Svendborg Kajakklub blev stiftet i 1934. Kommunen gav tilladelse til at opføre et klubhus ved Tuxenvej, og her holder klubben fortsat til. Der blev samlet penge ind blandt medlemmerne til byggematerialer. Den 17. august 1934 blev kajakklubbens blå stander hejst for første gang.
En fast årlig begivenhed i Svendborg Kajakklub er konkurrencen Thurø Rundt. Her et glimt fra 1991.
Stiftelsen af Svendborg Kajakklub faldt sammen med, at kajakroning blev en anerkendt og udbredt sport. Efterhånden var roerne fra Svendborg godt repræsenteret i nationale konkurrencer. Anni Werner Hansen er et stort navn i klubbens historie. Med flotte placeringer ved OL og talrige danske mesterskaber satte Anni Werner Hansen Svendborg på landkortet i 1960’erne.
Svendborg Kajakklub har siden stiftelsen i 1934 haft til huse ved Tuxensvej. Fotograf: Th. Schleimann.
Deltagelsen i de mange konkurrencer sled på det sociale liv i klubben. I nyere tid er klubben i højere grad blevet et socialt fællesskab. Ved 75-års jubilæet i 2009 hed det: ”Kajaksporten er i Danmark blevet en sport for hele familien. Vi har skiftet fokus fra individualister i kap- og turkajakker til en sport, hvor man dyrker det fælles med f.eks. ugentlige fællesroninger.”
Konkurrencer eksisterer fortsat. Det sker f.eks., når klubbens traditionelle “Thurø Rundt” afholdes. Her er der mange seriøse kaproere blandt de mange motionister.
Bjarne Gregersen, Arkivernes Dag 2025.