Foska-møllen i Svendborg
Det korrekte navn er Svendborg Boghvede- og Havremølle, som blev oprettet i 1888 af Theodor Petersen. Han havde overtaget Vestergades Mølle efter sin far, bager Hans Peter Petersen, der købte møllen i 1868.
Theodor Petersen tog fat på produktion af boghvedegryn. Han var den første på egnen, som kombinerede vind- og damp, som trækkraft til sin mølle, hvilket blev betragtet som et stort fremskridt. Vestergade møllen nedbrændte i 1895, men det slog ikke Theodor Petersen ud.
Han købte jord på Østre Havnevej af skibsbygger Troensegaard. Der blev opført en møllebygning, et silopakhus, en lagerbygning og den hvide villa. Den blev senere hovedkvarter for Fyns Andels-Foderstofforretning og huser i dag en afdeling af Svendborg Ret.
Det blev produktion af havregryn, der skulle gøre familien kendte og rige. Det begyndte i 1906 med levering af grynene i sække. Ved 50 års jubilæet i 1938 kunne byens aviser berette, at møllen på Østre Havnevej eksporterede havregryn til ikke færre end 52 lande.
De blev nu leveret i pakker og blev solgt under navnet Diamant Avena og senere Dego – hvilket betød ”de gode”.
Theodor Petersen døde i 1916 og nu blev det hans hustru, Maria Schultz Petersen, og sønnen Jørgen Petersen, der førte møllen videre. Jørgen Petersen havde allerede som 18-årig fået prokura i virksomheden, og det skulle vise sig, at han var en dygtig forretningsmand.
I 1920 blev der opført en boghvedmølle og et specielt mølleri til fremstilling af afskallede ærter.
1936 blev skelsættende. Nu blev havregryn solgt under det navn, der skulle blive rigtig kendt: Foska blandt flere generationer.
Professor og ernæringsekspert Holger Møller udarbejdede en formel til, hvordan havregryn kunne tilsættes kalk og fosfor, og det gav en betydelig fremgang i salget. Havregryn blev betragtet som sund kost og det blev ikke mindre sundt af tilførelsen af kalk, mente man.
Selv om eksporten under anden verdens krig var noget hæmmet, nåede møllen op på at producere 10.000 tons havegryn i 1944.
Efter krigen blev moderne markedsføringsmidler taget i brug, da Svendborg-fabrikken lå i skarp konkurrence med Ota Solgryn fra Nakskov.
I 1951 begyndte møllen at fremstille cornflakes under navnet Top. I 1961 revolutionerede virksomhjeden alle herrers foretrukne ret: Gule ærter. Under navnet Møllerens Guleærter blev der nu tilbud et ærtegranulat, som betød at kogetiden blev reduceret fra 45-60 minutter til kun fem.
I 1963 blev der indledt et samarbejde med amerikanske Kellogg’s, der overtog hovedparten af aktierne i selskabet, som da havde 135 medarbejdere. I årene fra 1965 til 1969 blev der foretaget betragtelige udvidelser i bygningsmassen. 1965 var også året, da Kellogg’s overtog samtlige aktier.
Men så i 1997 kom den nedslående beslutning: Kellogg’s lukkede sin fabrik i Svendborg – trods en omsætning, der nærmede sig en milliard og gode overskud til de amerikanske ejere. 300 mistede deres job.
Det var Jørgen Petersens lillesøster, Marie Petersen, der blev kendt som Mølle Marie. Det var hende, som havde testamenteret toldkrydseren ”Viking” til Svendborg Museum. Hun døde i 1979 og havde livet igennem nydt sejladserne med det smukke skib, bygget i 1896.