”Forbilledet er et fotografi af Svendborg Torv anno 1890”
De forretningsdrivende i Svendborg modtog i begyndelsen af juli 1977 et brev med opfordring til at deltage i en helt speciel torvedag den 4. august samme år.
Trods det korte varsel blev Gammel Torvedag en bragende succes og en begivenhed, som har holdt til vore dage. Den første torsdag i august forvandles torvet til et mylder af folk, boder, mad og drikke, musik og sang.
Ideen kom fra Bent Magelund fra det da nyetablerede Sydfyns Centrum, og det er uden tvivl ham, der har ført pennen i opfordringen til de handlende.
Der skal, hed det bl.a., skabes et rigtigt miljø med arbejdende stande som f.eks. pottemager, guldsmed, træskomager, pibedrejer, rygeoste-dame m.v.
Boderne skal have en særlig, men ikke ensartet udformning, og der må ikke være noget ”falsk” med. Heste- og trækvogne kan også bruges som bod. En lirekassemand skaber en særlig stemning.
De handlende blev opfordret til at kikke i gamle bøger og klædeskabe for at få inspiration til at iklæde sig tøj, der kunne masse ind i det gamle miljø.
-Et minimum må være hovedbeklædning i tidens stil, hed det.
De besøgende opfordres til at komme i gamle dragter, og skal lokkes hertil med et gratis måltid på et af traktørstederne.
Restaurationerne blev anbefalet til at lade kogemesteren fremskaffe en torvetallerken ret til en behagelig pris.
Sydfyns Centrum satsede 40.000 kr. på den første torvedag. Formanden, kaffehandler Arne Wieben Hansen, sagde til Fyns Amts Avis, at han var overrasket over, at man nåede at gennemføre arrangementet, som nok bliver det største af sin slags i Svendborg.
Dagen efter den første torvedag skrev amtsavisen:
”Titusinder med, da Svendborg gik agurk i høj hat og krinoline”. Det hed også, at parkeringspladserne langt ud i periferien var besat, og at det blev et nostalgisk gensyn med de glade 90ére.
Avisen kaldte torvedagen for det hidtil største folkelige arrangement i Svendborg i mange, mange år.
”Det virkede ægte og var dejlig fri for gøgl”, skrev den udsendte medarbejdet fra Sct. Nicolai Gade, Gunnar Juul.
Et er at få succes første gang, men med anden gang?
I reportagen i Fyns Amts Avis fra Gammel Torvedag 1978 noterede journalist Peter Faber:
”Ifølge Gyldendals Røde Ordbog, årgang 1960, er en succes noget, der har et heldigt udfald eller et godt resultat. Det dækker i få ord dette års torvedag. Hvad man ikke troede muligt, nemlig at overgå sidste års succes, lykkedes”.
Entertaineren Ulrich Ravnbøll fremførte ved åbningen en prolog, hvori det bl.a. hed:
”Alt det de troede var passé
gør Svendborg til en succes,
vær vis på det”
Og sådan gik det ellers slag i slag år efter år. Faste punkter var gratis morgenmad ved åbningen kl. 8, Den gamle Variete, hvor medlemmer af Visens Venner behørigt udklædt sang festlige og frivole sange og viser. Bangsbo Strand Byorkester satte kolorit på festlighederne. Borgervæbningen gik sin vagtparade, og i mange år var Dræsinebanden et fast populært underholdnings indslag. Det hele sluttede med et torvebal om aftenen.
Såvel for svendborgensere som turister var og er det en fast tradition, at den første torsdag i august er afsat til et besøg på Svendborgs århundrede gamle torv. Op igennem 1980érne og 1990érne besøgte op mod 50.000 torvet, hvorefter det begyndte at falde noget.
I 2005 var det nær gået helt galt. I et forsøg på at få torvedagen integreret mere i Svendborg Festdage blev det besluttet at holde torvedagen l ø r d a g den 13. august. Det vakte stor kritik og tilslutningen svigtede.
Næste år blev torvedagen igen holdt den første torsdag i august. Alt andet var ganske uhørt.
I 2008 blev besøgstallet vurderet til at være 30.000, og det blev noteret, at arrangementet igen var ved at komme til kræfter.
I 2013 afviste Shopping Svendborg (det nye navn for Sydfyns Centrum), at Gammel Torvedag indgik i et samarbejde mellem Svendborg Festdage og de årlige filmdage i en nydesignet festuge i slutningen af august.
-Gl Torvedag er stærk nok til at stå på egne ben, sagde Svendborgs citychef, Mogens Balle.
Han slog samtidig helt og aldeles fast:
-En af de helt ufravigelige traditioner er, at Gammel Torvedag holdes første torsdag i august.
I de seneste år er der røster, som mener, at Gammel Torvedag har fjernet sig noget fra det oprindelige oplæg, ligesom det er begyndt at knibe med udklædningen i gamle dragter.
Men sådan er det jo – alting var bedre i gamle dage…..
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2015