Kører man på Christiansmindevej, kommer man forbi en stor træbygning ved siden af Villa Svea. Det er resterne af Manzanatårnet.
Tårnet blev bygget af Theobald Weber (Thebe) i 1933.
Det var med sine 220 fod (65 m) Skandinaviens højeste trætårn. Tårnet var indrettet med tagrestaurant 200 fod over havet. 150 trin op. Fra platformen var den herligste udsigt over Sundet. Nedenunder var hovedrestauranten med dans og musik. Restauranten var indrettet med udsøgt inventar. Fx æbleformede lamper. Man var lige midt i Webers æbleplantager.
Tårnet fik ikke nogen lang levetid. Træet rådnede, og allerede i slutningen af året 1938 måtte den øverste del nedtages. Der blev indrettet udstillingslokaler for kunstneren Kai Nielsen i den resterende del af tårnet, der med sin nye udformning var nogle meter højere end Rundetårn. Museet med 35 afstøbninger af skulpturer blev åbnet 6. juli 1940. Samlingen blev lukket få år efter bl.a. på grund af hærværk under besættelsen. Den oprindelige plan med at bygge et museum på en tilstødende grund blev ikke til noget.
Omkring 1948 blev endnu en del af tårnet fjernet, så kun den nuværende del stod tilbage.
Theobald Weber var også involveret i bygningen af Odinstårnet i Odense.
Årbog 1983 for Svendborg & Omegns Museum har flere oplysninger om området.