Esther Andersen var født i et nybyggerhjem i Amerika, men kom til at leve sit liv som købmand i Sortebro. Hendes far hed Rasmus Andersen og var søn af gårdmand Hans Andersen, Fredegård i Brudager. Moderen hed Elise Mathilde Kirstine Pedersen – i daglig tale blot ”Stine” – og var datter af husmand og hjulmand Hans Pedersen i Høje.
I foråret 1890 rejste Stine og Rasmus sammen med Stines bror Hans til Amerika. De slog sig ned i staten Iowa nær byen Clinton, hvor de erhvervede et stykke jord. I den danske menighed blev de viet af den daværende danske præst, Frederik Lange Grundtvig, en søn af vores kendte salmedigter.
Fra 1890 til 1899 blev der i nybyggerhjemmet født 5 børn: Johan, Ricard, Anne, Esther og Herluf. Esther blev født den 9. januar 1895.
Tilværelsen i det lille hjem blev imidlertid brat ændret, da Rasmus døde nytårsdag 1900, og Stines beslutning om at vende tilbage til Danmark er formentlig hurtigt blevet truffet.
I Sortebro købte hun – sandsynligvis med hjælp fra sin svigerfar, gårdmand Hans Andersen, Fredegård - et gammelt hus, hvor den ene halvdel tidligere havde været anvendt til bødkerværksted. Dengang fandtes der ikke nogen købmandsforretning langs landevejen mellem Gudbjerg og Tved, og Stine har her øjnet en mulighed for at forsørge sig selv og sine børn.
Den 1. november 1900 åbnede Stine sin købmandsforretning. Butikken var indrettet i en stue, og det tidligere bødkerværksted tjente som lager. Vareudvalget i datidens købmandsforretninger adskilte sig en hel del fra det, som vi kender i dag. Landbefolkningen var stort set selvforsynende med fødevarer – dog måtte man købe ting som sukker, salt, margarine og lignende, som man ikke selv kunne fremstille. Drikkevarer købte man heller ikke – man havde det hjemmebryggede øl.
Men der var behov for mange andre ting. Til husholdningerne skulle der bruges gryder og pander, krukker og fade, glas, kopper og tallerkener. Til landbruget var der brug for redskaber, smørelse, reb og børster. Desuden har vareudvalget formentlig også omfattet bomuldsstof i metermål, tråd, garn og elastik.
Stines forretning kom til at gå ganske godt, og i 1923 blev der bygget et nyt hus, hvorefter det gamle blev revet ned. Desværre var Stine tidligt blevet ramt af sygdom, som betød, at hun måtte bruge kørestol. Kort tid efter indflytningen i det nye hus blev hun ramt af et hjertetilfælde og døde i starten af januar 1924, 57 år gammel.
Den nu 29-årige Esther var godt rustet til at overtage hus og forretning. I over 12 år havde det daglige arbejde i butikken været overladt til hende, samtidig med at hun passede sin mor.
Ud over at drive købmandsforretning varetog Esther en række serviceopgaver. Postvæsenets røde postkasse og De Danske Statsbaners skilt ”Stoppested for rutebiler” var de mere officielle symboler på dette. For postbudet fra Vejstrup var Esthers butik en slags endestation, og i mange år var det sædvane, at han spiste sin frokostmadpakke i Esthers dagligstue. Butikken fungerede som venteværelse for rejsende til rutebilen. Et flag blev sat ud på telefonmasten som signal til rutebilchaufføren om at standse. Esther ordnede pakkeforsendelser med rutebil og lagde penge ud for fragt og evt. efterkrav. Hendes telefon var en slags fællestelefon, som lokalbefolkningen kunne benytte f.eks. ved opkald til læge eller dyrlæge, og hun tog også gerne imod telefonbesked, som så blev viderebragt til modtageren ved det næste besøg i butikken. Endelig kan det nævnes, at Esther også tog imod bestilling af brød, som blev leveret af brødbiler fra egnens bagere.
I tiden efter 2. verdenskrig var der mange forretningsdrivende, som udvidede og moderniserede deres butikker med nyt inventar og nye tekniske hjælpemidler. I Esthers butik var der ikke mange nyskabelser frem til butikkens ophør i 1967, og bortset fra vin og spiritus blev der ikke optaget nye varegrupper i sortimentet. Man kan næsten sige, at hun med sin vægring foretog en langsom afvikling af sin forretning. Det er i hvert fald en kendsgerning, at da hun i begyndelsen af 1967 lukkede sin forretning, var der ikke meget tilbage af hverken omsætning eller varelager.
Når dette er sagt, må det dog tilføjes, at det selv med en mere dynamisk indstilling næppe ville have været muligt for forretningen at overleve den strukturændring, som fandt sted i dansk butikshandel i årene 1965-1975.
Kilde: Svend Nyholm Sørensen: Esther, 1979
Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2014