I 1808 havde Svendborg ligesom andre byer her i landet indkvartering af spanioler og franskmænd. Baggrunden for dette var napoleonskrigene.
Efter at Napoleon ved mødet i Tilsit var gået i forbund med kejser Alexander af Rusland og blandt andet aftalt, at den danske flåde skulle forenes med den russiske og franske mod England, bombarderede englænderne som bekendt København og bortførte hele vor flåde. Denne handling drev kronprins Frederik i armene på Napoleon, og England og dets forbundsfælle Sverige blev nu vore fjender fra 1807 til 1814 - en tragisk udvikling, der gik stik mod alle ønsker, og som kostede landet tabet af Norge og medførte en statsbankerot, der sved hårdt i lange tider fremefter.
Opgaven indenfor Danmark indenfor den nye konstellation blev nu at angribe Sverige, hvortil Napoleon skulle medvirke med en hær af franskmænd og spaniere, som han havde liggende i Hamborg. Den anførtes af den berømte Marchal Bernadotte, prinsen af Pontecorvo, der senere skulle ende som Sveriges konge. Men hæren, der oprindelig talte 25000 mand, nåede aldrig over til Sverige, og kun en mindre del til Sjælland. Den måtte så indkvarteres i Østjylland og på Fyn. Og her er det så, at Svendborg træder ind i billedet.
Det begyndte med, at prinsen af Pontecorvo ankom til byen den 28. marts for at tage lokaliteterne i øjesyn og forhandle med øvrigheden, og tre dage efter kom de første franskmænd, en afdeling af jægere. - De gjorde sig straks forhadte af beboerne. - Det var navnlig maden, de var utilfredse med, de ville have suppe hver dag, en ret, som ellers kun i det højeste om søndagen kom på bordet i jævne borgeres huse. De forlangte, at folk skulle stå på pinde for dem og krævede ind af alt muligt - men betalte aldrig. Det var derfor en lettelse, da de efter et par ugers forløb drog bort igen
.
Den 24. april kom 6 kompagnier af bataillonen Catalonien marcherende til Svendborg fra Odense. De forreste stoppede op uden for byen og ventede, til hele styrken var samlet, hvad der tog en times tid. Med tambourer i spidsen marcherede de så til Torvet, hvor de fik deres kvarterer anvist. Medens man havde måttet opvarte franskmændene, lavede spaniolerne selv deres mad, de skulle blot have de nødvendige ingredienser udleveret og adgang til kogeredskaber.
Deres levemåde fandt svendborgerne lidt underlig. De fik udleveret oksekød, gulerødder, grøntsager, kartofler, ærter, hvedebrød, peber, risengryn, smør, eddike og løg. Navnlig løg kunne de ikke få nok af. Kødet lod de undertiden koge fra kl. 4 om morgenen til op imod middag, derpå blev de andre dele blandet sammen med kødet i passende forhold, det hele blev atter kogt i en stor gryde, indtil det var blevet tykt som en grød. En sådan portion kunne nok strække til i nogle dage. En halv pægl brændevin pr. mand og øl, så meget de kunne drikke - og det var meget - hørte med til rationen, og da kvarterværten kun fik 24 skill. for hver om dagen, var det det rene tilsæt
Disse spaniere var imidlertid kun i Svendborg ganske kort tid, så blev de over Tåsinge ført til Langeland, hvor de skulle forrette vagttjeneste langs kysterne, man vidste jo aldrig, om englænderne fra deres flåde kunne finde på at foretage landgang. Efterhånden blev Fyn hele kysten rundt besat med de fremmede tropper.
I deres sted rykkede nu afdelinger af regiment Barcelona ind i byen. De kom til at ligge fast her det meste af sommeren. Staben med den aldrende oberst, der dårligt kunne gå på grund af podagra, blev indkvarteret hos farver Top i den store Farvergård nedenfor Tullebrinke på hjørnet af Mølledammen lige overfor Bymøllen. Her samledes hver aften regimentets officerer tillige med den afdeling, der skulle danne vagtafløsning. Regimentets musikkorps, der også var stationeret her i byen, gav nogle numre til bedste, og under klingende spil gik det derefter op over Tullebrinke ad Møllergade til Torvet. Her afløstes vagten, der havde vagtstue i det gamle rådhus. Derefter blev der af regimentets feltpræst holdt andagt, en kort koral efterfulgt af tre kraftige slag på stortrommen indledte det højtidelige øjeblik, vagten præsenterede gevær, de hundreder af borgere, der hver aften overværede sceneriet, blottede deres hovedet, og alle spanierne gjorde korsets tegn.
I det hele taget var spanierne en glædelig overraskelse. Man havde efter erfaringerne med franskmændene ventet sig det værste, men det modsatte blev tilfældet. De viste sig at være godmodige, venlige og fordringsløse mennesker, der ikke fornærmede nogen. Udenfor tjenesten, hvor der i øvrigt herskede en streng disciplin, gik de folk til hånde i husene, passede børnene - de var store børnevenner - og der var sjældent nogen utilfredshed at spore udover, at det naturligvis var en belastning for beboerne, økonomisk set.
I de byer, hvor der var indkvartering, var der samtidig oprettet et kommandantskab af dansk militær, bestående af en stabsofficer, gerne en kaptajn, og fire underofficerer som medhjælpere. De skulle forsynes med gode rideheste og fornødent ridetøj, mens de var i tjenesten.
Kommandantskabsforretningerne i Svendborg bestyredes af kaptajn v. Gottlieb. Her ud over var der stationeret tropper med Sydfyn samt øerne syd for som område under befaling af generaladjudant Rantzau Lehn. Til disse hørte en dansk afdeling artilleri med et batteri på to kanoner ved Hestehaveodden og et andet ved færgebroen til Tåsinge samt fire kanonbåde, stationeret i havnen og under anførsel af søløjtnant Cederfeldt.
Artilleristerne var hovedsagelig holstenere, og kanonbådenes besætninger bestod for en stor del af jyske matroser, og disse to parter havde meget ondt ved at forliges. Det kom ideligt til sammenstød mellem dem, især på danseboderne og i skænkestuerne, hvoraf der efterhånden var dukket ikke så få op. Kvindelige bekendtskaber forværrede ufordrageligheden, og slagsmålene blev hyppigere og hyppigere. Til sidst udfordrede de to parter hinanden til en holmgang på torvet. Den fastsatte aften blev det imidlertid ikke til noget, for spanierne trak samtidig op med fuld musik, og Torvet fyldtes på et øjeblik af mennesker, så der blev ingen plads til at slås.
Aftenen efter skulle det så gå løs for alvor, spanierne havde i den anledning fordoblet deres vagthold, og da slagsmålet var på sit højeste, trådte de vagthavende spaniere under trommeslag i gevær, og med geværkolberne rettet fremefter og bajonetterne bagud gik de i sluttet linje løs på den kæmpende dynge af slagsbrødre. På et øjeblik var Torvet ryddet og urostifterne trængt ind i porte og gadedøre eller jaget ned ad gaden. Da der i det samme lød signalskud fra kanonbådene, forsvandt matroserne omgående. Spanierne vendte efter veludført arbejde tilbage til deres vagtstue "under usigelig latter"
Men selv om spaniolerne til hverdag var fredsommelige, kunne det dog let ske, at det iltre, spanske blod kom i kog, og så var der ikke langt til knivene. Tvedpræstens fire karle gik en morgen og slog græs, de fandt da en spansk korporal liggende dræbt i en grøft. De alarmerede straks spaniolerne, der imidlertid tog de fire karle, svinebandt dem og førte dem til arresten. Så gik de på jagt efter præsten, men han undgik samme skæbne ved at flygte. Man fik en befalingsmand og nogle husarer af det danske kommando til at tage affære, og det lykkedes dem at få karlene løsladt igen. Men hele den påfølgende nat "lavede spanierne en forfærdelig larm i hele byen".
Ved samme tid skete der et kærlighedsdrama uden for Gerritsport. To spaniere kom op at trættes om samme pige, og det endte med, at den ene stak den anden ned. Den sårede døde nogle dage efter. Morderen blev ved den påfølgende krigsret dømt til døden og skudt en nat i Rottefælden. Og her ligger han begravet et eller andet sted på skrænten umiddelbart vest for Ørkilds Slotsbanke.
Det var naturligvis beklagelige episoder, der rystede byens borgere dybt. Spaniolernes øverstbefalende, Marquis de la Romana, ventedes til byen i anledning af begivenhederne. Fra morgenstunden var alle spaniolerne i deres fulde mundering: mørkeblå livkjole med hvide opslag, snævre benklæder, sorte gamascher, høj chacot, gyldne knapper med regimentets navn "Barcelona" indstemplet. De ventede hele dagen forgæves. Han skulle have taget ophold i kammerherre Juuls gård udefor Gerritsport - men han kom altså ikke. Der var endda på byens bekostning tillavet en flot middag til ham og hans ledsagere.
I Spanien var der oparbejdet en hadsk stemning mod franskmændene. Man ver misfornøjet med, at de unge mænd som soldater skulle sendes ud af landet, og rent galt blev det, da Napoleon afsatte det spanske kongehus og udnævnte sin broder Josef til konge af Spanien. Der sendtes breve til de herværende tropper med opfordring til at gøre oprør mod franskmændene. Men disse skrivelser og breve fra hjemmene til soldaterne blev ikke afleveret, så spaniolerne vidste til at begynde med intet.
Efterhånden kunne forholdene dog ikke skjules, og hadet til franskmændene blev større og større. Fra den nye spanske regering kom der nu ordre til, at de i Danmark stationerede tropper skulle aflægge troskabsed til deres nye konge. Også til Svendborg nåede denne ordre. Marquis de la Romana kom til byen den 2. august for at gennemføre edsaflæggelse for de herværende tropper, han vidste, at det ville blive vanskeligt, men det skulle gennemføres for ikke at vække nogen mistanke hos franskmændene.
Pjentemøller Morten Jørgensen, der overværede begivenheden, fortæller følgende om den i sin dagbog:
Der er kommen hertil alle dem, som ligger her i omegnen, så her er en hel sværm i byen, her er nok 1200 mand. Det blev bekendtgjort i aftes ved trommeslag, at enhver skulle være belavet på at tage imod en del, og de skulle levere øl og mad, og ingen måtte skænke noget brændevin for dem under straf, på det at ingen uordener skulle forårsages, thi de er i stærk gæring, og på det ringeste nogen begynder, er de straks i oprør, thi de er rent gale på de franske over, at kejser Napoleon har taget den spanske krone fra deres kongefamilie og nu sætter den på sin broders hoved. De er så gale på de franske, at når man blot nævner deres navn, kan de straks blive i harnisk. De trak ud i Græsholmene i eftermiddag kl. 4 (Græsholmene var spaniolernes øvelsesplads under hele indkvarteringen) og der var en stor del mennesker fra byen og omegnen, thi enhver var nysgerrig for at se, hvordan det villegå af, da de havde fornægtet det i forvejen, at de ville ikke sværge ham. De gik der og snakkede til kl. halvsyv og sås dog ikke tage til noget oprør, uden engang de lå i buskene og sprang alle op og begyndte at råbe Vivat Spanien leve, Men så sprang straks alle officererne iblandt dem, og kommandanten trak blank og gav en et sabelhug i venstre skulder, og så blev han straks og en til bundne til et træ, så blev de kaldt til gevær og måtte blive stående der. Kl. 7½ blev de samlet i store kredse og eden blev læst for dem, der skete en del mundhuggeri, men blev dog roligt og sagdes, at de gjorde eden på den måde, at når Spanien antog ham som konge, så gjorde de det også. Kl. 8 marscherede de hjem. Jeg var der også, vi fik en kaptajn i nat og slap så med det, vi har tre spanske soldater endnu.
Imidlertid havde den engelske admiral, der til stadighed lå med en stor flåde i Storebælt, sendt et brev til Romana, hvori han foreslog, at en engelsk flåde skulle sejle de spanske tropper hjem. Romana gik ind på planen og gav ordre til, at tropperne på Sydfyn skulle samles på Langeland. I Nyborg kom det til voldsomme forviklinger, og den franske overgeneral søgte at stoppe flugten. Han sendte franske tropper, der havde været trukket sydpå, i ilmarch mod nord for at hindre spaniernes flugt. Man frygtede i Svendborg blodige begivenheder, når franskmændene nåede frem. Men forinden var spaniolerne sluppet bort ad Langeland til; natten til den 9. August slap de fleste over til Tåsinge. Trodset efterlod de, og regimentshestene forærede de bort eller solgte dem, for hvad de kunne få for dem. Andre lod hestene svømme bag efter de både, der satte dem over. Havnen lå fyldt med småskibe - der skal have været omkring 120 - de blev også benyttet ved borttransporten. Efterhånden samledes der 9000 mand på Langeland.
Få dage efter vrimlede det med franske soldater i Svendborg, men det syntes ikke at have hast med at komme videre, der ventedes på forstærkninger, påstod de. De slog sig ned i byen, og nu begyndte de samme besværligheder igen, som var kendt fra de første franskmænds ophold. De var helt urimelige, skriver Pjentemølleren. Skønt man gjorde alt for at opvarte dem på bedste måde, ødelagde de, hvad de kunne komme i nærheden af. Selv kunne han ikke være i huset for dem, han måtte opholde sig i byen det meste af tiden, og selvopgivende tilføjer han, at havde han ikke haft sine børn, havde det været det samme, om han levede eller døde.
Prinsen af Pontecorvo var her for at se, hvordan det gik, men han forsvandt snart igen. Den 21. august fik man at vide, at de spanske tropper var sluppet bort fra Langeland på de engelske skibe, hvad der vakte stor glæde i hele byen. Franskmændene syntes heller ikke at være kede af det. Enkelte var dog ikke nået at komme væk fra Svendborg. Uden for Bagerport fangede franskmændene en engelskmand og to spaniere, der som fanger blev ført til Odense.
Franskmændene krævede under trussel af svære straffe de heste tilbage, som spanierne havde solgt eller ladet løbe, tilligemed alt, hvad de ellers havde efterladt sig. Hestene, også dem fra Tåsinge og Langeland, samledes på et vænge ved Færgebroen, hvorfra de af unge bønderkarle skulle rides til Odense. Ved denne lejlighed var det, at byens sagnomspundne postmester, kaptajn Fritz v. Syberg på fransk med rivende tungefærdighed skældte den franske officer, der skulle lede bortførelsen af hestene, læsterligt ud, fordi han ville tvinge en mand med feltposttegn til at hjælpe til med hestene. Syberg kunne sproget, han havde som ung officer i den franske hær deltaget de tre sidste år i Syvårskrigen. Det fortaltes om ham, at han i sine unge dage havde bortført en polsk prinsesse og giftet sig med hende, hvorpå han en tid byttede om på bogstaverne og underskrev sig Grebys for ikke at blive opsporet. Hans kone hed Helene Stanislovski, så måske har der været noget om snakken. At han underskrev sig Grebys i stedet for Syberg, er i alt fald rigtigt nok.
Men franskmændene huserede stadig. I Farvergården hev de en skål suppe efter husmoderen, da hun gik ud ad døren efter at have serveret den for dem. I Pjentemøllen røg suppekødet ud på gårdspladsen og suppen hældtes på gulvet, når den ikke passede dem. Tallerkener og fade gik i gulvet og fyldninger i dørene blev sparket ud. Mølleren måtte hente deres kaptajn, men det hjalp ikke meget, bagefter truede de med at stikke ham ihjel. Da de drog bort, tog de med sig, hvad der var af spiseligt og al den brændevin, der var i huset.
De spanioler, der var kommet over til Sjælland, havde gjort oprør, da de skulle aflægge eden. De var derfor blevet afvæbnet og holdt som fanger. De blev nu for en stor del sejlet til Svendborg for over Odense at føres ad Tyskland til. I september kom der omkring 100 fanger hver dag i en uges tid. De overnattede i rådstuesalen, hvor der var strøet halm til dem, og bespistes på byens regning, til de - ofte bagbundne - kunne føres bort. Folk gjorde sig et ærinde op i rådstuesalen for at se, om der blandt fangerne skulle være nogle, der tidligere på året havde været i Svendborg. Det var der undertiden, og gensynsglæden kunne da ikke skjules fra nogen af siderne. Så blev der stukket lidt ekstra til dem.
Da fangetransporterne var forbi, forsvandt de sidste franskmænd fra byen, og beboerne kunne ånde lettet op. Men det havde været et dyrt bekendtskab, den samlede udgift for hele landet beløb sig til 6 mio. rigsdaler, næsten hele landets indtægt på et år.
Men det var altså lidt om, hvad svendborgerne oplevede sommeren 1808.
Ovenstående er et genoptryk af en gammel artikel af Ove Marcussen om en spændende periode i Svendborgs historie. Marcussens stavemåder og valg af typografi er bibeholdt.