FilmFyn er et regionalt erhvervsudviklingsprojekt med støtte fra EU's regionale Mål 2-midler hvis formål er at skaffe filmproduktioner til Sydfyn.
Projektet er inspireret af andre tilsvarende projekter i både Sverige og Tyskland, hvor man i regionale områder forsøger at skabe et filmmiljø. I Sverige er det i Trollhättan-området, hvor flere af Lars von Triers seneste film er blevet optaget. I Tyskland er det i sær i delstaten Nordrhein-Westphalen, at man har produceret film.
Erfaringerne viser, at hvis man flytter filmproduktion til et område, så skabes der en vækst i området i form af arbejdspladser om omsætning hos håndværkere, restauratører og hoteller. Samtidig er samspillet mellem de private og offentlige midler med til at markedsføre lokalområdet og styrke områdets kulturelle image. Rent praktisk får producenterne kun den offentlige støtte, hvis de selv omsætter et beløb i regionen svarende til det dobbelte af den støtte de modtager fra FilmFyn.
Kunstnerisk har dansk film været i fremgang siden starten af halvfemserne og er dermed også blevet en erhvervsmæssig succeshistorie. Tidligere blev danske film i væsentlig grad kun produceret med betydelige subsidier fra staten, men i de senere år har der været økonomiske gevinster at hente. For at et lidt forsømt lokalområde kunne drage nytte at dette, og sørge for at forlænge succesen, startede man som sagt FilmFyn, der skulle fungere som en dynamo i omstillingen fra industriøkonomi til oplevelsesøkonomi og skabe rammerne for en regional funderet filmindustri.
Den fynske ordning startede i 2003 og foreløbig er mere end en snes film blevet produceret på Sydfyn under denne ordning.
Blandt disse kan nævnes "De grønne slagtere" og "Adams æbler", der er optaget i Faaborg.
I Svendborg har man blandt andet optaget "Springet", "Solkongen", "De fortabte sjæles ø" og den seneste "Far til fire"-film.
Især Solkongen var en kunstnerisk og kommerciel succes, der præsenterer et solbestrålet, attraktivt billede af Svendborg og Svendborgsund.
Foruden selve filmoptagelserne har filmbranchen også i de senere år anvendt Svendborg som hjemsted for et årligt Filmtræf, hvor flere hundrede filmfolk mødes for at se film at snakke tværfagligt. Desuden uddeler man "Årets Svend", som en hædersbevisning til kunstnerisk vellykkede film. Årets Svend har dog ikke samme prestige som en Bodil eller en Robert.
Ved Fjellebroen mellem Svendborg og Faaborg har en privat investor investeret i opbygningen af studiefacilitetter. Desuden har filmselskabet Zentropa købt en ejendom i det samme område, så der er tegn på, at branchen tror på dette projekt.
Det er i øvrig slet ikke første gang man har optaget film i Svendborg. I 1969 optog Henning Carlsen "Klabautermanden" i Svendborg. Det er en film, der bygger på en roman af Aksel Sandemose.
I 1965 optog man scener til "Flådens friske fyre" i Svendborg. Den var instrueret af Finn Henriksen, og havde Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ghita Nørby i hovedrollerne.
Thurø Kirke er blevet brugt to gange som kulisse til filmoptagelser. Det var i 1956, hvor man optog filmen "Den kloge mand" og i 1962, hvor kirken blev brugt i "Den rige enke".