Købmandsforretningen, oftest omtalt som ”Købmand Kordt” omtales første gang i folketællingen fra 1906.
Købmand Niels Laurits Kordt (eller Kort) Christensen drev købmandsforretningen sammen med hustruen Karen Marie.
Da Niels døde i 1944 drev Karen Marie butikken videre med hjælp fra sønnen Hans Laurids Kordt Christensen.
I 1955 solgte hun forretningen til Jens Peder Jensen, som dog døde få måneder efter overtagelsen. Også her overtog enken, Marie Kathrine Jensen, købmandsforretningen – dog med hjælp fra hendes datter og svigersøn, Else og Johannes Nielsen, som samtidig drev en malerforretning i byen.
I 1962 solgte Marie forretningen til Else og Johannes Nielsen, men blev dog boende i huset og hjalp til med at passe butikken.
I 1967 valgte Else at lukke forretningen, bl.a. på grund af den øgede regnskabsbyrde, som den nye omsætningsafgift (momsen) ville medføre. Ejendommen har efterfølgende været anvendt som privat beboelse - med adressen Brudager Bygade 10.
Kilde: Johanne og Bjarne Andersen: Brudager - En levende landsby 1801-2014
Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2015