Navnet Rottefælden bruges i flæng, snart bliver det brugt om Svendborgs landskendte sommerrevy, ”Rottefælderevyen”, snart om selve teaterbygningen, der i dag rummer både sommerrevyen og Baggårdteatret – Svendborgs egnsteater. For andre mennesker er det betegnelsen for hele det rekreative område, der siden 1829 også har båret navnet Caroline Amalielund. Så gå med en tur i Rottefælden. Denne første artikel handler om skoven og det gamle skovfogedhus, senere følger artikler om det første sommerteater og hele den bygningsmasse, der opstod omkring denne bygning, om revyerne og Baggårdteatret.
Rottefældeskoven og Det gamle skovfogedhus
I 1823 omtaler Joachim Begtrup i sin bog om Svendborg Købstad, at Rottefælden er en lille skov i bymarken, Pløjeholmen. I slutningen af 1700-tallet blev skoven opkøbt af 3 mænd i fællesskab, og var i en periode ligesom flere andre af byens skove privatejet. I 1823 var den allerede beskyttet af reglerne for fredsskov. Beliggende så tæt ved byen, blev den ofte anvendt til frilufts- og sommerfornøjelser for byens indbyggere. Altså allerede dengang en lille rekreativ oase med den idylliske Trappebæk slyngende sig midt igennem skoven med mange bugtninger i dybe kløfter. Dengang var området opdelt i Forreste og Bagerste Rottefældeskov og på den anden side nuværende Tvedvej (Ny Nyborgvej) lå Sophie Hauge.
I en udateret artikel i Svendborg avis fortæller tidligere museumsinspektør Ove Marcussen, at navnet Rottefælden i skriftlige kilder kan føres helt tilbage til 1731, hvor det optræder i nogle græsningsbestemmelser. Hvoraf navnet Rottefælden kommer, er der ikke givet noget seriøst bud på. Mindre seriøse fremstillinger går ud på, at fjendtlige tropper under én af byens mange fejder skulle være blevet fanget i de dybe kløfter som rotter i en fælde.
I 1829 blev skoven omdøbt til Caroline Amalielund. Byens høje herrer fandt nemlig navnet Rottefælden temmelig uskønt, men folk elskede det, og som mange vil vide, lever det i bedste velgående den dag i dag. Navneforandringen fandt sted i forbindelse med grundstensnedlæggelsen til byens nye rådhus, hvor der i den anledning var fornemt besøg af guvernøren over Fyn, kronprins Christian Frederik (senere Christian VIII) og hans gemalinde Caroline Amalie. Samtidig med at Rottefælden skiftede navn, fik Christiansminde også sit nuværende navn. Der blev ikke gjort forskel på de prominente gæster, og med tilladelsen til at anvende deres navnetræk til de 2 små skove, blev de dermed udødeliggjorte i Svendborg.
I 1833 købes Caroline Amalielund af Svendborg Skovejere, der var en sammenslutning af alle de indbyggere i købstaden, der havde rettigheder i byens skove. Foreningen blev dannet i 1829, fordi skovejerne ikke var helt tilfredse med den måde magistraten og byfogeden administrerede skovene på. Hidtil havde man efter fælles overensstemmelse, ladet byens råd varetage skovdriften, men fra 1829 overtog skovejerne selv foretagendet. Det indtryk man får fra diverse artikler er dog, at alt foregik i et tæt samarbejde med byrådet. Foreningen eksisterede lige til 1970, hvor man afstod Rottefælden til Svendborg By.
Samtidig med Skovejernes overtagelse af skoven opførtes den første lille skovfogedbolig og traktørsted i området. Skovfogedens opgave var at passe skoven og sørge godt for de besøgende. Det var nok ikke meget, der i begyndelsen blev trakteret med, men øl og vand var der sikkert rigeligt af. Selvom man ikke altid var lige tilfreds med byrådets handlinger, så var det trods alt den, der på initiativ af garver Ravn, formanden for mark- og vejkommissionen, anlagde en ny vej ud til Rottefældeskoven. Den har nogenlunde fulgt nuværende Graaesvej.
Skovfogedhuset blev udvidet af flere gange op igennem 1800-tallet, primært fordi kravet til faciliteterne blev større, men også fordi gæsternes antal øgedes. Omkring 1870 bestod huset af 11 fag med kvist over 3 fag. I underetagen var foruden familiens egne rum 2 serveringslokaler og hele 1. etage var et stort festlokale. I mange år hed skovfogeden og værtshusholderen Mathias Nielsen, han efterfulgtes af Anton Olsen og Joseph Svendsen. I midten af 1860’erne blev der anlagt en keglebane og bygget toiletter. Den mest kendte af restauratørerne var ”gamle” Plough, der overtog traktørstedet i 1874. Hans Andersen Ploug havde siden 1856 drevet Plougs Hotel i Kattesundet 2-4 og var således en kendt person i bybilledet. Han døde i 1879, men hans enke drev stedet videre endnu nogle år. Hun efterfulgtes af Ole Knudsen, både han og bestyrelsen for Skovejerne mente, at nu skulle der helt nye boller på suppen, hvis man ønskede at være med i kampen om publikum. Befolkningstilvæksten i Svendborg var enorm og turisttilstrømningen blev større år for år. Idéerne var mange, men først måtte man have et nyt større hus.
