Destruktionsanstalten i Vormark blev grundlagt af Niels Peder Nielsen, i daglig tale kaldt ”NP”.
Han blev født i 1887 i Vormark, hvor moderen Maren Hansen havde købmandsforretning, og faderen Niels Hansen havde skrædderværksted i hjemmet, hvor destruktionsanstalten senere havde til huse.
Hans uddannelse som slagter begyndte allerede i 12-13-års alderen hos slagter Peder Holmskov, som boede overfor hjemmet i Vormark. Han kørte med i hestevognen til torvet i Svendborg og på turene rundt til bønderne i omegnen for at købe dyr. Slagterfaget lærte han hos slagter Franke i Svendborg. Lærlingene leverede dengang kødvarer ud til kunderne båret på et slagtertrug. Efter endt uddannelse rejste han til Jylland og virkede som slagter og handelsmand i området mellem Viborg og Skive.
I 1913 giftede han sig med Laura Ottilie Sørensen, som han havde lært at kende under opholdet i Jylland. Laura fortalte senere, at da de forlod rådhuset i Svendborg efter at være blevet gift, mødte de en mand, som kom gående med et dyreskind. NP spurgte ham, hvad han skulle have for skindet – men her stoppede hustruen ham alligevel.
Efter giftermålet begyndte han at handle med dyr, men det var ikke nogen god forretning på det tidspunkt.
I 1922 brændte stuehuset med det meste af indboet, men bygningen blev genopført.
Efter råd fra sin gamle læremester, slagter Holmskov, begyndte han at opkøbe døde dyr og afsmelte fedtet ved at koge dem. Det foregik i starten i en gruekedel hjemme i vaskehuset.
Det såkaldte tekniske fedt havde mange anvendelsesmuligheder på grund af sit store indhold af proteiner – bl.a. til fremstilling af sæbeprodukter. Han begyndte at køre rundt til gårdmændene i omegnen med hest og vogn og opkøbe døde kreaturer – selvdøde eller aflivede på grund af sygdom.
Gruekedlen blev snart for lille, og han fik opført et fabriksanlæg o. 1930.
Inden afsmeltningen af fedtet blev skindet skåret af de døde dyr. Derefter blev huderne og skindet saltet, så de kunne holde sig i længere tid.
De flåede dyrekroppe kom nu ned i en såkaldt ”smelter” – en stor cylinder, hvor der kørte nogle kæmpestore vinger rundt indeni. Cylinderen kunne rumme 2 tons ad gangen. Når indholdet var blevet godt og grundigt knust blev det sat under damptryk, så fedtet blev presset uf af kødet.
Herefter blev dampen lukket af, og beholderen kørte rundt i yderligere et par timer. Cylinderen blev åbnet og hele indholdet tømt over i en kasse. Herfra kunne fedtet løbe ned i en beholder, som opsamlede fedtet.
Det tekniske fedt blev kørt til stationen i Hesselager og herfter med jernbanen til København, hvor det blev solgt på de såkaldte fedtauktioner.
Lugten fra destruktionsanstalten var ikke populær hos byens indbyggere – især ikke når dampen blev lukket ud af smelteren. Det skete 2-3 gange om dagen. Det siges, at det kunne lugtes helt ovre i Lohals på Langeland.
Restproduktet blev ledt op i en centrifuge med en masse omdrejninger. Herved kunne der presses yderligere fedt ud af massen.
Det nye restprodukt af knogler og andet blev ført over i en kværn, hvor det blev kværnet til noget fint pulver – det såkaldte kød- og benmel, som var meget efterspurgt til dyrefoder takket være det høje indholdet af protein.
Under 2. verdenskrig blev fremstillingen af teknisk fedt en god forretning. Der var knaphed på mange ting – også sæbeprodukter. Virksomheden havde sin storhedstid i 1950’erne, hvor der var 5-6-ansatte. I perioder blev der endog arbejdet i døgndrift.
Der var flere daglige dyrlægebesøg for at obducere dyrene og finde dødsårsagen, hvis der var tale om forsikringssager.
NP eksperimenterede også med afsmeltning af strandede hvaler, og på et tidspunkt modtog destruktionsanstalten store mængder affald fra Ørbæk Fjerkræslagteri.
Restriktioner for udledning af spillevand satte en stopper for destruktionen i april 1965. Hidtil var spildevandet blevet ledt ned til den nærliggende Stokkebækken. Også spillevand fra Vormark Mejeri blev ledt denne vej. NP foreslog bestyrelsen for Vormark Mejeri, at de skulle opføre et rensningsanlæg i fællesskab, men det ville den ikke være med til.
NP fik forbud om at lukke sit spillevand ud – han kaldt det selv ”det rene fiskefoder” – medens mejeriet kunne fortsætte med at lukke deres ud på trods af, at det bl.a. indeholdt skrappe rengøringsmidler (saltsyre o.a.) – ifølge NP. Så han mente, at han blev uretfærdigt behandlet.
NP, som efterhånden var kommet op i årene, valgte at lukke sin virksomhed. Smelter, centrifuge med mere blev solgt til destruktionsanstalten ”Blåkilde” i Vantinge.
De tidligere omtalte huder og skind var hidtil blevet opkøbt af en mand i Nyborg, som også havde nået pensionsalderen. Han spurgte derfor NP’s søn, Børge Høegh Nielsen, om han var interesseret i at overtage hans firma og køre ud og afhente huder og skind hos slagterne på Fyn.
Aftalen kom på plads, og også Børge Høegh Nielsens søn, Svend Erik Høegh, kom med i firmaet. Udover huder og skind indsamlede de talg til videresalg, og på slagteriet hjemme i Vormark rensede de tarme fra svin til fremstilling af medisterpølser. De rensede desuden kalvemaver (kalluner), som efter tørring blev solgt videre til fremstilling af osteløbe.
Skindene blev leveret til mindre garverier, hvor de blev garvet f.eks. til lammeskind, som i en periode var populære til lænestole m.m.
NB. Niels Peder Nielsen var også kendt for sin store interesse for travløb. Han havde i en lang periode travheste gående på Odense Travbane i Sanderum og sad ofte selv i sulkyen.
Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2020
Kilde: Jan Høegh, Hesselager