Svendborgs byvåben viser tre tårne. Det har givet anledning til spekulation over, hvor megen symbolik det indebærer. At det betyder en borg anses for en selvfølge. Sligt ses jo også andetsteds. Men mon det også hentyder til, at borgen (byen) har haft netop tre tårne, og hvilke tre?
Ingen er i tvivl om, at det ene er Skattertårnet, som stod nede ved sundet. Det har der nemlig stået en rest af så længe, at det er officielt dokumenteret. Men de to andre? Er det Sct. Nicolai kirkes tårn og så Vor Frues - eller måske den borg, som man i århundreder har ment, der stod på banken før Vor Frue kirke? Endnu hos Johannes Olsen, der skrev Svendborghistorie i 1919, drages den mulighed ind i diskussionen.
Men behøver der overhovedet at være en sådan baggrund for motivet? Den, der har fremstillet byens segl, kan jo også være ledet af rent æstetiske motiver: tretallets fuldkommenhed - eller måske blot inspireret af noget, andre har lavet. Også København har tre tårne i sit segl. For resten har Svendborgs ældste kendte segl kun to tårne med en mur imellem, både mur og tårne forsynet med skydeskår (Lybæk 1382), men altså ubetinget et borgsymbol.
Skattertårnet ved man noget om. Det blev formentlig revet ned under den svenske besættelse 1658-60. Dets rolle som forsvarstårn under Grevens Fejde er der skrevet og talt en del om, med sandsynligheds præg, selv om det mest er i form af historisk roman. Den ældste dokumentation af dets - tidligere - beståen findes i Peter H. Resens ”Atlas Danicus” fra 1667, hvor et kort over Svendborg viser ”Gammel Muur af et Taarn, som har været brugt at lægge Stycker paa”. Muren har stået der endnu i 1685, da sognepræsten for Sct. Nicolai menighed, Hans Hellevad (sønnesøn af den kendte Nicolai Helvaderus), ansøgte og fik af rådet bevilling til at ”nytte det Stykke Muur, der staaer igien af Byens Taarn” til derpå at lægge to spær og bygge et læhus til hans urtegårdsmand, mod en årlig leje af 4 sk. (Bevilget på præstens levetid). Tårnets plads kan ses af Resens kort. En mere præcis placering omtales senere.
Arealet deromkring - Kullinggade 21-29 og Skattergades nordside fra Kullinggade og op til nr. 21 - kaldes i slutningen af 1600-tallet ”Taarnpladsen” og lå dels ”øde”, dels ubebygget. Den tilhørte og solgtes efterhånden til forskellige borgere af arvingerne efter Cathrine Nissen, der var enke efter Niels Lauridsen Oldemorstoft, borgmester 1660-69. Han var i øvrigt ejer af Nielstrup.
I 1981 fandtes - ved omlægning af kloakledning - i Ribers have et stort kampestensfundament, som fik nogle til at formode, at det var tårnets grund, men det bestemtes som en spærring af bækken, som herved kunne stemmes op og oversvømme Gravvænget - i forsvarsøjemed.
Så vidt Skattertårnet. Men to andre tårne, som ifølge den folkelige overlevering skulle have tilhørt byens befæstning - hvor har de stået? Joachim Begtrup, som i 1823 skrev sin ”Beskrivelse over Svendborg Kjøbstæd”, beretter: ”Som Ruiner af Befæstning fandt en nu afdød Kjøbmand, ved Gravning i sin Hauge Muurfundamentet af et Taarn”. Men ikke et ord om, hvilken købmand eller hvor.
Ser man efter, hvilken købmand der på Begtrups tid har haft gård og have på et sådant sted - stødende op til byens befæstning - at man kunne forvente dér at finde en sådan rest, er det nærliggende at tænke på Bertel Klingenberg. Han havde sin gård, hvor nuværende Skattergade 2 og 4 står. Vest for gården ejede han også ”Tøsinghaven”, nu en del af den forlængede Korsgade, og hans have gik ned til ”Byens Grav”. Derudover ejede Klingenberg en stor del af ”Gravvænget”, engarealerne på begge sider af bækken, op langs med ”Langestrædet”, nuværende Valdemarsgade. Her kunne et sådant tårn med rimelighed være anbragt. Men Begtrup efterlader kun en gættemulighed.
Det tredje tårns hjemsted har længe været kendt - af nogle. Pjentemølleren Morten Jørgensen købte i 1825 sin nabo kartemager Kiertmanns have. Han fortæller herom i sin dagbog: ”Da jeg i 1825 havde tilkiøbt mig en Have ved Siden af mit Mølledam, i Westen Side, og lod et Stykke udgrave til Dammet, fandtes der ogsaa, strax ved kanten af Dammet Grunden af en fiirkantet Grunmuret Bygning, men da kun Hiørnet deraf, kun et Stykke blev opgravet, da det andet gik ind under Karetmager Kiertmanns Baghuus og Politibetient Lohses Baghuus, kunne ikke sees, hvor stoer den har været. Men jeg brækket endeel store Kampesteen op, som var sammenmuret med Kalk, og i Bunden var et Gulv af de stoere Kirkesteen lagt i Gruus saa lige og Jevnt, som det nylig var lagt. Hele Grunden var belagt af de saakaldte Kattepander i Brokker og Muurstensbrokker, som viser en volsom Ødelæggelse, og tillige fandtes derfra en Rende til Dammet af Kattepander, toe lagt sammen med den spidse Ende stukken ind i den stoere, lagt i Leer... Under Hiørnet af Lohses Huus mod Haven er endnu noget af Grunden muret i Kalk”. Og der under de to baghuse - Bagergade 18 og 20 - ligger så endnu fundamentet af det tredje tårn.
Morten Jørgensen var ikke i tvivl om fundamentets oprindelse. Ikke alene fra sagnet i folkemunde, men også fra skriftlig kilde vidste han, at ”denne Kiøbstæd i de ældste Tider Aar 1247 har været befæstet fra Stranden, Mølledammen og Byens Bek lige til Gieritzport, udviser tydelig de Levninger af Volde, som endnu sees” (Jonge). Mølleren tilføjer: ”hvoraf endnu findes et stykke af Graven i Tyvehaugen, og et langt Stykke af Graven i det derefter kaldte Gravvænge.” Han har også set resterne af Skattertårnet: ”I min Tid stod Grunden af det saakaldte Schachtertaarn strax ved Stranden paa den af H. J. Baagøe eyende Tømmerplas, tæt inden for Gaden ved Vandløbet i Baagøes Have”. Baagøes firma blev siden til Baagøe og Riber, og tårnfundamentet ligger nu velbevaret under ”Ribers Villa” i Kullinggade.
Også ”det andet tårn” giver mølleren besked om, mere præcis end Begtrup: ”Et lignende Taarn har ligget på Pynten i N. E. Brandts Vænge ved Jørgen Graaes Have, hvor nu er en vandkumme, hvor da Kiøbmand... for endeel Aar siden, da han lod den sette, fandt Grunden af en fiirkantet Grundmuret Bygning af de saakaldte stoere Kirkesteen”.
N. E. Brandts vænge var det, som tidligere havde tilhørt Bertel Klingenberg. Ejendommeligt nok nævner mølleren ikke Klingenberg i denne sammenhæng, men lader pladsen stå åben for navnet. Klingenberg var Morten Jørgensens svigerfar, og han burde have vidst, at det var ham, der havde gjort dette fund.
Den præcise placering af fundamentet: på en stejl pynt ved Jørgen Graaes have, gør det muligt at bestemme stedet: Da forældre og lærere ved Ida Holsts Skole for nogle år siden arbejdede sammen for at udbygge legepladsen i skolegården og gravede for at placere nogle gyngestativer, stødte de i en lille meters dybde under jordens overflade på et fundament af sten. Ved at iagttage et Svendborgkort fra omkring 1900 med de indtegnede højdekurver kan man konstatere, at ”pynten” lå netop på dette sted, så her har vi, fri for enhver tvivl, fundamentet af ”det andet tårn”.
Altså kan det fastslås, at Svendborg var en ”ægte tretårnet” borg. Og Morten Pindmøller er det vidne, der har set alle tre fundamenter.
UTRYKTE KILDER:
Rådstueprotokol for Svendborg 1685.
Morten Jørgensens dagbøger.
LITTERATUR:
Jonge, Nicoali: ”Kongeriget Danmarks Choraphiske Beskrivelse”, 1777.
Olsen, Johannes: ”Svendborg Bys Historie”, 1919.
Begtrup, Joachim: Beskrivelse over Svendborg Kjøbstæd”, 1823.