I over 180 år har der stået en mølle på dette sted. Den kom til at hedde Christiansmøllen efter møllens grundlægger Christian Klingenberg. Christian blev født i 1798 i Svendborg Bymølle (vandmølle) ved Mølledammen og voksede op der. Bymøllen blev overtaget af møllersvenden Jørgen Hansen, efter at Christians far døde i 1804. Christian blev boende i bymøllen sammen med sin mor og sin storesøster.
I 1806 købte bymøller Jørgen Hansen også stubmøllen på toppen af Galgebakken. Samme år blev han gift med Christians mor, og blev dermed Christians stedfar. 1809 flyttede Jørgen Hansen stubmøllen o. 200 meter mod øst.
Da Christian Klingenberg var 31 år, købte han stubmøllen af sin stedfar og opførte senere den første Christiansmølle lidt længere mod øst (hollandsk mølle) og en stor møllegård lige nord for møllen. Den 1. Christiansmølle var så godt som identisk med den nuværende Christiansmølle - samme placering, højde, drøjde, hvid, muret helt op til hatten, med 2 hejse og 4 kværne på kværnloftet og 2 grubbekværne under gulvet. På dette tidspunkt var hatten en båd-/kaskethat, og vingerne var til sejl dvs. de svikkedes (indstilledes) manuelt, og møllen havde svans, dvs.et stort træskelet, der endte på svikstillingen, hvor hatten krøjedes (drejedes) manuelt.
1855 blev møllen solgt til H.H. Mølmark, men kun godt fire år efter Mølmark havde overtaget møllen, sneg en mand sig ind på gårdspladsen. Han listede langs husmurene op til møllen, brød ind og satte ild til den første Christiansmølle, som udbrændte totalt. På kun et år blev møllen bygget op igen, magen til den første og på nøjagtig samme sted. I 1873 kom der løghat på beklædt med zink - men stadig sejl og svans.
Efter flere forskellige ejere overtog Petersen & Jensens Grovvareselskab i 1915 møllen, og den blev kraftigt moderniseret. Man gik væk fra sejl og svans til en ny løgformet hat med vindrose (den blev selvkrøjer) og La Cour Klapvinger (den blev selvsvikker). Møllen fik de tre farver blå, rød og gul på undermøllen. I de samme år blev der bygget et stort motorhus med en kæmpestor 50 hk Dieselmotor. Motoren var kun installeret som hjælp til dage uden vind. Frem til 1946-47 var vindkraften stadig hovedkilden til mølleriet. Herefter blev klapvingerne fixeret, og man gik over til udelukkende motor.
1. december i 1958 ophørte mølledriften. Svendborg Kommune overtog møllen, der igen blev helt hvid, og i 1959 blev den fredet. Møllen stod nu tom i mange år og forfaldt langsomt men sikkert. I 1963 kom der pyntevinger på, og det blev en tradition med lys på vingerne i december.
Fra 2017-2019 har møllen gennemgået en meget omfattende restaurering efter aftale med kulturstyrelsen og efter nedsættelse af et møllelaug. Restaureringen er hovedsageligt betalt af Svendborg kommune. Møllen kan med sin placering ses viden om, og svendborgenserne ser den som et smukt vartegn for byen.
Christiansmøllens Laug, der udelukkende består af frivillige personer, har siden restaureringen arbejdet med at genskabe så meget som muligt af det indvendige inventar, gjort udenomsarealerne kundevenlige med bl.a. trappebænk og bord/bænksæt og åbnet møllen for publikum ved 6-7 årlige arrangementer.
Christiansmøllens Laug udsender månedlige nyhedsbreve og har udarbejdet flere historiske skildringer af livet på møllen.
Se evt. laugets officielle hjemmeside: christiansmoellen.dk.
Henrik Nørregaard,
næstformand i møllelaugets bestyrelse, 2021