Byens fornemme hotel i 115 år
Wandalls Hotel i Gerritsgade var stedet, hvor byens spidser mødtes. Der, hvor folk fylder indkøbsvogne op med alle mulige fornødenheder fra hylderne i Kvickly City i Gerritsgade, lå i fordoms tid Wandalls Hotel.
I 115 år var det stedet, hvor byens spidser mødtes i deres klubber og eksklusive foreninger – og hvor byens gæster allerhelst indlogerede sig.
I 1948 fyldte hotellet 100 år, og museumsinspektør Ove Marcussen skrev et festskrift. Heri hedder det bl.a.: ”Utalte tusinder af gæster har hotellet i dette tidsrum åbnet sine døre for. Stilfuldt, men tillige hjemligt hyggeligt, i en stilfærdig og imødekommende atmosfære er gæsterne blevet modtaget”.
Ove Marcussen føjer til: "Wandalls Hotel er indbegrebet af, hvad man forstår ved det ideelle opholdssted for den, der må befinde sig uden for sit hjem”.
Bygningsmæssigt skriver stedet sin historie tilbage til 1700-tallet, da by- og herredsskriver Gotfred Jansen havde bopæl i en bindingsværksbygning i én etage.
I 1832 købte Andreas Lacoppidan ejendommen, og åbnede et gæstgiveri.
I 1847 erhvervede præstesønnen fra Gudbjerg, Jens Laurinzius Wandall, huset. Han begyndte med at anlægge en keglebane, og gik straks efter i gang med at rive den gamle bygning ned. I stedet opførtes en monumental bygning i to etager, med tre skorstene og en port i midten.
Fra 1853 fik Postvæsenet kontor i hotellet. Postvognene fra Odense, Nyborg og Faaborg havde endestation og udgik herfra. Postvognene medførte passagerer, og det var en stor fordel for hotellet at få vognene ind i sin gård. Nu havde de rejsende jo ikke langt til et logi.
Først da Svendborg fik en jernbane og en banegård i 1876 flyttede Postvæsenet dertil.
Jens Wandall døde i 1856 i en alder af kun 42 år. Hans enke, Marianne Chathrine, førte hotellet videre og sendte sin ældste søn, Hans, ud i verden for at lære hotelbranchen at kende. Han var således godt rustet til at føre hotellet videre.
Som antydet var Wandalls Hotel stedet, hvor flere af byens borgerskab holdt til: Det gjaldt bl.a. Svendborg Borgerlige Læseforening, der var stiftet i 1843, og hvis medlemmer alle var fremtrædende borgere.
Danmarks store forfatter, Henrik Pontopidan, opholdt sig ofte på Wandalls Hotel. Det var her han i 1917 fik telegram om, at han skulle have Nobelprisen i litteratur. En pris, som han måtte dele med digteren Karl Gjellerup.
Hans Wandall solgte hotellet i 1896 til en Julius Hansen. Selv trak Hans Wandall sig tilbage til en villa i Kogtved, hvor han døde i 1920.
Hotellet havde derefter skiftende ejere, indtil Aksel Boldt købte det i 1948. Han havde i 1930èrne været overtjener på Wandalls Hotel. Aksel Boldt blev - skulle det vise sig - den sidste hotelejer. Han moderniserede og holdt hotellets standard, men i august 1963 solgte han til Schous Varehus – for 900.000 kr.
Tiden var inde til, at danskerne skulle forsynes med store supermarkeder og varehuse. Både FDB og Irma siges at have været interesseret i den store grund i Gerritsgade. Men det blev altså Schou, som kom med det bedste bud.
I 1966 begyndte nedrivningen af fortidens herlighed og varehuset Schou Epa åbnede. Nogle år senere blev det så til Kvickly City.
