På byens centrale plads – vejkrydset med forretninger på alle 4 hjørner – blev der i 1897 etableret en købmandsgård af købmand Hans Jørgen Bendix Larsen - fra 1903 med egen vindmølle. Som navnet antyder, kunne forretningen tilbyde et bredt udvalg af varer, fra dagligvarer til kul og foderstoffer.
Købmand Larsen blev hurtigt byens største købmand, og det menes, at han som den første Gudme-borger o. 1926 anskaffede sig et automobilkøretøj, som det jo hed dengang.
I 1946 solgte han ejendommen og forretningen efter næsten halvtreds års virke.
Herefter havde forretningen følgende ejere:
Købmand Christian Marius Nielsen fra 1946 til 1954
Købmand Kristen Lundsgaard fra 1954 til 1956
Købmand Peter Christensen fra 1956 til 1958
Købmand Henning Christensen fra 1958 til 1994
- købmandsparret Birgit og Henning Christensen havde ved starten i 1958 en forretning på 60 kvadratmeter, og som eneste medhjælp havde de en lærling. Efter flere udvidelser voksede forretningen til 325 kvadratmeter – med 3 ansatte. I starten hørte de til Centra-kæden, men skiftede senere til den landsdækkende SPAR-kæde.
Købmand Søren Schou Sørensen fra 1994 til 2014
- Søren Schou Sørensen og hustruen Inger-Margrethe havde i 20 år været bestyrer-par i Strynø Brugs.
- var i en periode tilknyttet Merko-kæden, men vendte senere tilbage til SPAR
- håndkøbsudsalg fra Hesselager Apotek
- postbutik fra 2001 til 2014
- navneforandring fra SPAR Gudme til Min Købmand, som dog også er en del af SPAR Danmark
- fra november 2014 udlejet til købmad Thomas Fabricius, som i forvejen driver en SPAR-butik i Ryslinge.
Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2015