Sejlskipper Kristian Lund, Svendborg
Kristian Lund (1941-2018) var i henved 50 år ejer af og skipper på skonnerten Aron af Svendborg. Med sit fartøj, bygget i Marstal i 1906, blev han fra 1970 en pioner på et specielt felt. Han tilbød charter sejlture med Aron, og det blev efterhånden en solid forretning og senere fulgt op af andre skibe.
Ved sin 60 års fødselsdag i 2002 sagde Kristian Lund om starten:
“Jeg havde ingen at tage mål efter. Det var lidt fumleri, og jeg blev ikke lovet den store fremtid, men nu har jeg hakket mig igennem i 30 år. Vi har gæster, der kommer igen og igen. Enkelte har tilbragt to et halvt år på Aron.”
Kristian Lund var født på Rømø. Selv om han ikke var af sømandslægt, valgte han at stå til søs som 15 årig. En tid sejlede han med en damper mellem Esbjerg og England. Derefter kom han ind til Søværnet, hvor han efter en barsk træning klarede optagelsesprøven til Frømandskorpset. Her var Kristian Lund i 10 år og sluttede som instruktør.
Endnu inden har var trådt af i Frømandskorpset købte Kristian Lund i 1968 Aron. Sælgere var to tvillingebrødre fra Rudkøbing. De havde ejet skonnerten i 33 år og sejlede fragt på Østersøfarten, også under anden verdenskrig.
Kristian Lund fik fartøjet bragt tilbage til sit originale udseende fra 1906.
Helt til det sidste satte han en ære i at holde Aron i flot stand. Dermed er skonnerten en af den danske sejlskibsflådes fineste repræsentanter.
“En gammel fin dame er ikke noget billigt bekendtskab”, som han sagde. Et vinterophold hos J. Ring Andersens Træskibsværft kunne let løbe op på 200.000 kr. i snit, sommertider det dobbelt, hvilket var tilfældet, da skonnerten fik nyt teaktræsdæk.
En chartertur med Aron varede typisk en uge. Det var ikke ren afslapning for gæsterne. Under skippers kyndige vejledning blev de kommanderet til at sætte sejl og iøvrigt deltage i alt andet forefaldende arbejde på skibet. Det gjaldt dog ikke madlavning, for det klarede zz skipper som regel selv.
Den overvejende del af Kristian Lunds kunder var tyskere, og de kom i flere generationer. Han brugte aldrig et markedsføringsbureau og bookede selv rejserne, der begyndte 1. maj og sluttede hen i oktober
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2022