Kvinden bag digteren

oe2174 bDen 2. september 1937 blev en 32-årig østrigsk kvinde viet til en 71-årige dansk mand

i Salzburg. Bruden hed Helene Klein.

I december 1995 bragte Fyns Amts Avis en dødsannonce over Helene Johannes Jørgensen, som havde været enke i 41 år, da hendes ægtefælle døde i 1956.

Hun var i sandhed kvinden bag sin mand. Det var digteren, Johannes Jørgensen (1866-1956), som blev født i Svendborg, og som bl.a. havde og har et stort navn i de katolske lande.

Helene blev født i Wien den 26. februar 1905 som datter af bogbindermester Josef Klein og Pauline Greis.

Under første verdenskrig 1914-1918 havde hun ophold hos en godsejerfamilie i Barceback i Sverige. Hun var altså wienerbarn som så mange andre børn fra det krigshærgede land.

Efter krigen vendte Helene Klein tilbage til barndomshjemmet i Wien, hvor hun fik en uddannelsen som boghandler.

Johannes Jørgensen havde slået sig ned i Assisi i Italien. Under et besøg her mødte Helene Klein digteren.

I 1930 forlod Johannes Jørgensen sin hustru, Amalia, og otte børn. Han blev troende katolik og kunne således ikke gifte sig igen. Amalia døde i 1935.

Under anden verdenskrig 1939-1945 opholdt parret sig i Vadstene i Sverige. Her skrev Johannes Jørgensen i 1942 et digt til hustruen med titlen “Den ellevte time”:

Du kom, da Solen var nede,

og mørket faldt paa,

men uden frygt var du rede

til med mig at gå

Du vidste ikke, hvor vejen

Jeg vandrede, gik hen -

Du vidste blot, at nu ville Du være min ven.

Du fandt din plads ved det vindue,

hvor isblomster gro.

Jeg sad der engang alene -

nu sad vi der to.

Og tændtes der stjerner på himlen,

så fandt du frem

af hele den lysende vrimmel.

Den over mit hjem.

Og er det den ellevte time,

vi nu hører slå,

så ved jeg, at til den sidste

vil med mig du gå.

Digtet illustrerer flot, at Helene fulgte Johannes Jørgensen, selv om det betød farvel til fædrelandet og familien i Wien og endte med et langt liv i en mindre dansk provinsby.

. Efter verdensfreden slå parret sig igen ned i Assisi og hun fulgte også med til ægtemandens fødeby Svendborg i 1953. De installerede sig i Fruestræde 15, hans fødehjem, som Svendborg havde købt og gjort til æresbolig for digteren.

Tre år efter døde Johannes Jørgensen. Helene Jørgensen blev som nævnt til sin død.

Hun boede på førstesalen, mens stueetagen blev indrettet som mindestue for manden.

Helene vogtede nidkært om sin mands eftermæle og hægede om hans genstande.

For at understrege sit tilhørsforhold til digteren tog hun Johannes som mellemnavn.

Hendes betydning den aldrende digter kan nok ikke vurderes højt nok.

Lone Jerk var gift med et barnebarn af Johannes Jørgensen. Hun fortæller, at Helene Jørgensen var yderst velbevandret i litteratur. Hun var således en stor hjælp for Lone Jerk, da denne skulle til at læse sit linjefag, dansk, som et led i læreruddannelsen.

Helene Jørgensen fejrede i mange år lillejuleaften i Lone Jerk og mands hjem. Juleaften ville hun absolut være alene.

Flere andre Svendborg familier inviterede Helene Jørgensen ved forskellige lejligheder. Hun beskrives som et beskedent og venligt menneske, men meget tilbageholdende og svær at komme ind på livet af.

Helene Jørgensens begravelse fandt sted den 27. februar 1995 fra Sankt Knuds Kirke (den katolske) i Havnegade. Hun blev stedt til hvile ved siden af sin digtermand på Svendborg Kirkegård.

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2021.

Gå til toppen