I dag kender vi Baagøe "Riber i Kullinggade som byggebranchens leverandør, men i gammel tid var Baagøe kendt som en stor købmandsforretning i Møllergade nr. 36, der omfattede korn- og trælast, butikshandel, brændevinsbrænderi og med fire egne skibe.
Der skrives i "Den gamle købmandsgård", at brænderiet foregik i kælderen i den ene ende af købmandsgården og at hovedparten går til Strynø, hvor de drikker det som sødmælk. Brænderiet blev nedlagt i 1890. Pakhusene ligger ved tømmerpladsen, hvor Baagøe & Riber har til huse i dag.
Forretningen er grundlagt i 1744 af Rasmus Peder Gommesen fra Ærø og er derfor byens ældste købmandsforretning. I 1747 får de til huse i Møllergade nr. 36.
Riber kom først ind i billedet i 1879, da Ludvig M Riber gifter sig med J.P. Baagøes datter Kristine Baagøe. Herfra videreføres Baagøe-slægten under Riber-navnet indtil 1886, hvor købmandsgården forener slægtsnavnene til Baagøe & Riber. Slægten har stiftet mange legater og skænket store beløb til forskellige formål.
Der kan læses mere i:
A/S Baagøe & Riber 1744-1994 / ved Martin Simonsen. Video. 1994 (Filmen er produceret i anledning af firmaets 250 års jubilæum og er en blanding af gamle klip og ny produktion.)
Firmaet L.J. Baagøe gennem 100 år/ ved Ejnar Baagøe. 1933 (Bogen beskriver firmaets udvikling indtil 1933.)
Den Gamle købmandsgård. 1990 (Købmandsgården beskrives detaljeret fra gammel tid.)
Henriksen, Alf: Baagøe & Riber. 1944 (Her kan læses træk af købmandsgårdens historie og udvikling gennem 200 år. Ove Marcussen leverer de historiske oplysninger.)