"Den sorte Madonna" er den seneste af de film, der er optaget i Svendborg under FilmFyn-ordningen. Filmen er instrueret af Lasse Spang Olsen efter et manuskript, der blandt andet bygger på ideer fra Olsenbandens ide-mand, Henning Bahs. Manuskriptet blev skrevet af Lasse Spang Olsen og Nikolaj Peyk, som tidligere har arbejdet sammen med Lasse Spang Olsen på "Inkasso".
Det er kendte filmskuespillere som Morten Grunwald, Anders W. Berthelsen, Birthe Neumann, Ole Thestrup, Nicolas Bro, der har de bærende roller i filmen.
Filmen er en action-komedie af typen som Lasse Spang Olsen efterhånden har lavet en del af. Så der er naturligvis fart over feltet og masser af eksplosioner og special effects.
Pressematerialet til filmen beskriver handlingen således:
Maria (Tuva Novotny) læser på handelshøjskolen og stripper i sin fritid. Hendes far, Kurt (Morten Grunwald), er en af politiets gamle kendinge, som lige skal lave sit sidste store kup. Sammen med sine to kammerater Victor og Brian (Ole Thestrup og Nicolas Bro) stjæler han fra en museumstransport et kostbart russisk ikon "Den sorte Madonna" - en bestillingsopgave for en russisk kunstsamler, der samtidig er leder af en mafiabande. Den pæne politimand, Gustav (Anders W. Berthelsen), kommer hurtigt på sporet af Kurt. For at undslippe politiet, er han derfor nødt til at sende det stjålne ikon til sin datter, Maria, som han ikke har set i flere år. Maria har nu valget mellem at aflevere kunstskatten til politiet og få en milliondusør og dermed overlade sin far til en krank skæbne hos den russiske kunsthandler, eller redde ham ved at rejse gennem hele Polen til Rusland, hvor den russiske kunsthandler og hans danske mellemhandler, Risberg (Birthe Neumann), holder Kurt fanget. Maria vælger det sidste med politimanden Gustav som ufrivilligt påhæng, skarpt forfulgt af Victor og Brian, der føler sig gevaldigt snydt...
Blandt de genkendelige steder i Svendborg, der optræder i filmen er Femte Maj Plads, Banegårdspladsen, Frederiksøen og porten mellem Borgerforeningen og Svendborg Teater i Teatergade.
Filmen havde premiere d. 9. marts 2007.