Selvfølgelig tændes gadelysene. Det har de gjort i mange år på forskellige tidspunkter, men det sidder der nok en lille føler og finder ud af. Det er ikke sikkert du tænker så meget over hvornår lygterne tændes, men om vinteren lægger du nok mere mærke til det, eller er det blevet så stor en selvfølgelighed, så du kun ser det hvis ikke de bliver tændt. Nu er det bare noget kommunen sørger for, men sådan har det ikke altid været. Som så mange andre ting, i hvert fald her ude på landet, var det nogle fremsynede mænd, der fik ideen, og på foreningsbasis fik etableret noget gadelys. Det skulle vise sig at blive en hård kamp op gennem årene.
Den 18. februar 1899 blev der nedsat et udvalg på fire mand efter at der havde været fremlagt lister i byen, hvor man med sin underskrift kunne tilslutte sig ideen. Samtidig tegnede man sig for et beløb, en slags medlemskontingent. Det viste sig, at der var tegnet for et samlet beløb på kr. 130,85. Det var nok til at man turde gå i gang.
Beboerne gav med deres underskrift tilsagn om et beløb en gang for alle plus et årligt kontingent af frivillig størrelse. Der var 65 bidragsydere, hvoraf de fleste havde givet 50 øre. De samme 65 ville godt give 50 øre, 1 kr. eller 2 kr. det næste år. En lille fest er altid godt, så der blev lavet en underholdningsaften på Skårup Gæstgiveri, som gav et overskud på kr. 60,47. Man måtte have en prøvelygte, så folk kunne se hvad der skulle betales til. En sådan blev det pålagt blikkenslager Nielsen at få etableret. Det var selvfølgelig petroleumslygte, der her var tale om.
Nielsen fik fat på en lygte fra Glud & Marstrand i København. Den blev opsat, men blev ikke godkendt. Der blev alligevel indkaldt til generalforsamling den 12. marts kl. 4 på Skårup Gæstgivergård. Her blev vedtægter vedtaget og kontingent opkrævet. Man vedtog samtidig, at lygterne skulle slukkes kl. 10 og der blev også lavet regler for lygtetændingsmanden, når nu der forhåbentlig snart ville blive indkøbt og opsat lygter. Man kunne blive medlem ved at indbetale 50 øre i indskud samt mindst 50 øre om året.
Den 8. april rejste to bestyrelsesmedlemmer til Marstal for at se på brugte lygter. De havde mandat til at købe, hvis prisen var i orden. Det må den have været, for de købte femten lygter af 10,50 kr., men da de kom hjem vedtoges det at købe fem mere til samme pris. Der skulle også købes master og petroleum af bedste kvalitet. Lygterne blev ordnet og opsat på frivillig basis.
Men udgifterne løb og man afholdt en sommerfest til støtte for lygterne. Det gav 192,60 kr. i overskud så nu var der luft igen. Da det imidlertid havde kostet at købe maling til pæle og lygter og mindre reparationer, havde bestyrelsesmedlemmerne hver lånt foreningen seks kr. på et tidligere tidspunkt. De kunne nu tilbagebetales. Svendborg - Nyborg banen ville gerne have en lygte ved stationen, men de skulle nok selv købe en og ville betale fem kr. om året, hvis foreningen ville passe den.
Lygtepasserstillingen blev opslået og skomager Christensen blev antaget til jobbet for 30 kr. om året. Han tændte den første gang den 24. september 1899. Det at være lygtetænder var jo ikke bare sådan med et tryk på en knap. Nej, han måtte hele turen rundt både at tænde og slukke præcis til tiden.
Her er hvad lygtetænderens regler sagde:
Lygtetænderen skal sørge for lygterne er fyldte med petroleum og glas er pudsede så de kan brænde klart. Lygter skal pudses hver lørdag eller søndag før kirketid samt tænde og slukke til tiden. Tage lygterne ned om sommeren og op om vinteren, og selv sørge for pudserekvisitter og tændstikker samt opkræve kontingent hos medlemmerne.
Jeg vil tro, at det var disse betingelser, der gjorde at der blev skiftet lygtetænder næsten hvert år i en lang årrække, og hver gang steg lønnen. Der var bl.a. en lygtetænder, der fik bevilget et gros tændstikker oven i lønnen. Et gros er lig med 144 stk.
Der blev indkøbt fire lygter mere i det nye år, og i september afholdte man en havefest hos gæstgiver Nielsen med 25 øre i entre og ekstra 25 øre til dansen og så var der tombola og karruseller i haven. Det må have været en brag af en fest, for den gav kr. 300,80 i overskud. Der udvides stadig med flere lygter rundt i byen, og i vinteren 1903-04 skal skomager Grønlund først slukke lyset kl. 10½. Grønlund er den lygtetænder, der nogensinde har været det længst tid, nemlig fire vintre.
Men efterhånden som der er mange lygter, er der også flere, der skal repareres og i 1910 er der kun 5,61 kr. i kassen. Der måtte nu en indsamling i gang og det gav 66,50 kroner. Det var ikke så meget, så endnu en fest blev holdt. Den gav 106 kroner og så var der lys igen. Fester var de nok gode til at holde, for et par år senere gav en høstfest 175 kroner. Den 20. august 1913 indkaldes til et møde, hvor man vedtog at gå over til elektriske lygter. Det skulle finansieres ved ikke at tænde lys den pågældende vinter. Kassen viste kun 165 kroner, så de blev sparet og endnu en indsamling blev sat i gang. Det gav 300 kr. og i årskontingent kunne skaffes 150 kroner. De gamle lygter blev solgt. Det gav 53,55 kr.
Man fik lov at opsætte lamper på elværkets master og automatiske tænd og sluk-ure ved to ejendomme i byen. N. Due Petersen & Kryger fra Svendborg lavede det hele for 640 kr. Lygterne tændtes første gang den 1. oktober 1915 efter endnu en lille indsamling som gav 111 kroner. I 1923 var kassen ved at være tom igen, og man måtte på ny til beboerne om et engangsbeløb. Der blev også afholdt et andespil i samarbejde med radioforeningen. Det er første gang vi hører om andespil.
Evt. overskud skulle gå til lygteforeningen og plantebedet. Der blev 6,25 kr. til hver. Foreningen udvider dog stadig med et par lamper. Nu på Landevejen. Både i 1935 og 36 spørges sognerådet om tilskud, men giver afslag. Kassen er ved at være tom igen, strøm koster jo penge.
Til generalforsamlingen i 1936 er der forslag om sammenlægning med vandværket, men det forkastes. En ny indsamling giver 414 kroner og for at øge kassebeholdningen yderligere, skal der afholdes et spillegilde. Der blev indkøbt tre ænder, fire gæs, fire gavekort af 5 kr. og et ekstra nummer til en værdi af 15 kr. Det gav 87,79 kroner i overskud.
Herefter var der fast spillegilde hvert år på Skårup Kro, ligesom andre foreninger holdt et om året. Det gav altid et pænt overskud. For første gang ser vi sognerådet bakke op om den store indsats, og yde 25 kr. i tilskud. Der udvides stadig og i 1955 er der 50 lamper.
Der var nu også lamper ved alderdomshjemmet på Skårupørevej, men så gav sognerådet også 100 kroner i tilskud. Det er åbenbart de gode spillegilder op gennem 50erne som holder en rimelig økonomi i foreningen, men i 1960 bliver udgifterne til strøm og reparationer for store og pludselig er der kun 3 kroner og 7 ører i kassen. Nu ser bestyrelsen, at det ikke kan klares ved indsamling og beder kommunen overtage gadebelysningen.
Kommunen afslår, idet der ikke er afsat penge på budgettet, men finder dog lidt penge, som gives i tilskud, så der også er lys den vinter. Skårup sogneråd overtager alt fra foreningen den 22. marts 1961 og herefter er det en kommunal opgave, at der er gadebelysning på de mørke aftener. Dog skal nyetableringer betales af borgerne selv. Og således døde gadebelysningsforeningen i Skårup efter 42 års kamp.