Medens de allerfleste af vore middelalderlige kirker er bevarede, er det samme ikke tilfældet med de kirkelader, som hørte til hver kirke. Kirkeladen skulle bruges til at opbevaring af ”tiendekornet”, som var bondens skat, indført allerede i 1100-tallet. Kirkeladen skulle være så stor, at den kunne rumme det utærskede korn samt plads til tærskningen. Kornet blev delt i tre lige store dele til kirken, præsten og biskoppen.
Efter reformationen tilfaldt biskoppens del kongen, og senere overgik kirkens del til den herremand, som ejede kirken. Officielt ophørte tiendebetalingen først med indførelsen af ejendomskatten i 1903.
Kirkeladerne mistede deres betydning, da man gik over til at aflevere det tærskede korn eller et pengebeløb svarende til kornets værdi. De dårligste blev nedrevet eller overgik til andet formål fx til skoler eller ”hospitaler”, idet munkenes sociale arbejde ophørte efter 1536, hvor klostrene blev nedlagt.
Den nuværende kirkelade i Skårup, som er en af de få, der er tilbage på Sydfyn, er opført i 1400-tallet, men har selvfølgelig haft en forgænger, som ikke var bygget godt nok.
I 1642 lod herremanden til Klingstrup, Henning Valckendorff, og hans hustru Anne Barnekow kirkeladen ombygge til ”hospital” med fem små lejligheder. Her kunne enlige, fattige, skrøbelige og elendige bo til ”evig tid”. Foruden husly fik de tildelt et lille stykke jord, som kunne dyrkes som ”kaalhauge”. Henning Valckendorff havde solgt nogle gårde i Halland og købt andre gårde i omegnen af Skårup. Disse skulle så ved ydelser i naturalier eller penge dække driften af hospitalet.
Det blev sognepræsten, der skulle udpege beboerne og aflægge regnskab over for biskoppen. Endvidere var der i fundatsen en bestemmelse om, at degnen for et årligt beløb på 10 rigsdaler hver morgen kl. 9 skulle holde bøn med de fattige og læse et stykke af Bibelen. Det er måske årsagen til, at bygningen skiftede navn fra ”Hospitalet” til ”Klosteret”?
Denne ordning fungerede i næsten 300 år. I 1920 blev der bygget en ”Fattiggård” eller alderdomshjem på Skårupørevej og hertil blev ”lemmerne” flyttet. Der var dog en familie, med 8-9 børn, der fik lov at flytte ind i ”Klosteret”, og de boede der til 1932, hvorefter bygningen stod tom. Nu blev den legeplads for byens drenge, og der gik nogle ruder en gang imellem. Sognepræsten forlangte nu, at de familier, hvis drenge havde været med til hærværket, skulle betale, men da det kom frem, at hans egne to drenge havde været med, blev sagen stillet i bero.
Midt på kirkegården lå et lille, gammelt kapel, der nok kunne trænge til nedrivning, og den tanke opstod, at den gamle kirkelade kunne ombygges til ligkapel, og det stod færdigt i 1934.
Ved restaureringen blev bygningens ydre ført tilbage til sit oprindelige udseende med kamtakkede gavle.
I 1803 havde ejeren til Vejstrupgaard, etatsråd Koefoed, som nu havde patronatsretten til kirken (retten til at udnævne præsten, men også ansvaret for kirkens vedligeholdelse) foretaget forskellige mindre ”klædelige” forandringer. De kamtakkede gavle på kirken, koret og klosteret var fjernet: Kirketårnet havde fået en pyramideformet hat, og klosteret havde fået et nyt tag i ”tidens smag” dvs. afvalmet tag. Det var vel fordi, det var billigere at vedligeholde?
Sognets konfirmandlokale var en del af den nye præstegård, der var blevet bygget i 1963-64. Efterhånden krævede imidlertid meget store konfirmandhold en tilbygning til præstegården. Da fik menighedsrådet den idé, at ligkapellet måske kunne ombygges til konfirmand- og samlingslokale, og da beregninger viste, at det ville blive billigere end at bygge til præstegården, og at det gamle hus nu kunne restaureres og bevares og bruges til mange af menighedsrådets arrangementer, blev arbejdet sat i gang efter at museet havde foretaget arkæologiske undersøgelser. Der afsløredes flere gulvlag, og da der blev gravet ud for at udskifte eller sløjfe gamle kloakledninger fandt man resterne af et skelet. Ved en kulstof-14-analyse blev det slået fast, at begravelsen havde fundet sted ca. 1020, altså i slutningen af vikingetiden.
Ved ombygningen forsøgte man at bevare så meget af det oprindelige udseende, dog blev der i den nordre ende indrettet et lille køkken, en garderobe og et toilet.
Den 1. februar 1998 blev Kirkeladen, som nu blev det officielle navn, indviet efter en gudstjeneste forestået af biskop Kresten Drejergaard. Bagefter var der over 100 mennesker samlet i kirkeladen, hvor man beundrede det flotte resultat. Kirkens våbenhus blev indrettet til kapel, og tårndøren er nu den officielle hovedindgang til kirken.
Efter at bygningen nu har fungeret i ni år til mange forskellige arrangementer, må det siges, at det var den helt rigtige beslutning, der blev taget, da det man vedtog at restaurere og ombygge Skårups gamle kirkelade, og den vil med sine næsten en meter tykke mure sagtens kunne stå i flere hundrede år endnu.
Kilder:
Forskellige artikler i Skårup Sogns kirkeblad: Marts 1982, juni 1987 og september 1987
”Folk & Fæ” i Skårup Sogn: Februar 1998 og februar 1999 og april 1999
Valckendorferne paa Klingstrup, deres Donationer og Stiftelser af Professor J. Schurmann. 1882
Årbog for Svendborg & Omegns Museum 1999 s. 33-41