Annonce i Svendborg Avis 1892. Bemærk, der er angivet en forhandler fra sodavandsfabrikkens produkteSodavand fra Lundevej

Engang havde Svendborg to sodavandsfabrikker. Læskedrikke under navnet Ørkild huskes endnu af ældre svendborgensere. Mere ukendt er det, at der også en gang lå en sodavandsfabrik på Lundevej 44. Navnet var Vilhelmskilde Sodavandsfabrik.

Det menes, at den blev grundlagt omkring 1880. Stifteren var Jacobinus Olsen (1848-1897), som var stationsforstander i Nyborg og senere driftsinspektør ved Svendborg-Odense banen. Hvad der fik ham til at kaste sig over fabrikation af sodavand vides ikke.

Han havde en søn, Johannes Olsen (1870-1933), som blev den første inspektør for Svendborg Amts Museum i 1907. (Se denne)

vilhelmskilde diplomForinden virkede han på Vilhelmskilde Sodavandsfabrik, som han drev videre efter faderens død i 1897. I 1901 står Johannes Olsen endnu som driftsleder, men den 23. august 1902 bringer Svendborg Avis en annonce. Heri sættes en større villa og en sodavandsfabrik på Lundevej 44 til salg. Sælgeren er enkefru Helene Olsen. Altså må det formodes, at fabrikationen er indstillet en tid før.

Det menes, at sodavandsfabrikken blev overtaget af konkurrenten Ørkild.

På Svendborg Byhistoriske Arkiv ligger et diplom fra ”Den almindelige Fyenske Industri- og Landbrugsudstilling” i Odense 1885. Den er beviset på, at ”Minderalvandsfabrikken Vilhelmskilde, Svendborg” er tildelt ”Broncemedaille” for Soda- og Seltersvand.”

En flig af sodavandsfabrikkens historie er bevaret. I 1991 fortalte en af Danmarks mest kendte flaskesamlere, Bent Mortensen, Tved, til Fyns Amts Avis om en perle i sin samling: En sifonflaske fra netop Vilhelmskilde. En lignende flaske er i øvrig også i Svendborg Museums besiddelse.

I gamle dage havde hvert bryggeri sin egen flaske, og mange af dem var små kunstværker.

-Jeg vil godt kalde denne sifonflaske for et klenodie, sagde Bent Mortensen. Han pegede på ”etikken”, som var ætset, måske sandblæst ind i glasset. Motivet var en springende kilde, som var bryggeriets logo.

Bent Mortensen samling tæller også almindelige sodavandsflasker fra Vilhelmskilde. Det er tykke, flasker, mundblæste og med den springende kilde.

Sifonflaskerne var genbrugsflasker. Kunderne gik til bryggeriet og fik den fyldt. De blev brugt på hospitaler og af privat – til sjussen.

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2019

Gå til toppen