viebaeltegaard1Ved flere gode menneskers forenede anstrengelser lykkedes det i 1972-73 at ændre en beslutning om, at den sidste egentlige fattiggård i en dansk købstad ikke skulle rives ned, men bevares for eftertiden som en del af Svendborg Amts Museum. Overdragelsen til denne institution af Viebæltegård, fandt sted den 1. april 1974.

Da Svendborgs byråd i december 1872 kunne præsentere den nye fattiggård, som var blevet opført uden for byen på markedspladsen efter tegninger af arkitekt Jens Juel Eckersberg, vidste borgerne næppe, at dette bygningskompleks var en af de mest moderne sociale institutioner i datidens Danmark. Men borgerskabet havde fået et kedeligt socialt problem bragt uden for bykernen.

Mens byggeriet på de tre fløje var i gang, fremsatte Eckersberg forslag om, at der som en fjerde fløj opførtes et kapel med tilliggende lighus, så der kunne holdes gudstjenester på stedet. Der var nemlig tit klager over, at lemmerne tiggede i forbindelse med søndagens kirkegang nede i byen. Dette forslag vakte en hidsig debat på tre møder i træk i byrådet, der i parentes bemærket bestod af 11 konservative og en kongevalgt borgmester, der næppe afveg meget i politisk henseende fra de øvrige. Nogle byrådsmedlemmer fandt det for dyrt, aldeles overflødigt - ja, ”måske endda skadeligt”. Omsider blev dog denne ekstra udgift på 350 rigsdaler vedtaget med 7 stemmer mod 5.

Under byrådsdebatten blev det foreslået at kalde den nye institution ”forsørgelsesanstalt” i stedet for det belastende udtryk ”fattiggård”. Men flertallet holdt på det navn, som tydeligt sagde, hvad meningen var: ”Fattig- og Arbejdsanstalt”.

Dette samfundets pulterkammer for forliste menneskeskæbner var oprindelig beregnet for ca. 80 lemmer, men i årtier var der overbelægning. I den søndre fløj fandtes forsørgelsesanstalten for gamle og svagelige lemmer. Her indrettedes desuden nogle sygestuer til fattigvæsenets syge, men afdelingen udvidedes, således at man også kunne optage ”private Syge fra By og Land”, indtil byens nye sygehus blev indviet i 1891. I en tilbygning var der indrettet to celler til optagelse af midlertidigt indlagte sindssyge.

I den nordre fløj fandtes arbejdsanstalten for yngre og arbejdsdygtige lemmer. Den var delt i to afdelinger, hver med sin gård, adskilt af en mur, for der var én afdeling for mænd og én for kvinder, ”idet Adskillelsen mellem Kjønnene her strengt gjennemføres”. Man fristes til galgenhumoristisk at sige, at datidens prævention var pigtråden øverst på murene.

I modsætning til en stor del af købstadens huse var der her gas- og vandledninger i alle bygningerne, og samtlige lokaler opvarmedes ved almindelige kakkelovne. I forsørgelsesanstalten anvendtes træsenge med dyner - i arbejdsanstalten ”Jernsenge med Madrats og Tæpper”. Jo - selv på skumpelskud kunne man gøre forskel - og det at være fattig var mere Guds straf - altså noget man ikke havde indflydelse på - hvorimod en arbejdssky person selv stod inde for sit valg.

I Regulativet for fattiggården får vi endvidere at vide: ”Børn anbringes kun aldeles midlertidigt på Fattiggården, idet Fattigvæsenets Plejebørn udsættes i privat Pleje paa Landet, I Reglen hos ejendomsbesiddere, der selv ingen børn have”. Betalingen var i 1891: For de 2 første leveår 100 kr. årligt. Fra det 2. til det 4. år 80 kr., fra det 4. til det 6. år 72 kr., fra det 6. år til konfirmationen 60 kr.

Princippet bag denne besynderlige afregning var følgende: At jo ældre barnet blev - des mere glæde havde plejefamilien af barnets arbejdsevne - derfor den faldende takst med den stigende alder. Jo, alt var skam gennemtænkt til mindste detalje. Vi kan blot med en stille gysen konstatere, at sådan var lovgivningen frem til K. K. Steinckes socialreform i 1933. Lemmerne sattes efter deres alder og helbred til forskelligt arbejde, hovedsageligt plydsning af værk og krølhår, sivfletning og måttesyning, blår- og hårspinding, stenslagning, vævning, forarbejdelse af ildtændere, flaskehylstre og kokosgulvmåtter samt mindre reparationer på bygninger og inventarium.

Også her var princippet: Forsorgen skulle koste mindst muligt, og jo mere lemmerne selv kunne yde, desto bedre. Fattiginspektøren, som i disse år var pensionerede officerer med en høj administrativ uddannelse, fik derfor som et yderligere incitament procenter af produktionen oven i den i øvrigt ganske udmærkede løn.

Også lemmerne fik vederlag. I 1890’erne fik de fleste 8 eller 12 øre pr. uge foruden overarbejdspenge, som varierede fra ingenting til nogle få kroner. Når et af lemmerne lejedes ud til at arbejde for private udenfor anstalten var der 3 takster: 50, 85 eller 100 øre pr. dag.

I 1903 så årets produktion således ud: 30 måtter à 1 kvadratalen, 296 kv.alen mistbænkmåtter, 37.250 flaskehylstre, 167.700 ildtændere (der var mange, der fyrede med fugtigt brænde og tørv) 629 kv.alen kokostæppetøj, 7920 kokosmåtter, 890 kubikalen skærver, 6 ligkister, 58 skibskister, 2142 pund hår kartet, 2177 pund hår spundet, 1073 kv.alen fæhårs tæppetøj, 5693½ pund værk plydset, 266½ værk spundet (værk blev benyttet til kalfatring af de mange skibe, der i disse år byggedes på de sydfynske træskibsværfter), 2310 sække lappet, 121 muleposer, 21 rørmåtter, 14 klosetter, 43 kodækner, 264 skurebørster, 27 koste, 274 karskrubber og endelig 22½ daglejer for private!

Mange af disse produktioner fortsatte også efter, at K. K. Steincke havde ophævet fattiggårdsbegrebet. I stedet omdøbtes institutionen: Arbejdsanstalt med tilhørende Forsørgelsesafdeling og Sygeafdeling - og fra 1935 hed gården Viebæltegård. Med Jul. Bomholts reform fra 1961 ændredes navnet til forsorgshjem - og først nu blev opholdet helt frivilligt.

Viebæltegård har som museum bevaret en del af interiøret fra overtagelsen i 1974. Bygningerne med det store haveanlæg er fredede af Det Særlige Bygningssyn. Der er åbent for besøgende seks dage om ugen.

Gå til toppen