smormosen_mimigolf"Europas sjoveste minigolfbane" kalder ejerne af minigolfbanen ved Smørmosen på Thurø ubeskedent deres sted.

Men de tusindvis af årlige gæster vil nok give ejerne ret. Det er en usædvanlig spændende og kreativt udformet minigolfbane.

Banen består af en snes håndstøbte cementbaner med en række forhindringer, der først og fremmest har et humoristisk tilsnit.

De er bygget efter ejernes egne ideer og bliver jævnligt udskiftet og fornyet, så gæsterne tit møder nye forhindringer, hvis de kommer tilbage efter et par år.

Blandt de sjove forhindringer kan nævnes:

1) Kanonen, der fyrer kuglen af.

2) Fyrtårnet, hvor lyset blinker, når kuglen kører til tops.

3) Anden, der spiser kuglen og lægger æg.

4) De drilagtige møllevinger på bane 20.

5) Pariserhjulet og Edderkoppen.

smormosen_minigolf2Banen blev grundlagt i 1951 af ægteparret Jørgen og Lis Kristensen, som drev den sammen i 30 år.

Banen blev i 1981 overtaget af datteren Lisbeth Kristensen og Lars Holmgaard. De driver stadig stedet, der har åbent hele sommeren.

Banen ligger lige ved siden af FDM Campingpladsen ved Smørmosen. Og når man er færdig med at spille minigolf kan man nyde synet af badenymferne på en af Svendborgs mest attraktive badestrande.

Kiosken på minigolfbanen sælger nogle af byens største isvafler. Jo, Smørmosen er sandelig et sted, der er værd at besøge.

Læs mere om Europas sjoveste minigolfbane på dette www.thuroe-minigolf.dk

Gå til toppen