Vejstrup Teglværk blev grundlagt af sognefoged Hans Christensen, Kohavegård i 1856. De første sten blev brugt ved opførelsen af det nye stuehus til Kohavegården i 1860.
Det har ikke været muligt at finde materiale til belysning af teglværkets tidligste periode. De følgende oplysninger er hentet fra gamle vejvisere og telefonbøger samt ejendomsprotokoller fra 1903 til 1920.
Før 1903: Teglværksejer Mads Hansen
1903: Teglværksejere Ellemann m.fl.
- vejviser 1905-1907: Hans P. Larsen
1909: Vejstrup Teglværk (N. Nielsen)
1916: A/S Vejstrup Teglværk (N. Nielsen)
- vejviser 1915: Fmd. H.P. Larsen (Vejstrup-Albjerg Teglværk)
- vejviser 1916: Ludvig Schaumann
1920-1932: A/S Vejstrup Teglværk
- vejviser 1923: Bestyrer L. Andersen
Ovennævnte Albjerg Teglværk – matr.nr. 9 c, Albjerg – blev startet i begyndelsen af århundredet men eksisterede kun i ca. 10 år, da leret i området viste sig at være af dårlig kvalitet.
Ejendomsprotokollerne kan oplyse følgende:
1903: Interessentselskabet Albjerg Teglværk
1909: Albjerg Teglværk (Niels Nielsen – formentlig identisk med N. Nielsen, Vejstrup Teglværk)
1922-1947: Teglværksejer Johan Theodor Bloch.
I denne periode havde teglværket sin storhedstid. Teglværket bestod af en ringovn, som der blev fyret i fra oven, nærmest med noget kulstøv. I de perioder, hvor ovnen brændte, var der døgnbemanding på. Den skulle have en bestemt temperatur hele døgnet rundt. Rundt om bygningen med ringovnen var der store åbne lader, hvor lerstenene stod og tørrede, før de blev brændt. Leret blev trukket op fra lergraven med en tromle og et spil. Det hele blev trukket af en dampmaskine. Dampmaskinen trak to makiner, én til moler og én til almindeligt ler. Herefter blev leret trukket op til teglværket med tipvogne. Inden der blev lavet sten af leret, blev det slæmmet op i to store bassiner for at få kalken ud af leret. I denne periode var der 12-15 medarbejdere beskæftiget på teglværket, og det var et hårdt og slidsomt arbejde.
1947-1956: Ingen produktion.
Fra 1947 var lergraven udtømt. Leret var af så ringe kvalitet, at det ikke kunne bruges til sten. Siden 1936 var der desuden blevet udgravet ler i Lundeborg til teglværket, men heller ikke det kunne redde produktionen, og i 1947 blev teglværket solgt til en ”københavner”.
1956-1963: Teglværksejer Frede Degn.
Hvor længe ”københavneren” har haft teglværket, vides ikke, men i september 1956 køber Einer Maansen, tidligere bestyrer for Oure-Vejstrup Andelskasse, teglværket af Thyra Olsen, Fjellerup Teglværk. Samme måned sælger han det videre til Frede Degn. Frede Degn sætter atter en produktion af sten i gang, og der kommer liv i det gamle teglværk. Leret er stadig moler, som nu udelukkende bliver udgravet ved Lundeborg. Det bliver dog igen et problem at finde ler af tilstrækkelig god kvalitet, og da produktionsapparatet tillige er ved at være forældet, bliver produktionen indstillet i starten af 1960’erne.
Peder Hegaard Larsen fortæller:
Efter at Frede Degn havde overtaget teglværket, gik vi et rent paradis i møde. Frede var et usædvanligt venligt menneske. Han gav os lov til at lege i hele lergraven. Vi fik træ af ham til at bygge hytter med, vi lavede tømmerflåder, som vi sejlede med i lergraven, vi lavede borge af siv og legede cowboys og indianere. Ofte var vi i week-end’erne mere end 30 børn, og det gik vildt til. Det er et under, at ingen er druknet i lergraven. Vi er mange, som har måttet svømme ind til land på grund af en kæntret tømmerflåde – ofte i forbindelse med et søslag. Lergraven var dyb, på sine steder over 10 meter. Om vinteren løb vi på skøjter deroppe. Vi fældede siv og lavede skøjtebaner. De små blev sat til at feje isen – ellers måtte de ikke være med. Når teglværksarbejderne var gået hjem, legede vi inde på teglværket, løb ind i ringovnene og legede spøgelser. Ofte fik vi trukket tipvognene op ad en rampe, satte os op i dem og kørte i stor fart ned mod lergraven. Det galt så om at springe af, før de væltede.
1963-1970: Teglværksejer Gunnar Thers.
Indtil 1963 ansat på ”Maskinfabrikken Svendborg”. Gunnar Thers havde en ambition om at starte teglværket op igen, efter at det havde ligget stille i nogle år. Han ansatte en erfaren teglmester, Alfred Nielsen, som med sin kone og 4 børn boede i et hus, som hørte til teglværket. Dette hus var dog for lille til familien, og Gunnar Thers byggede derfor et nyt rødstenshus til den. Da familien senere flyttede, blev der indrettet kontor i bygningen.
Mens Frede Degn ejede teglværket, var den tilhørende lergrav, som beskrevet tidligere, en yndet legeplads for byens børn. Gunnar Thers syntes, at det var en farlig legeplads, da lergraven var blevet brugt som lokal losseplads og følgelig fuld af rotter og farligt/giftigt affald. Han turde derfor ikke tage ansvar for børnene og satte en stopper for aktiviteterne – til stor fortrydelse for børnene.
Teglværket kørte en kortere periode, hvor der, som tidligere, blev produceret molersten. Moleret blev hentet ved Knarreborg Mølle syd for Lundeborg. Udover dette sted findes moler kun på Fur og på Mors, så det er en specialitet.
I 1970 blev Gunnar Thers af ”Maskinfabrikken Svendborg” opfordret til at blive ansat som direktør, hvilket han accepterede. Det viste sig dog, at fabrikken var konkurstruet, og Gunnar Thers endte med at købe den. I starten drev han fabrikken videre i Svendborg, men flyttede den i 1972 til Vejstrup. I et par år satsede han få fremstilling og reparation af teglværksmaskiner.
I 1988 sælger han maskinfabrikken til Jens Frandsen, som grundlægger Svendborg Brakes - og et industrieventyr begynder.
Arne Norsk Nielsen, Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2017
Kilde: Peder Hegaard Jensen: En tur igennem Vejstrup i 50’erne (Gudme Kommune frem til år 2000, udgivet 2002)