Hesselager_Bio_1Allerede ved ombygningen af Hesselager Hotel i 1938 blev salen indrettet til filmfremvisning. Snedker Chr. Christensen, Hesselager fik bevilling til at drive biograf, og efter at det nødvendige apparatur var blevet indkøbt, kunne Bio Hesselager 2.juledag åbne dørene til premierefilmen ”Mille, Marie og mig” med Marguerite Viby i hovedrollen. Derefter var der tre ugentlige spilledage: fredag, lørdag og søndag.

Det har åbenbart kunne betale sig at vise film i Hesselager, og efterhånden opstod tanken om at opføre en ny biografbygning.

Den 30. december 1941 kunne biografdirektør Chr. Christensen og frue byde de særligt indbudte gæster velkommen i foyeren til den nye biograf, placeret midt imellem Hesselager Kirkeby og Ny Hesselager. Derefter vistes filmen ”Kong Salomons Miner”.

Biografbygningen er tegnet af arkitekt Holger Pind, København, og er opført i gule flammesten i den såkaldte funkis-stil, - en sjældenhed i en landsby i provinsen. I salen var der plads til 210 tilskuere. De tre bagerste rækker, der var hævet et stykke over det øvrige gulvs let skrånende plan, var beregnet til reserverede pladser. Arbejdet var udført af lokale håndværkere, og Chr. Christensen havde selv været med til at fremstille inventaret.

I 1966 døde Chr. Christensen, og biografen blev overtaget af datteren og svigersønnen,
Valborg og Niels Krogsøe.

De følgende år var svære tider for de små landsbybiografer, som måtte konkurrere med det nye medie, fjernsynet, og i 1984 solgte Valborg og Niels Krogsøe biografen til Aage Holgersen, Svendborg. Forinden havde der været bestræbelser fra en gruppe lokale borgere på drive biografen som et anpartsselskab, men ideen måtte opgives på grund af mangel på kapital. Aage Holgersen måtte dog efter nogle få måneder erkende, at der ikke var basis for at drive en biograf i Hesselager.

I oktober 1985 åbnede Hesselager Motionscenter i den gamle biograf, og de følgende år forsøgte forskellige ejere at drive stedet som en kombination af motionscenter, fysioterapi og café. En brand i november 1990 satte en stopper for Hesselager Midtpunkt, som det hed på det tidspunkt.

Efter en delvis genopbygning har stedet mistet en betydelig del af sit arkitektoniske særpræg. Der er nu indrettet et par lejligheder, og resten tjener som lagerplads for en lokal håndværker.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2008

 

 

Gå til toppen