Som følge af kommunesammenlægningen 1. april 1970 blev der vedtaget en del nye love. En af dem var miljøloven. Blandt meget andet medførte den stramme retningslinier for etablering af nye lossepladser. Hidtil havde det været sådan, at man bare fandt en tømt grus- eller mergelgrav, som man så blev enige med ejeren om at fylde op med affald. Nu blev der krav om indhegning og faste åbningstider samt fast bemanding. Samtidig begyndte der at blive rejst krav om lukning af eksisterende pladser.
Det stod klart, at med de nye krav måtte kommunerne mange steder gå sammen for at få en rentabel drift. Nogle østfynske kommuner begyndte i fællesskab at se på mulighederne. De nedsatte et politisk udvalg til at arbejde med den opgave, men det viste sig hurtigt, at opgaven var meget vanskelig. Ingen af de undersøgte steder var velegnede, når de nye krav skulle opfyldes. Det var meget svært for alle at omstille sig til, at affald var noget, man skulle passe på, og at det måske endda kunne udvikle sig til at være en handelsvare.
I april 1975 indgik Kommunekemi en 5-årig aftale med gårdejer Knud Grønbjerg, Stenagergård ved Klintholm om deponering af 10.000 ton affald årligt fra virksomheden i Nyborg. Nærmest ved en tilfældighed foreslog direktør Aksel Nielsen, Kommunekemi, kommunerne, at de også forsøgte at deponere på Stenagergård. Aftalen med Knud Grønbjerg kostede Kommunekemi kr. 15.000, - om året og omfattede cirka 2 ha.
Der var mange store og dybe kalkgrave på Stenagergård, og fordi kontrakten mellem gårdejeren og det firma, som gravede kalk, var dårligt formuleret, havde det kunnet grave på kryds og tværs. Mange syntes, at det var en god ide
at forsøge på at
bruge disse grave, og da man var begyndt at se på et sted i Gudme Kommune, fik denne selvfølgelig også en politiker med i det politiske udvalg.
Det viste sig hurtigt, at vi igen led af gammeldags tankegang, for kalkgravene var ikke nogen fordel, når vi ikke måtte deponere affald i grundvandet. Derfor blev de fyldt op med jord og kalk fra de på stedet værende stakke. Fordelen ved stedet var derfor primært, at kalk er et godt underlag til at neutralisere udsivning fra affaldet, og arealets landbrugsmæssige værdi var ringe.
Fredningsmyndighederne var selvfølgelig også meget inde i sagen, og fredningsnævnet, hvis formand var dommer Julius Poulsen, Svendborg, besigtigede området under protest fra Knud Grønbjerg. Knud Grønbjerg modsatte sig fra første færd ideen om lossepladsen, og gjorde alt hvad han kunne for at stoppe og forhale sagen. Han satte advokat Peter Borch, Svendborg til at varetage sine interesser. Som modspil til dette satte kommunerne advokat Henrik Nørkær, Svendborg, på sagen. Man forsøgte forskellige kompromisser bl.a. en ordning, hvor Knud Grønbjerg ville få et bestemt beløb for hvert læs affald, men intet hjalp. Man kunne ikke ekspropriere arealet, fordi det var landzone. Derfor udarbejdede man en byplanvedtægt, så området kom i byzone og dermed kunne eksproprieres. Knud Grønbjerg gjorde, hvad han kunne for at bremse eller forsinke os og ankede næsten alle afgørelser, som kunne ankes, men politikerne stod fast. Nu ville de igennem med den losseplads.
I løbet af 1975-1977 skete der mange ting i sagen, for alt imens at parternes advokater kæmpede for hver deres opgave, nedsatte man i 1976 det endelige lossepladsudvalg, som skulle have ansvaret for etablering af pladsen.
Det blev sammensat således:
Ørbæk kommune Henrik Nielsen
Ullerslev kommune Chr. Ratgen
Ryslinge kommune C. Lund Pedersen
Langeskov kommune Carl F. Andersen
Gudme Kommune Johs. Hornemann Jensen
Nyborg kommune Egon Trondal og Ole Ankær Petersen
Det var en del af aftalen mellem kommunerne, at Gudme Kommunes repræsentant i udvalget skulle være formand og kommunens tekniske chef sekretær.
Som en naturlig følge af det politiske udvalg var der allerede etableret en teknikergruppe bestående af kommunernes tekniske chefer. Teknikergruppen lavede en rapport, som indeholdt forskellige overvejelser. Et afgørende punkt var, om kommunerne skulle forbrænde deres dagrenovation. Et andet, om man købte en kompakter. Man regnede med anlægsomkostninger på ca. 2 mil. kr. ekskl. moms.
Ingeniørfirmaet COWI Consult blev sat til at lave et projekt, og den 7. juli 1977 forelå miljøgodkendelsen fra Fyns Amt. Den blev selvfølgelig også anket, men alt imens prisen for arealet ikke var fastlagt, og der var mange andre usikkerheder ved projektet, kørte man på. Det stod dog fast, at ekspropriationen var lovlig. Den største diskussion med amtet om projektet gik på, om der skulle en vandtæt membran under affaldet. Den var meget kostbar og vi argumenterede med, at vi jo havde et område med et meget tykt underlag af kalk - formentlig 6-700 m. Vi slap for membranen under den første etape, men på de efterfølgende havde alle lært, at selv om det var dyrt, og der var kalk, så var membranen en nødvendighed for at beskytte grundvandet. Allerede i november 1977 stadfæstede Miljøstyrelsen amtets godkendelse, men der var stadigvæk mange forhold, der skulle afklares. Endelig kunne entreprenørarbejdet forberedes og igangsættes. 1. oktober 1980 åbnede man pladsen.
Ekspropriationssagen endte efter mange genvordigheder med, at kommunerne overtog hele Stenagergård og Knud Grønbjerg fraflyttede. Kommunerne valgte at fordele udgifterne efter indbyggeantal opgjort hvert års 1. jan.
Nogle af de mange problemer var, at man i området fandt klokkefrøer, som der skulle graves nye damme til, og en del af området havde så stor geologisk interesse, at det ikke måtte bruges til losseplads. Det var også vanskeligt at fastsætte værdien af den aftale, som Kommunekemi havde med Knud Grønbjerg. Endvidere var der problemer med det nærliggende sommerhusområde og med Naturfredningsforeningen.
I løbet af sagsgangen måtte man også konstatere, at vejforholdene fra Landevejen til Klintholm ikke var gode nok. Der blev holdt borgermøde i Vormark Forsamlingshus om den sag. Mange forslag kom frem bl.a. et forslag om at bygge en vejbro hen over den lave del af Vormark. Der var også forslag om at udbygge vejen til Trappedal. Det viste sig dog ret hurtigt, at ud fra en praktisk og økonomisk synspunkt var det rigtigst at bygge en ny vej udenom Vormark og udbygge det resterende vejstykke. Det kunne laves i etaper efterhånden som trafikken til lossepladsen steg, og økonomien tillod det. Kommunekemi viste sig at være en meget god og forstående samarbejdspartner i den sag.
Lossepladsens drift gav anledning til mange overvejelser. For at trykke affaldet ordentligt sammen ville teknikerne gerne have en kompakter. Det vakte af økonomiske grunde en del politisk modvilje, men gik dog igennem. Hurtigt opdagede vi, at det store arbejde ved at drive losseplads ikke var at modtage og komprimere affald, men at flytte jord. En brovægt blev også nødvendig, og en koordinering af kommunernes renovationssystemer, så man nogenlunde kunne sikre, at alle havde lige meget gavn af pladsen. Det blev aldrig til noget med at lave økonomiske udligningsordninger for de forskellige kørselsafstande, som kommunerne havde til pladsen.
Der blev rejst krav om, at de nærmeste ejendomme skulle forsynes med vandværksvand. Der blev også lavet omfattende undersøgelser af grundvandets strømningsretninger og mængde. Amtets krav til kontrolprogrammer til at holde øje med grundvandet og havet ud for pladsen voksede i løbet af få år til at blive omfattende. Det havde vi fra starten ikke rigtig regnet for noget. Havde der været membran under første etape, kunne det have reduceret kontrolprogrammet. Det blev hurtigt nødvendigt at koordinere disse programmer med kontrolprogrammerne for Kommunekemis deponeringsplads.
Af Jørgen Esbensen, tidl. teknisk chef for Gudme Kommune, 2007