Andet

Torvet i dag

Torvet er ikke blot Svendborgs hjerte, det er simpelthen svendborgensernes hjerteblod (fig. 1). Her har de i umindelige tider hver lørdag formiddag haft et fast mødested. Her handles der, her løber man på venner og bekendte, her hører man nyt. Alle har en mening om Torvet, og alle nye tiltag diskuteres livligt, ja skulle man skrive en sang om Torvet, kunne et passende omkvæd være ”rør blot ikke ved mit gamle torv”. Men det er lige præcis det, man nu har gjort med byudviklingsprojektet Den Grønne Tråd, hvis første etape, en nyindretning af Torvet, blev indviet af borgmester Lars Erik Hornemann i december 2015 (1).

Og hvad er der så sket med hele byens torv? Allerførst er det længe nærede ønske, om at få billedhugger Niels Hansens Jacobsens springvand ’Havfruer, der laver Malstrøm’ tilbage til Torvet, blevet opfyldt. Nu placeret i gadeniveau i en kobberbrønd ned mod Torvestræde. Dernæst er antallet af parkeringspladser stærkt reduceret, men nu med et helt nyt element, som man passende kan kalde parkering i Havfruebrønden. Det har nemlig vist sig, at enkelte bilister ved parkering ikke helt forstår at afpasse deres manøvreradius og uheldigvis lander med et par hjul i springvandet (fig. 2). Desuden er der kommet ny belægning på pladsen med natursten og beton i en kantzone beregnet til fodgængere, og midt på pladsen er de gamle brosten genanvendt. Under jorden er der etableret et regnvandsbassin til beskyttelse mod fremtidige skybrud.

For at gøre pladsen til et godt opholdssted er der opsat bænke op mod Vor Frue kirkebanke, og som opfordring til leg og hygge var der i sommeren 2016 til fri brug sat stylter, et bordtennisbord og en basketkurv op. Og til afslapning et antal lyserøde liggestole (fig. 3).

Med omdannelsen af Torvet har kommunen ønsket at gøre pladsen til hele byens samlingssted med rum for torvehandel, caféliv, ophold og aktiviteter inden for kultur- og erhvervsliv. Alt til glæde for byens borgere og turister.

Forandringerne på Torvet har som altid skabt megen debat. Nogen vil have flere parkeringspladser, andre slet ingen, og hvorfor har man ikke placeret springvandet midt på pladsen og i en muret brønd, sådan som det oprindelig var tilfældet. Som altid skal der lidt tid til, inden man vænner sig til alt det nye, og en ting er sikkert: diskussionen om Torvet vil fortsætte. Men der kan være grund til at stoppe op og se lidt nærmere på, hvordan torvet har set ud og er blevet brugt fra middelalderen og op til i dag.

Torvets topografi

De skriftlige kilder beretter i 1267 om et fisketorv i Svendborg (Reinholdt 1992, s. 55), men det skulle være placeret mellem klosterkirken og stranden, og der kan derfor ikke være tale om det nuværende torv ved foden af Vor Frue Kirke. Om dette torv hører vi første gang i et dokument fra 1527, hvor byens Råd købte en gård af Sankt Hans alter i kirken og efter nedbrydning af ejendommen udlagde grunden til ”evigt akseltorv og almindeligt marked” (2). På samme sted var der dog formodentlig allerede en mindre torveplads, for det siges også, at byens rådhus og tinget stod på dette sted. Inden for de næste 70 år foretages yderligere en udvidelse, idet biskop Jacob Madsen i 1595 noterer i sin visitatsbog, at ”to gårde er brudt ned for at give plads til byens torv, som borgerne holder deres aarlige markeder paa”.

Resultatet af udvidelserne ses på Resens prospekt af Svendborg fra 1667, hvor rådhuset ligger ved foden af Vor Frue kirkebanke med facade ud mod torvets sydside, og ca. midt på pladsen står byens galge og kag eller gabestok (fig. 4).

Ved udgangen af 1600-tallet var torvet noget mindre end i dag. Dels strakte Vor Frue kirkebanke og kirkegård sig langt ud over torvets nordlige side, dels var meget af pladsen optaget af rådhuset med strafferedskaber, så der kun var et begrænset område til rådighed for torve- og markedshandlen. Og det blev ikke bedre, da man i 1829-30 nedrev det dengang ”brøstfældige” rådhus og opførte et nyt og større rådhus nogenlunde midt på pladsen. Dette rådhus fik da også en kort levetid, da det allerede efter 50 år ikke længere var tidssvarende. Der var desuden bred enighed om, at det lå uheldigt, og at det var generende for torvehandelen. I 1882 besluttede man derfor at rive det ned og opføre et nyt rådhus på en højtliggende grund ved bygrænsen 500 m mod vest. Ved samme lejlighed fjernede man et mindre sprøjtehus fra 1776, der ligeledes var utidssvarende og flyttede funktionen til en nyopført politi- og brandstation i det nordvestlige hjørne af torvet. Alle generende bygninger var nu fjernet, torvet fik ny brolægning og lå åbent for handelen.

Et par år senere (1884) fik torvepladsen en mindre udvidelse mod nord, hvor man i forbindelse med restaureringen af Vor Frue Kirke indskrænkede bakkeskråningen ned mod torvet (3). I 1921 blev Wessels trappe (se s. 32) bygget, hvorved der skabtes en bred og præsentabel adgang fra torvet op til kirken. Før da gik der en sti parallelt med skråningen op til kirken (fig. 5, se også fig. 15), men tidligere havde man måttet op til kirken fra Møllergade eller fra Fruestræde.

Næste større regulering af torvepladsen skete i 1938-39, hvor ombygningen af Wiggers’ forretningsejendom og udvidelsen af Ramsherred i forbindelse med bygningen af det nuværende rådhus medførte store ændringer af torvets vestside. Især nedrivningen af Vor Frue gamle præstegård for enden af Fruestræde og af to ejendomme ned mod Kattesundet bevirkede, at Torvet kom til at ligge åbent i vestlig retning, hvorved indtrykket af et lukket torverum forsvandt.

I de følgende årtier fungerer Torvet uden de store ændringer som torve- og markedsplads – og ikke mindst som parkeringsplads. Netop sidstnævnte funktion har været – og er – genstand for megen debat. I 1953 flytter man således springvandet væk fra torvet, fordi det var til gene for bilerne, mens man 30 år senere ønsker at reducere antallet af parkeringspladser.

Nye bycentre

Frem til 1870’erne er torvet et handelsmæssigt og trafikalt centrum i byen. Dette ændrer sig med industrialiseringen, hvor centrale funktioner og de dermed forbundne bygninger rykker ud af bymidten. Ikke kun anlæggelsen af jernbanen (1876) er medvirkende til at opløse middelalderbyens infrastruktur. På Klosterplads blev de sidste rester af Gråbrødreklostret og byens borgerskole nedrevet sammen med flere ældre bygninger, og der opstår et nyt center foran banegården, som via Toldbodgade og Frederiksgade orienterer sig mod havnen – og vender ryggen mod torvet.

Men også rådhusbyggeriet i 1881 forandrer torvet. Det handler ikke alene om at bygge et nyt rådhus, man flytter også byens administration og øvrighed til en udkant af byen, hvor der med det nye rådhus og tilhørende plads opstår et nyt bycenter mellem Vestergade og Bagergade. Udflytningen af rådhuset betyder i realiteten, at Torvet nedprioriteres i de følgende 130 år. Og det var situationen indtil 2014, hvor Torvet som led i projektet ’Den Grønne Tråd’ har fået et nyt udseende. Det er blevet bundet sammen med Ramsherred, og ned mod havnen er der via Lilletorv og Møllergade skabt forbindelse med et bredt trappeforløb. Og Torvet – svendborgensernes hjertebarn – er dermed genskabt som byens centrale plads.

Torvehandel

Spørgsmålet om, hvorvidt der var torvehandel på den nuværende torveplads før 1527, fik museet arkæologer mulighed for at undersøge i forbindelse med byfornyelsesprojektet ’Den grønne tråd’. Forud for omlægningen af Torvet med bl.a. etablering af et nyt teknikrum til springvandet og et underjordisk regnvandsbassin, gik arkæologerne nemlig i jorden. Udgravninger afslørede, at der var torvehandel her allerede i begyndelsen af 1200-tallet. Det ældste akseltorv ligger næsten to meter under den nuværende belægning. Udstrækningen af det ældste torv kunne undersøgelsen ikke afsløre og heller ikke omfanget af handelen. Ud over store mængder af husholdningsaffald, husdyrknogler og fiskeskæl vidner andre fund, som eksempelvis tabte smykker, fingerringe og spillebrikker, om livlig aktivitet på stedet. Mønter, klædeplomber, råmaterialer og affald fra diverse håndværk fortæller således om den handel, der foregik på stedet gennem flere århundreder.

Selv om udgravninger ikke giver noget præcist udsagn om størrelsen af torvehandelen fra middelalderen og op til vor tid, så er det givet, at Svendborgs gunstige beliggenhed med et stort og frugtbart opland og med blot en dagssejlads til de nordtyske kyster har givet gode muligheder for en mangeartet handel. Desuden ved vi, at Svendborg i det 15. århundrede fik eneret på al handel i 2 miles omkreds (Olsen 1919, s. 327). Alt sammen forhold, som har været fremmende for handel og omsætning på byens torv.

Det var kun byer med torveret, der måtte holde torv, og denne ret kunne kun tildeles af kongen. Det ældste kendte kongelige privilegie er kong Christoffer I’s af 25. februar 1253, men privilegiet indeholder en stadfæstelse af de love og rettigheder, som indbyggerne i Svendborg havde på faderen Valdemar Sejrs tid, dvs. 1202-1241. Torvehandelen blev lige fra begyndelsen reguleret, hvor det i middelalderen handlede om at dæmme op for hansekøbmændene, de såkaldte ’gæster’. I Erik af Pommerns privilegium for Svendborg 1413 hedder det bl.a.: Ingen gæst skal sælge lærred i Svendborg uden i hele stykker og ved ”reb” (dvs. stykker på 10 alen). Klæde må også kun sælges i hele og halve stykker, humle i ”tremmet” (dvs. et lybsk mål på 4 lispund (32 kg)), og salt i tønder eller pund (et gammelt saltmål svarende til en tønde). Privilegiet skulle sikre, at al detailhandel blev forbeholdt svendborgenserne.

Købstædernes privilegier på bl.a. torvehandel blev først ophævet ved Næringsfrihedsloven af 1857.

Byens magistrat fastsatte torvedagene, som var de eneste dage, hvor udenbys folk kunne handle legalt med byens borgere og oplandets bønder. Byens egne borgere havde forkøbsret, og formålet med vedtægterne var især at sikre en ligelig fordeling af varer blandt køberne, således at de bedre bemidlede borgere ikke forsynede sig på bekostning af småkårsfolk (Bro-Jørgensen 1959, s. 108ff). Indtil kl. 10 eller 11 var det kun byens egne borgere, der måtte købe, og dette blev markeret ved, at torvemesteren tidligt om morgenen hejste en fane som tegn på, at handelen kunne begynde. Når den blev taget ned, var handelen fri, og så kunne opkøbere/mellemhandlere begynde at købe.

Fra de gamle bylove ved vi, at overtrædelse af torvevedtægterne udløste ret store bøder og straffe. I Svendborgs bylov fra 1572 (fornyet 1619) hedder det i §9: ”hvilke, som understår sig på torvedage at gå uden porten eller målet, stå i halsjern i 2 timer”. Dette betyder, at det var forbudt at drive såkaldt ’forprang’ uden for den officielle torveplads (4). I §34 tales der om kramboder: ”Ingen må udi almindelige marked tilstede kræmmer at bygge, uden på torve, som af gammel tid sædvanlig har været, under 10 daler til byen og kongen”. Det indskærpes altså, at de handlende ikke må slå deres boder op på gaderne. At det har været nødvendigt, skyldes utvivlsomt, at mange har forsøgt at undgå at betale for en stadeplads. Men på trods af at det kunne koste dyrt, var det et problem at afholde de handlende fra at opstille boder uden for torveområdet. I 1739 klager borgmester Boring over nedgangen i indtægten af stadepenge. På torve- og markedsdage var det nemlig ofte tilfældet, at Møllergade var tæt besat med handlende, mens der kun var ganske få boder slået op på torvet (Bro-Jørgensen 1959, s. 243).

Bestemmelserne i torvevedtægterne skulle også sikre, at alt gik ordentligt til og beskytte borgerne mod udbytning. Langt op i tiden fastsatte magistraten i Svendborg den 2. januar årets priser på de nødvendigste livsfornødenheder, som de handlende havde at rette sig efter. Det var så torvemesterens opgave at holde øje hermed, ligesom han skulle tilse, at slagterne ikke solgte fordærvet kød, og bagerne ikke dårligt brød.

Fra dronning Christines (1461-1521, g. m. kong Hans) regnskaber ved vi lidt om, hvad der i 1500-tallet handledes med på Svendborgs torve- og markedsdage (Christensen 1904). Dronningen (vel snarere hendes forvalter/foged på Tranekær) foretager såvel større som mindre indkøb. Den 14. juli 1504 noteres til hendes slot Tranekær for et køb på 4 skilling voks. Et større indkøb er fra den 22. juli 1508, hvor hun af Jens Faderss(en) fra Kolding køber leidesk klæde for 15½ rhinsk gylden. Og i september samme år bliver der i Svendborg indkøbt flere tønder løg, vel til slottets vinterforråd.

Dronning Christines indkøb viser, at markederne i Svendborg i senmiddelalderen var af en vis størrelse og kvalitet, som når der eksempelvis sælges udenlandsk klædestof. Op gennem tiden har torvehandelen imidlertid været af vekslende betydning. I begyndelsen af 1800-tallet var torvedagene ligefrem ved at forsvinde, og på trods af at magistraten (byfoged Uldall) gjorde meget for at fremme dem, var der tider, hvor man måtte opgive den ugentlige torvedag (Olsen 1919, s. 334). Efterhånden blev der dog større søgning og fra begyndelsen af 1900-tallet var der stor trængsel af handlende og godtfolk på lørdagstorvet. Billedet fra omkring 1905 giver et godt indtryk af tidens torvehandel (fig. 6). Der handles ivrigt ved de mange stader, hvor oplandets bønder, gartnere, landboer, slagtere og fiskere falbyder deres varer, der – som nu – har været årstidens grøntsager, frugt, fjerkræ, ost, fisk m.m. Handelen kunne også foregå fra de fraspændte hestevogne. Hestene selv var opstaldet rundt omkring i byen, ofte i hotellers og beværtningers baggårde.

Første halvdel af 1900-tallet var i det hele taget et højdepunkt for torvehandel. På billedet fra trediverne (fig. 7), hvor biler har afløst hestevogne til transporten af torvevarerne, strækker staderne sig ud over det, der nu kaldes Lilletorv (5), og på et billede fra omkring 1950 (fig. 8) vidner trængslen af stader og torvegæster om torvehandelens store omfang. Fra slutningen af 1960’erne sker der en gradvis tilbagegang for torvehandelen, og som fotoet fra 2017 illustrerer (se s. 34), så er dagens torv med de lidt spredt opstillede stader kun en svag afglans af torvedagene i forrige århundrede.

Nedgangen i torvehandelen hænger utvivlsomt sammen med, at oplandets mange små gartnerier ikke længere er rentable og derfor nedlægges, og det var især disse, der havde de faste stader. Samtidig sker der med etableringen af de store supermarkeder og pga. den generelle udvikling i samfundet en ændring i borgernes indkøbsvaner. Hvor man tidligere prioriterede muligheden for at kunne købe frugt og grøntsager m.m. direkte fra avlerne højt, blev det vigtigere, at de daglige indkøb kunne overstås i en fart. Og selv om forbrugerne i dag i høj grad ønsker at købe lokale råvarer, er det indtil videre ikke nok til at vende nedgangen i torvehandelen. Det hænger formodentlig også sammen med, at det ikke er tilstrækkeligt attraktivt for småproducenter at sælge deres varer på torvet. Vi er i hvert fald langt fra den handel, der udspillede sig i første halvdel af 1900-tallet.

Markedshandel

På torvet afholdtes indtil sent i 1800-tallet i juli og september krammarkeder, hvor kræmmere, købmænd og håndværkere fra andre egne af landet tillige med byens egne borgere slog deres boder op (fig. 9). Udbuddet af varer var her meget større end på de almindelige torvedage, eksempelvis var der i 1839 på julimarkedet 118 udenbys handlende. Det var bl.a. guldsmede, kukkenbagere, bendrejere, hattemagere, skomagere, handske- og sadelmagere, samt handlende, der solgte manufakturvarer, galanterivarer og nürnbergerkram (6) (Marcussen 1960, s. 930f). Hertil kom korn, slagtevarer og mange andre levnedsmidler. Til markederne hørte også gøgl og forlystelser af mange slags. På sommermarkedet i 1867 kunne man bl.a. træffe på tryllekunstnere, vokskabinetter, gynger og dyremenagerier.

Markederne tiltrak mange mennesker fra land og by. Her var mulighed for at gøre en god handel, da de mange tilrejsende handelsfolk betød øget konkurrence for byens egne købmand og dermed bedre priser for markedsgæsterne. Når markederne var så populære, skyldtes det også, at der her var lejlighed til at træffe fjerntboende familie og venner, høre nyt og i det hele taget fornøje sig ved gøglernes boder.

Det var også en lejlighed for de unge karle og piger til at træffe andre unge end dem fra deres eget sogn og komme i kontakt med hinanden på en mere tvangfri måde end i det daglige. De unge mænd opvartede den udkårne i beværterteltene, og når de i løbet af en hed markedsdag selv havde fået en del under vesten, kunne det gå så livligt for sig i danseboden om aftenen, at det kom til slagsmål om pigernes gunst.

På torvet afholdtes også ind til slutningen af 1800-tallet de særlige hestemarkeder, som oprindeligt fandt sted i fasten, og som var af mindre omfang og ikke så søgte som sommermarkedet.

Birgit Rasmussen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2017.