden – det danske Folk.
Hudiksvall, den 30te Juli 1889
Hendes bedrøvede Moder
Laura Madigan.