hesellagermøbellager1hesellagermøbellager2Hesselager Møbellager blev grundlagt i 1948, da sadelmager og tapetserermester Kaj Ove Poulsen, som tidligere havde haft sadelmagerforretning i landsbyen Bovense mellem Nyborg og Kerteminde, etablerede sig i den ejendom, som i dag har adressen Østergade 12.
Samtidig med sin håndværkervirksomhed fremstillede han nye polstrede møbler og udførte ombetrækning af gamle møbler. Endvidere reparerede han presenninger, seletøj og selvbindersejl til lokale landmænd samt herregårdene Broholm og Hesselagergård. Værktøjet købte han hos sadelmager Hans Jeppesen på Gudmevej.

Fra 1954 drev han forretningen sammen med sønnen Arne Johannes Poulsen.
Takket være den generelle økonomiske udvikling i samfundet, steg salget af nye møbler og tæpper, og det blev nødvendigt at udvide lokalerne med udstilling i baggården.
I løbet af 1950’erne stoppede han med reparation af seletøj og selvbindersejl.
hesellagermøbellager5hesellagermøbellager4Udvidelsen var kun den første i en række, og en dag var der ikke flere muligheder for udvidelse ved ejendommen Østergade 12.

I 1966 erhvervede Hesselager Møbellager et stykke jord i det ubebyggede område mellem Hesselager Kirkeby og Hesselager Stationsby, og her opførte man i 1967 et stort nybygget møbellager med et salgsareal på 1275 m2. Det var nu Arne Poulsen, som sammen med hustruen Gerda stod for den daglige ledelse. De følgende år kom der yderligere udvidelser til for at opfylde behovet for større lagerkapacitet og udstillingsområde.
hesellagermøbellager6hesellagermøbellager3I 1978 var det samlede salgsareal på 3000 m2, og der var beskæftiget seks personer i virksomheden.

I forbindelse med 40-års jubilæet i 1988 blev der investeret i en gennemgribende restaurering og modernisering til 2-3 mio. kr. af møbelforretningen i Hesselager, som siden 1974 havde været en del af den landsdækkende møbelkæde Idé-Møbler. Moderniseringen var et led i en generel opstramning af kædens profil i en tid, hvor reklame-tv var blevet en vigtig del af markedsføringen.

I 1995 overtog 3. generation ledelsen af Hesselager Møbellager A/S, idet Reno Lund Poulsen droppede sin vognmandsforretning i nabobyen Langå og gik i forældrenes fodspor.

hesellagermøbellager7I 2005 solgte Reno Poulsen møbelforretningen til Peter Christensen, og forretningen skiftede navn til Hesselager Møbler A/S. Peter Christensen havde arbejdet i branchen i 30 år – senest som butikschef i Jylland. 
Forretningen blev fra starten en del af Danbo-kæden, og efterhånden blev der indført søndags-åbent én gang om måneden, tæppeafdelingen blev sløjfet, og man koncentrerede sig nu helt om møbler, senge, brugskunst og lamper.
Butikkens udstillingslokale er i dag på 2.800 m2 og lageret er på 400 m2 .
Der er 6 ansatte i firmaet inklusiv Peter Christensen.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2020

Kilder:
Artikler fra Fyns Amts Avis 1978-2015
Johanne og Bjarne Andersen:
Bosat i Hesselager fra ”Amalienborg” til ”Hesselagergård” 1801-2019

 

Gå til toppen