ispindefabrik1Historien om ispindefabrikken begyndte på Fruens Allé i Hesselager, hvor snedker Jens Minius Jensen i en del år drev en almindelig snedkervirksomhed. Men i 1917 gik han over til industriel fremstilling af billedrammer og nogle år senere til også at lave camembert-æsker. Fra 1925 fremstillede han is-skeer og ispinde.

I 1935 købte Jens Jensen Thingsagergård på Langgade i Hesselager og fik tilladelse til at indrette trævarefabrik der. Herefter kom der for alvor gang i produktionen af ispinde og også tungespatler til brug på hospitaler og lægeklinikker.

Det fortælles, at grundlæggeren af Hesselager Flødeis, Johannes Langelund, skulle have sagt til Jens Jensen, at hvis han omlagde produktionen fra billedrammer til ispinde, så ville han selv lave isen – og sådan blev det.
ispindefabrik2Jens Jensen havde et par skovstykker i nærheden af Søbysøgård og et stykke i Fangel. Desuden opkøbte han hele træstammer fra bl.a. Mullerup Gods, som herefter blev transporteret hjem til fabrikken i Hesselager og opskåret der.
Til ispinde og spatler blev der brugt bøgetræ, medens æskerne til camembert-oste blev lavet af poppeltræ.

Der var ca. 25 ansatte på fabrikken – i højsæsonen ca. 50. Derudover var der op til 200 kvinder, som sad hjemme og sorterede og pakkede ispindene.

Efterhånden som efterspørgslen steg, blev der behov for specialmaskiner til pindefremstilling, og man fik kontakt til firmaet Stickma A/S i København, som gennem en årrække havde fremstillet maskiner til netop det formål.

ispindefabrik3Ispindefabrikant Jens Minius Jensen døde i 1961. Produktionen blev videreført af hans tre sønner, Alfred, Verner og Harald, som alle havde arbejdet på fabrikken indtil da.

I 1980 ønskede Alfred Jensen, som havde stået for den daglige ledelse, at trække sig tilbage, og da der ikke var interesse fra anden side om at gå ind i virksomheden, endte det med, at personkredsen bag Stickma, Ole Mørch, Jørgen J. Hagemeister og Søren Laursen, købte trævarefabrikken.
De nye ejere påbegyndte herefter en modernisering af fabrikken, som nu officielt hed Norwood I/S.

Efter nogle år viste det sig, at interessen for at udvikle pindefabrikken ikke var lige stor i hele personkredsen, og i 1982 blev det derfor naturligt med en opdeling af de to aktiviteter pindefremstilling og maskinkonstruktion.
Herefter blev det således, at ingeniør Ole Mørch, som havde været den drivende kraft bag Stickma A/S, koncentrerede sig om pindeproduktionen, medens andre tog sig af maskinfremstilling.
I samme forbindelse ændrede pindefabrikken navn til Norwood A/S.

I midten af 1980’erne var der 10 ansatte, og der produceredes omkring 200 millioner ispinde årligt.
Omkring 75 % af produktionen gik til eksport. I en periode blev der arbejdet i toholdsskift.

ispindefabrik4Den 11. maj 1989 udbrød der en voldsom brand på ispindefabrikken, som ødelagde hele produktionsanlægget. Der skete skader for næsten 12 mio. kr. De direkte tab af bygninger, maskiner og oplagrede produkter var forsikret ligesom det kommende produktionstab.

Heldigvis blev det meste af færdigvarelagret reddet, og det lykkedes at tilgodese alle kunders behov den følgende sommer.

Straks efter branden begyndte man planlægning og bygning af en ny fabrik, og allerede i december samme år startede produktionen, så man nåede lige netop at opbygge så stort et lager, at man kunne klare næste sommers forbrug af ispinde.

I løbet af de følgende 5 år udviklede fabrikken sig til at være Europas førende indenfor ispindeproduktion med afdelinger i Tjekkiet, Frankrig, Australien, Portugal og Danmark. Da produktionen var på sit højeste i midten af 1990’erne, blev der produceret 4 mia. ispinde pr. år. Der var omkring 100 ansatte – de fleste ufaglærte – som arbejdede på treholdsskift.

Henimod slutningen af 1990’erne opstod der faldende afsætningspriser og stigende råvarepriser på verdensmarkedet med det resultat, at virksomhedens årsregnskab for 1997 viste et underskud på 12 mio. kr.

ispindefabrik6ispindefabrik5På den baggrund så ledelsen sig nødsaget til at flytte en stadig større del af produktionen til datterselskabet i Tjekkiet, Central Sticks, hvor lønniveauet lå ca. en tiendedel under det danske. Men produktiviteten levede ikke op til forventningerne blandt andet på grund af svingende levering af råvarer.
Ole Mørck bosatte sig i en periode i Tjekkiet for at højne effektiviteten, men selvom underskuddet i 1999 var svundet ind til 3,7 mio. kr,, måtte Norwood A/S gå i betalingsstandsning i november 2000. Rekonstruktion af virksomheden indebar flytning til virksomhedens sydeuropæiske datterselskaber, og i år 2000 stoppede Norwood A/S sin produktion i Danmark.

Firmaet begærede sig selv konkurs i juli 2001, hvorefter fabriksbygningerne blev solgt til C.C. Jensen A/S.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2020

Kilder:
Johanne og Bjarne Andersen:
Bosat i Hesselager fra ”Amalienborg” til ”Hesselagergård” 1801-2019
Svendborg Sparekasse: Overrækkelse af Svendborg-prisen 1993 til Norwood A/S

Gå til toppen