moellergade11Bygningen med facade både mod Møllergade og Lilletorv er grundmuret, pudset og rødmalet. Den har volutsvungne, renæssanceprægede gavlkviste, og facaden fra 1. sal og op er udsmykket med pudsprofilerede, hvidmalede bånd, pilastre og ornamentik. Øverst på gavlkvisten mod Lilletorv stod indtil for få år siden husets navn ’Svendborghus’.

Før 1854 var denne bygning og Torvet 1 og 2 én stor ejendom. Første ejer efter opdelingen var købmand Harald W. Jensen, som i 1855 byggede nyt på grunden. Fra 1874 til 1910 var købmand Jens Frederik Winther ejer, og det var i hans tid, formentlig 1906, at bygningen fik sit nuværende udseende. Siden har ejendommen haft adskillige ejere, inden den i 1989 blev købt af Birgitte Muldorff Hansen.

moellergade11 1I forretningen mod Lilletorv finder vi i dag Torvegrillen, og før den var der et Miniteria. Ældre svendborgensere vil sikkert også vide, at Svendborg Andels Svineslagteri fra 1934 havde sit udsalg her. Endnu tidligere var her smørforretningen ’Favorit’ og manufakturhandelen ’Boston’.

Gunnar Thomsen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2017

Gå til toppen