Svendborgensernes foretrukne udflugtsmål i flere hundrede år.
Allerede fra begyndelsen af 1800-tallet havde Christiansmindeskoven, den gang kaldet Termeriet på grund af de mange kilder i området, karakter af et rekreativt område. Det var hertil, man fra den indre købstad tog hen for at nyde naturen eller for at indtage en forfriskning i de indrettede traktørsteder. Siden blev tilbuddene mere varierede med dansesalon, keglebane og restaurant. Broerne blev anlagt, så man også let med egne fartøjer kunne nå området fra søsiden, og fra 1870’erne kunne man tage med Sunddamperne.
Skoven
Området, vi i dag kender som Christiansminde, udgjorde før 1800 et krat og skovbevokset område med mange kildevæld i Øxenbjergmarken – én af 
Svendborgs bymarker. Træerne ejedes indtil 1765-66 af Kronen, hvorimod underskov og græsning tilhørte byens borgere. Imidlertid besluttede kongen at afhænde både Christiansminde og det nærliggende Gl. Hestehauge, der blev opkøbt af Niels Juel på Valdemars Slot. Hvad der førhen havde fungeret fint under kongen, endte i mange konflikter mellem den nye ejer og byens borgere. Til slut enedes man om, at baroniet på Tåsinge fik den fulde rettighed til Gl. Hestehauge og Svendborg Skovejere til området Termeriet, der i 1829 fik navnet Christiansminde. Området blev opkaldt efter kronprins Christian Frederik, guvernør over Fyn, den senere Chr. den VIII. Kronprinsen var i Svendborg både i 1829 og 1830 i forbindelse med byggeriet af byens nye rådhus. Hans kone, kronprinsesse Caroline Amalie, gav navn til skoven ved Rottefælden. Kronprinsen besøgte området og i forbindelse med besøget blev Prinsebroen bygget.
Navnet Termeriet var kommet i almindelig brug i begyndelsen af 1800-tallet, men holdt altså ikke ret længe.
I 1874 tilbød Svendborg Skovejerne kommunen at overtage området, hvilket skete i 1875.
Skovhuset
I 1818 begyndte skovejerne en regulering og beplantning af hele området, der i 1829, samtidig med navneforandringen, blev udlagt som lystskov for Svendborg by. Skovejerne antog også en skovfoged og opførte en bolig til ham omtrent der, hvor Christiansmindehotellet ligger i dag. Skovfogeden havde naturligvis til opgave at holde opsyn med skoven, men fungerede sideløbende som traktør. Skovhuset var i midten af 1800-tallet indrettet med 2 små stuer til udskænkning i underetagen og hele førstesalen var et stort lokale, der kaldtes salen. En af værterne var tidligere kgl. operasanger Giovanni Cetti. En anden var Fahnø, kendt for sin døvhed og sin larmende papegøje.
Madam Børgesens traktørsted
I slutningen af 1820’erne etablerede én af byens største restauratører – Nicolai Børgesen i Anne Hvides Gård – endnu et traktørsted i Christiansminde. Han opførte med skovejernes billigelse, men for egen regning, et hus derude. Ingen ved i dag nøjagtig, hvor det var placeret, men ikke desto mindre fungerede det som traktørsted i mange år, først med Nicolai Børgesen selv som vært, siden med hans enke, den navnkundige Madam Børgesen ved roret. Hun solgte 1857 huset, der efter et par år blev nedrevet. Stedet var ikke så stort som Skovhuset, men dog en slags konkurrent til de skiftende skovfogeder.
Dansesalonen Sommerlyst
Dansesalonen Sommerlyst blev taget i brug i 1852. Nogle af byens borgere syntes, det var for dårligt, at man skulle begive sig helt til Troense for at danse i det grønne. De dannede et interessentskab, der af skovejerne fik lov til at opføre en dansesalon i Christiansminde. Sommerlyst kom til at ligge lige vest for Skovhuset. Pavillonen var bygget af træ og tækket med strå. Det var en meget smuk ottekantet bygning båret af 5 søjler. Udvendig var der en svalegang med gelænder hele vejen rundt. Ved siden af lå et lille billetkontor og udenfor ned mod stranden en indhegnet plads. Hver søndag eftermiddag fra maj til september var salonen åben, i hvert fald når vejret tillod det. Fra kl. 16.00 kunne man købe billetter, og kl. 23.00 blev der lukket overalt. Den første time var forbeholdt børnene, men derefter tog de voksne over. Nogle søndage afholdtes der udendørs koncerter på pladsen. Så var der forhøjede billetpriser.
I 1899 solgte aktionærerne dansesalonen til Svendborg Kommune. Bygningen bestod lige til en gang i 1930’erne, hvor den blev nedrevet og materialerne genanvendt til et klubhus på Nyborgvej.
Øvrige Bygninger
Området havde mange andre bygninger. Nogle står endnu fx Svendborg Borgerlige Skyttelaugs
Bygning. Stampemøllen fra 1771, der blev restaureret i 1948 og 1998 og fik et nyt vandhjul i 2003.
Der er toiletbygningen fra 1850’erne. Iskiosken. Roklubben. Der er lysthusene og minigolfbanen, som er kommet til meget senere.
Broer
Jernbanen kom til Svendborg i 1876. I den forbindelse blev Sundfarten etableret. Varerne skulle transporteres videre. Der blev bygget en ny dampskibsbro neden for hotellet. Denne fik en stor ombygning i 1888 og mange gange siden fx 2011. Også andre broer mødte man, når man gik på strandpromenaden. Der var bro ved badeanstalten, og bro før sejlklubben (i folkemunde Mølle Maries Bro) foruden den før omtalte Prinsebro.
Christiansminde Hotellerne
Skovfogedhuset blev revet ned, og der blev bygget et nyt hotel med både restaurant og dansesal på foranledning af en kreds af byens mænd. Indvielsen fandt sted 1. pinsedag 1877. Nogle år senere, 1881, blev Christiansminde Badehotel bygget bagved lidt mod vest. Begge etablissementer blev ledet af N.A. Frandsen og ved dennes død af hans kone. Kommunen måtte overtage både badehotel og restaurant i 1883, da det ikke kunne løbe rundt økonomisk.
Restauranten har været i ombygget i flere omgange. I 1917 blev den store glasveranda tilføjet. Restaurant og badehotel var to forskellige enheder, der blev drevet adskilt. I 1920 overtog Peder la Cour ledelsen. Også han renoverede og skaffede bl.a. gode orkestre til Glassalen, hvorfra der transmitteredes til DR.
Restauranten og dansesalen var et yndet udflugtsmål for byens borgere. Mange festlige stunder blev tilbragt derude. Badehotellet var for turister. Danske som udenlandske. Det var ikke mindst populært hos de tyske turister.
Lidt ironisk blev hotellet inddraget af den tyske besættelses magt i 1942. I 1946 skilte kommunen driften af badehotel og restaurant, og Peder la Cour fortsatte på badehotellet. 1964 blev badehotellet omdannet til plejehjemmet ”Inge”. Midt i 1990’erne blev det bygget om til ejerlejligheder.
Hotel og Kursusejendom
Besøger man området i dag, er det gamle hotel væk. HK byggede nyt i 1981. Hotel og kursusejendom. Dette byggeri kostede Villa Søro livet. Villaen, der en periode brugtes af hotellet, blev senere til vandrehjem, men er nu væk. Bag ved hotellet lå Gartner Lenz’s hus. Det blev opkøbt af kommunen i 1891, da man frygtede konkurrence lige som i Børgesens tid. Også dette hus er i dag revet ned.
Strandpromenaden
I 1869 blev der nedsat et forskønnelsesudvalg i Svendborg med bl.a. Amtmand Grev Brockenhaus Schack som medlem. Opgaven var at skabe stier og rekreative områder i byen. Udvalget arbejdede i 20 år. Det henvendte sig til skovbestyrelsen i 1873. Det blev så dennes opgave at gøre noget for Christiansmindeområdet. Til dette ansatte de landskabsgartner Flindt. Han koncentrerede sig især om området omkring Skovfogedhuset. På billeder fra sidste del af 1800 tallet, ser man folk promenere på ”Strandpromenaden”. En forlystelse der blev holdt i hævd langt ind i det 1900 tallet.
På et tidspunkt er promenaden ført igennem ind til byen. Noget nøjagtigt årstal er svært at give, men det må hænge sammen med etableringen af det østre havneanlæg. I tidligere tider måtte man enten sejle derud fra haverne ved Hulvej eller tage den besværlige vej via Ørkildsgade og Bellevuevej. En bemærkning i en ansøgning til byrådet vidner om, at man på et tidspunkt kunne transportere sig langs vandet. Der bliver nemlig en gang i 1880’erne søgt om tilladelse til at cykle på den øvre sti, hvilket vel indikerer, at der også er en nedre?
Christiansmindestien.
I dag er der stor trafik på Strandpromenaden, der nu kun omtales som Christiansmindestien. For cyklister er det en både smuk og kortere tur ind til Svendborg fra bl.a. Thurø. Undervejs kører man forbi de ovennævnte bygninger og broer. Nogle broer er i slemt forfald, men måske rettes der op det en gang. Dampskibsbroen blev bygget om i 2011, og Prinsebro står forhåbentlig for tur, inden den rådner helt op.
