Ejendommen, det tidligere Løveapotek, der er opført i 1887-88 i italiensk renæssancestil, er tegnet af arkitekten H.B. Storch. Facaden står som blank, rød mur med mange fremspring og mønstre udført i formsten og yderligere dekoration med rosetter. I vinduespartierne på 1. sal er endvidere indsat tre sandstenssøjler. Tagbeklædningen er af grå naturskifer. Ejendommen er renoveret i 1965 og igen i 1993-1994, hvor den blev ført tilbage til sit oprindelige udseende.
Apoteket, der er oprettet i 1738, lå oprindeligt på Tullebrinke i Møllergade. Som symbol på apotekets navn var der et skilt over døren, der forestillede en hvilende løve. Ud over at sælge medicin, vin og krydderier modtog apotekeren også rejsende, idet byen ikke havde noget gæstgiveri. Det var således her, at Fyns guvernør, prins Chr. Frederik, den senere Christian VIII, og gemalinde boede under ophold i Svendborg.
Første apoteker var Chr. Holmstedt, som i 1770 solgte til Martin Werner, der ejede apoteket indtil 1792, hvor C.A. Lacoppidan tog over. Derefter overgik apoteket i 1867 til G.P. Petersen, og det var ham der i 1888 flyttede apoteket til den nuværende statelige bygning på torvet, hvor især ekspeditionslokalet var usædvanligt smukt udformet med et malet glasloft og mørke træpaneler.
Som andre apoteker fremstillede Løveapoteket selv meget af medicinen, og det var det første apotek, som fandt på at producere piller med sukkerovertræk.
Efter 126 år på torvet flyttede apoteket i 2014 til Svendborg Bycenter, hvorefter der i ejendommen blev indrettet sushirestaurant.
Anne Marie, Britta og Lene, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2017.