Baggrund
I perioden fra februar til maj 1945 ankom omkring 350.000 sårede soldater og civile flygtninge til Danmark fra Tyskland. Det var resultatet af en storstilet og yderst farlig redningsaktion over Østersøen. Ca. 200.000 flygtninge måtte blive her i landet efter befrielsen – indespærret bag pigtråd. Nogle af dem kunne først fire år senere vende tilbage til Tyskland.
Af flygtningene kom godt halvdelen fra Østpreussen, resten fra Danzig, Vestpreussen og Pommern (de nordlige egne af det nuværende Polen og det tidligere Østtyskland). Mange flygtninge mistede livet under flugten over Østersøen. Den største katastrofe var med skibet Wilhelm Gustloff, hvor omkring 9.400 tyske flygtninge og sårede soldater druknede, da skibet blev sænket af missiler fra en russisk ubåd.
De danske myndigheder protesterede, da man modtog meddelelsen om, at Danmark skulle modtage sårede soldater og civile flygtninge fra Tyskland. Man henviste til, at placeringen af de tyske flygtninge stred imod gældende regler, men alle protester var nyttesløse.
De første flygtninge blev privat indkvarteret hos det tyske mindretal i Sønderjylland, og hvor værnemagten ellers kunne finde plads, og snart beslaglagde tyskerne skoler, fabrikshaller, missions- og forsamlingshuse.
Til og med den tyske kapitulation gik flygtningene uhindret rundt med penge på lommen - penge, som de fik af den tyske værnemagt. Indkvarteringen var derimod trang, tarvelig og uhygiejnisk.
Omkring 1100 lokaliteter overalt i Danmark husede tyske flygtninge ved befrielsen den 5. maj 1945. Lejrene var indhegnet med pigtråd, fordi de danske myndigheder ønskede at adskille flygtningene fra den danske befolkning og dermed beskytte befolkningen mod sygdom og epidemi. Enhver ikke-tjenstlig kontrakt mellem danske og tyske blev betragtet som strafbar fraternisering. Den totale isolering og afsondring nød bred politisk og folkelig opbakning.
Værnemagtens egne læger varetog det lægelige tilsyn med flygtningene op til befrielsen, om end de havde laveste prioritet i forhold til soldaterne. Dødeligheden var enorm blandt spædbørn og børn i foråret 1945. Mens Danmark endnu var besat, vægrede danske læger sig ved at behandle flygtningene, fordi det var forbundet med fare og betragtedes som forræderi. Fra 5. maj 1945 overgik det lægelige ansvar til de danske myndigheder. I sommeren 1945 var dødeligheden stadig høj på grund af epidemiske sygdomme især blandt børn og ældre flygtninge, men den stabiliseredes fra omkring 1946.
Forplejningen blev også langsomt bedre, selvom flygtningene fortsat manglede såvel tøj som sko og brændsel.
Af de ca. 1100 flygtningelejre, der blev oprettet i Danmark, blev der også placeret en del på Fyn – blandt andet på skoler, forsamlingshuse og større gårde. I den nuværende Svendborg Kommunes område kan nævnes Ollerup Idrætshøjskole, Broholm Slot og Langbjerggård i Gudme.
I begyndelsen, hvor flygtningene ikke var indespærrede bag pigtråd, kunne de bevæge sig frit i det danske samfund. I denne periode havde mange unge mænd forelsket sig i unge tyske kvinder. I årene efter krigen blev der uddelt mange bøder for fraternisering med tyskerne, og man skønner, at de forbudte forbindelser resulterede i 400 – 500 børn af tyske mødre og danske fædre. Det kunne også være svært for de unge værnepligtige vagter at holde den fornødne afstand, når de dagen lang gik op og ned ad flygtningene. Et eksempel skal nævnes: En ung dansk værnepligtig blev forelsket i en ung tysk kvinde i Oxbøllejren i Vestjylland, hvor der var 35.000 flygtninge. Da hun slap ud af lejren i Oxbøl flygtede de sammen til Fyn og bosatte sig i et af Broholms huse. Han fik arbejde på en nærliggende gård, mens hun gik hjemme og passede børn og hus. Hun lejede et stort stykke jord, hvor hun dyrkede de grønsager, som familien skulle bruge. Hun havde et typisk tysk pigenavn, og for at skjule sin tyske herkomst, valgte hun at bruge et dansk pigenavn. Man skal huske på, at tyskere i mange år efter krigens ophør stadig var uønskede i det danske samfund.
Flygtningene på Broholm
I begyndelsen af 1945 blev der oprettet en tuberkulosestation og indkvarteret tyske flygtninge på Broholm slot. De boede overalt på slottet, så der forestod et større oprydnings- og restaureringsarbejde, efter at de havde forladt stedet. Hvor mange, der var, vides ikke. Det var børn og voksne, som var i en elendig forfatning. De var magre og syge og havde kun lidt - ofte pjaltet - tøj at gå i. Det var strengt forbudt at komme i nærheden af dem på grund af smittefaren, idet mange af dem foruden tuberkulosen havde andre smitsomme sygdomme. Slottet blev bevogtet af værnepligtige CBU-ere – altså det, man i dag kalder Civilforsvaret. Disse værnepligtige var indlogeret rundt om på egnens gårde.
Der var ikke pigtrådshegn omkring slottet, idet slottet delvist var omgivet af voldgraven, og ud imod indkørslen var der et jerngitterhegn og en jerngitterlåge.
I vinteren 1945/46, hvor voldgraven var frosset til, så der kunne skøjtes og leges på isen, fik de tyske flygtningebørn tilladelse til at komme på isen. De var i en frygtelig stand: Fodtøj var enten for stort eller småt, og overtøj var snavset og laset og var ligeledes for stort eller småt.
Der var ikke megen adspredelse for flygtningene på slottet. Om sommeren så vi dem ofte stå og fange fisk i voldgraven med primitive fangstredskaber.
Det var en yndet fornøjelse for børnene, der færdedes på Broholm, at provokere flygtningene om sommeren, men om vinteren, når der var is på voldgraven, forholdt de sig i ro.
Flygtningene havde et legitimationskort, som de skulle medbringe, når de bevægede sig udenfor lejren. På dette kort stod deres navn, stilling, fødselsdag, fødested, i hvilken lejr de boede, samt hvad de havde tilladelse til udenfor lejren, og så var det underskrevet af Gudme-Brudager Kommunekontor. Flere af flygtningene i Gudme havde tilladelse til at gå til Broholm og deltage i arbejdet på tuberkulosestationen, og flere af flygtningene på Broholm havde tilladelse til at gå til Gudme – sandsynligvis for at handle. Flygtningene havde en firehjulet trækvogn, som de fragtede varerne på.
Flygtningene på Broholm var der ikke længe. I løbet af 1946 forsvandt de. Sandsynligvis rejste de hjem til Tyskland.
Flygtningene på Langbjerggård i Gudme
På Langbjerggård i Gudme var der under anden verdenskrig placeret en baraklejr til tyske soldater samt et barakanlæg med to pejletårne. Disse to pejletårne hørte under det tyske ”Luftwaffe”. Hvor mange tyske soldater, der var stationeret i Gudme under anden verdenskrig vides ikke – måske et par hundrede.
På Langbjerggaard levede familien Rosager roligt side om side med det tyske militær under Anden Verdenskrig.
Umiddelbart efter krigen boede der omkring 100 tyske flygtninge i barakkerne. De kom hertil især fra området omkring Danzig. Det var unge piger, gamle mænd, kvinder og børn. De var drevet fra hus og hjem under russernes fremrykning.
Flygtningenes eneste kontakt med omverdenen var, når der var post fra hjemstavnen. Glæden var stor, når der var hilsener fra venner og bekendte med bud om, hvordan det stod til derhjemme. Der var flere, som var grebet af modløshed og fortvivlelse, når de dag efter dag kom ned på gården til Kristine for at høre, om der var kommet post fra deres pårørende.
Blandt flygtningene var der et forældrepar, som havde to sønner på 13 og 14 år hos sig. Faderen var der kun, fordi han var uegnet til militærtjeneste. Forældreparret havde otte andre drenge, som var med i krigen. Flere af dem var allerede faldet. Forældreparret modtog en slags pension fra Hitler-styret som kompensation for de mange sønner, der deltog i krigen. Disse penge følte de, var en meget stor erkendtlighed at modtage fra fædrelandet.
De to drenge, der var i lejren, var meget optaget af livet på Langbjerggård. Når Kirstine stod op om morgenen ved halvsyvtiden, sad de to drenge allerede på slagbænken og ventede på instrukser om, hvad de kunne hjælpe med den pågældende dag. Man skal huske på, at der – i modsætning til de store flygtningelejre - ikke var pigtrådshegn omkring lejren på Langbjerggård.
I løbet af 1947 rejste flygtningene hjem til Tyskland.
Dødsfald blandt flygtningene
De flygtninge, der døde under opholdet, blev begravet på Fredens Kirkegård i Svendborg. Her finder man en mindelund for faldne engelske og tyske soldater samt tyske flygtninge. Endvidere blev en enkelt flygtning begravet på Gudme Kirkegård, men dette gravsted er slettet for mange år siden.
Tyske flygtninge begravet på Fredens Kirkegård i Svendborg:
Ernst Hensel
* 13. 5. 1876 i Bublitz ( i dag Bobolice)
+ 26. 3. 1946 i Gudme / Broholm, 70 år
Karl Naumann
* 14. 12. 1891 i Goldap
+24. 12. 1945 på Broholm, Gudme, 54 år
Max Schwertfeger
* 24. 5. 1898 i Strauchhütte (i dag Kierzkowo)
+ 19. 11. 1946 på Broholm, Gudme, 48 år
Auguste Wege
*1. 3. 1873 i Parpat (i dag Paproty)
+ 2. 10. 1945 på Broholm, Gudme, 72 år
Af Karl Johan Rasmussen, 2012
Referencer:
Arnold Andersen, 1989: ”En egn, dens folk og virke” . S.A.L. Forlaget
Birgitte Grice, 2012: Personlige oplysninger
Jørgen Fredeløkke, 2011: Personlige oplysninger
Fredens Kirkegård, Svendborg
Gudme Lokalhistoriske Arkiv
Varde Museum