Svendborg sømandshjælpekasse tog navn efter 10-årig prins
En af Svendborgs ældste foreninger er Prinds Valdemar Foreningen , som blev stiftet i januar 1868. Dens formål var at hjælpe skippere og styrmænd, deres enker og børn ”når de uforskyldt måtte geråde i nød”.
Foreningen lever den dag i dag og har en større formue. Nu omstunder uddeles der beløb til enker ved juletid, ligesom man i de senere år er begyndt at arrangere en sommerudflugt for pensionerede søfolk.
Den gang i 1886 var velfærdsstaten endnu ikke født og begreber som pension, enkepension, folkepension, forsikringer, erstatninger m.v. var ukendte. Nødstedte var henvist til private hjælpeordninger.
Den 14. januar 1868 blev der indkaldt til et møde på initiativ af skibsfører Theodor Jørgensen. En del skippere, styrmænd og andre med maritim tilknytning var mødt. De tog det første skridt til en forening, hvis hovedformål skulle være at understøtte forliste, syge og alderdoms svækkede skippere og styrmænd.
En komite blev nedsat til udarbejdelse af vedtægter m.v. Allerede den 30. januar blev der indkaldt til stiftende generalforsamling. Det blev vedtaget, at der kunne optages to kategorier af medlemmer:
Folk, som eventuelt kunne komme til at nyde godt af foreningen og andre som gav bidrag.
Skibsfører M. Jacobsen vangtes til formand og navigationslærer A. O. Tuxen til kasserer.
Barnet skulle have et navn, og det blev foreslået, at der skulle søges om tilladelse til at kalde det for Prinds Valdemar Forening. Ansøgningen blev først sendt til ministeriet, der svarede, at man skulle indhente Kongens velsignelse. Den 6. juni 1868 kom der brev fra majestæten, som var Chr. IX, og han samtykkede og udtrykte sin ”påskønnelse af den smukke opgave, foreningen har påtaget sig”.
Prinds Valdemar var født i 1858 og således ti år, da han lagde navn til den maritime hjælpekasse i Svendborg. Prinsen var den yngste af Chr. IX og Dronning Louises seks børn. Det traf sig sådan, at Valdemar fik en søofficers uddannelse og endte som admiral. Han følte sig således knyttet til søen. I 1917 blev han protektor for Prinds Valdemars Foreningen og var det til sin død i 1939.
Det hedder sig at danske søfolk altid har været tro mod Gud, Konge og Fædreland. Derfor var det naturligt med et kongeligt navn til en hjælpekasse.
Allerede den 10. september 1869 oplyser protokollen, at det første beløb blev udbetalt. Det var på 25 rigsdaler og gik til skibsfører C. Bonde, hvis skib var forlist.
Prinds Valdemar Foreningens første regnskab viste et overskud på 681,62 rigsdaler. Der var også udgifter, bl.a. ni rigsdaler til frimærke og omslag til ansøgningen om foreningens navn til Kong Chr.
Overskuddet blev anvendt til køb af en Kgl. Stats Obligation.
Spredt læsning i protokollen viser, at der f.eks. i 1881 blev udbetalt 50 kr. hver til flere enker, ligesom en skipper fik 30 kr., da han var alderdomssvækket.
I 1916 var der givet økonomisk hjælp til 38 enker.
Af medlemsfortegnelsen i 1896 fremgår, at der da var ca. 130 potentielt ydende medlemmer af foreningen. De indbetalte otte kroner årligt. Der var 68 bidragydere. Blandt disse var amtmand , greve Brockenhuus Schack, der var noteret for et årligt bidrag på 20 kr. Blandt øvrige bidragydende medlemmer var boghandlere, fiskehandlere, hattefabrikanter, telegrafbud og andre erhverv. Deres bidrag svingede fra to til fire kroner.
I 1892 blev Prinds Valdemar Foreningens Bøssefond oprettet. Rundt på skibene, på mæglerkonterer og lignende steder blev der sat indsamlingsbøsser op, og de gav et ganske godt bidrag til opfyldelse af foreningens formål.
I 1992 fortalte skibsreder Jørgen Jensen, Vesta, mangeårig formand og senere æresmedlem, til Fyns Amts Avis, at Prinds Valdemar Foreningens formue var på over en mio. kr. Foreningen forstod at få forrentet sine penge godt, og den var sat til at administere flere legater.
Hver vinter holder Prinds Valdemar Foreningen sin generalforsamling, som er ganske kort. Derefter er der fest med damer, og den kan ikke afholdes uden at der sendes et telegram til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II – og ved midnat afbrydes dansen for at i fællesskab at synge ”Der er et yndigt land”.