Sydøst for Svinehaverne mellem Egebjerg og Ollerup ligger Egebjerg Mølle.
I 1840'erne var området omkring Egebjerg Mølle en fæstegård, ejet af Christen Pedersen.
I 1847 blev den delt, og Christen Pedersens søn Peder Christensen fik den udskilte gård i fæste. Han købte i 1853 gården fri af godset. I de følgende år solgte han adskillige stykker fra gården for at skaffe penge til at bygge en mølle.
Han søgte og fik bevilling til at bygge møllen. Bevilling blev givet med et forbehold: Han måtte male gryn, grut og lign., men ikke mel. Gentagne ansøgninger i 1856 og 1857 om at måtte male mel blev afslået. Alligevel installerede Peder Christensen en speciel melkværn, som dog blev plomberet af øvrigheden.
Møllen bliver færdigbygget i 1856 og beskrives som ottekantet med en diameter på 14½ alen. Den færdige mølle bliver brandforsikret for 8140 rigsbankdaler.
Peder Christensen starter som gårdmand uden væsentlig gæld. Men da møllen stod færdig, er gård og mølle belånt med 8500 rdl.
I sommeren 1858 forsøger han uden held at sælge møllen ved auktion.
Han købte en gård i Brylle i 1859 og pantsatte i den forbindelse for 8000 rdl.
Da det ikke lykkedes at sælge møllen, bortforpagtede han den til to mænd, Rasmus Hedemøller og Jens Jørgensen. Disse to stævnes sammen med Peder Christensen til at møde i Lehn Birks politiret den 30. september 1859, da møller Andersen i Urte Mølle har anmeldt dem for at gå ham i næringen ved at male mel.
Peder Christensen var mødt og erklærede efter at have påhørt klagen, at sejlgarnet ved plomben allerede for et år siden var overgnavet af rotter! Og da der i tiden havde været en stærk trang på egnen for at få malet mel, så erkendt han, at han havde benyttet kværnen. Sagen blev så afgjort med en bøde.
Nogle dage senere indfandt politimesteren sig i møllen og fik den forevist af møllerens søn, der fortalte, at hans forældre var flyttet fra møllegården til gården i Brylle. Af den omtalte forseglede kværn var nu borttaget; af det gamle segl var intet tilbage, men nu blev såvel understenen som drejetappen forsynet med segl.
En månedstid senere ligger møllerens kone syg hjemme i møllegården. Peder Christensen er sammen med sin møllersvend rejst hen til Brylle, og møllerarbejdet passes af sønnen Christen, 14 år. Datoen er den 13. november 1859, og den aften kort før midnat stod møllen i lys lue, og alt, hvad der kunde brænde blev flammernes bytte. Christen Pedersen forklarer for retten, at han har passet malningen om eftermiddagen og så standset møllen og slået sejlene sammen, låset døren til opgangen i møllen og lukket gennemkørselsportene, men ikke kunnet låse dem, da han ikke havde fået nøglen af sin fader.
Resten af dagen havde han leget med nogle andre drenge på en mose i Egebjerg.
Kl. 9 om aftenen var han gået i seng, og kl. halvtolv vækkede hans søster ham med råbet, at møllen var i brand. Den var da allerede helt omspændt af flammer, og inden han nåede at komme i klæderne, var den øverste del af møllen faldet ned. Om årsagen til branden ved han intet, da han hverken har brugt lys eller svovlstikker. Han har ingen fremmede set ved møllen, og mener, at ilden må være påsat udefra eller inde i gennemkørselen.
Hurtigt rettede mistanken sig mod mølleren for at have været i ledtog med brandstifteren. Man heftede sig ved hans anstrengte økonomi. Alle vidste, at han i tiden forud havde rejst rundt og forsøgt at rejse lån. December termin var nær forestående, og det lå nær at tænke sig, at han kun kunne skaffe sig dækning ved at søge forsikringssummen udbetalt. Denne mistanke blev dyrket grundigt af politiet med sigtelse og arrestation til følge.
Mange vidner blev indkaldt og forhørt og adskillige gjort til genstand for mistanke om, at de havde været medvidnere til forbrydelsen. Men trods mange lange retsmøder, måtte sagen henlægges som uopklaret.
Møllen blev genopført på samme sted og i samme skikkelse. Mølleren akkorderede med entreprenør Baagøe i Svendborg, at denne skulle bygge møllen i samme skikkelse mod at få udbetalt forsikringssummen. Mens arbejdet var i gang, blev mistanken mod mølleren gravet op igen, og han blev fængslet - og så kunne assurancen selvfølgelig ikke udbetales, så Baagøe følte sig foranlediget til at standse arbejdet og tage sine materialer hjem igen.
Stævningen blev ham forkyndt, mens han "løs og ledig" var hentet uden for sin celle på rådhuset, og næste dag, lørdagen den 7. juli 1860 mødtes parterne og indgik forlig.
Baagøe måtte bryde det ned, han allerede har opført, og tag materialerne, og desuden forpligter Peder Christensen sig til at holde Baagøe skadesløs med 230 rdl.
Men retssagen endte altså igen uden opklaring, mølleren kom på fri fod, og møllen blev gjort færdig. Møllen er genopført på brandtomten.
Mistanken slap Peder Christensen han aldrig for. Om det var årsagen til, at han forfaldt til drikkeri, eller om den skavank var af ældre dato, det bliver vel aldrig opklaret, men i alt fald måtte han i 1862 sælge møllen til Niels Pedersen.
Niels Pedersen havde en søn, der siden blev en berømt højskoleforstander, Grønvald Nielsen. Han fortæller i sine erindringer om sit møde med Peder Christensen: "Den første, som hilste på os, da vi nåede op på Egebjerg Bakker, var møllens tidligere ejer. Han var ikke ædru og snakkede meget op om, hvorledes man havde mistænkt ham for selv at have brændt sin første mølle".
Lars Johansen sælger møllen i 1871 til Rasmus Andersen. I 1902 skiftede møllen ejer til Anders Andersen, der døde i 1921. Derefter fik enken Anna Andersen ret over møllen. Møllen skiftede ejer i 1935 til Rasmus Peder Andersen, og i 1983 til Flemming Rasmussen.
Den anvendes nu til udstillinger med forskelligt indhold. Fra møllen er en flot udsigt over en del af Svendborgsund.