degamlebunkers2Der blev på besættelsesmagtens befaling i januar 1944 opført tre underjordiske bunkeranlæg under anden Verdenskrig, i nærheden af de tre skoler i Ollerup: Gymnastikskolen, Håndværkerskolen og Folkehøjskolen, der alle var okkuperet under det meste af krigen.

Formålet med bunkeren var at være beskyttelsesrum for de tyske soldater under luftalarmer.

Den største bunker, med et gangsystem på næsten 100 meter, er nu blevet ført tilbage til dens oprindelige udseende, bortset fra at der er installeret elektrisk lys, der tænder automatisk når der er besøgende på vej ned i bunkeren.

Det er på Gymnastikhøjskolens jord ved Ditlevvej, at det tilgængelige anlæg er bygget. De to øvrige anlæg er ikke åbnet for besøgende.

Bunkeren havde siden anden verdenskrigs afslutning ligget upåagtet hen, indtil 2002, hvor en kreds af interesserede fik dannet en forening, med det formål at udnytte og vedligeholde bunkeren.

Med plancher og billeder ville man forsøge at skildre egnens og lokalbefolkningens oplevelser under og efter anden verdenskrigs afslutning.

Foruden plancher kan man se en landskabsmodel, der viser, hvor en allieret flyver, på vej hjem fra et bombetogt over Tyskland, faldt ned efter at være ramt af det tyske antiluftskyts over Kiel.

degamlebunkers1Desuden ville man fortælle historien om krigens hovedpersoner, samt hvorfor gik det så galt som det gjorde.

Det er bestyrelsens mål fremover stadig at finde materiale og historier, der kan supplere det der allerede er sat op.

Bunkeren er tydelig markeret med skilte og tre Spanske Ryttere omkring nedgangene som blikfang fra landevejen.

Der er opstillet borde og bænke på pladsen over bunkeren, med en storslået udsigt over smuk sydfynsk natur med Hvidkilde Sø i baggrunden.

Bunkeren er åben hele døgnet fra maj til september.

Gå til toppen