Jørgen H. Frederiksen - kastede sig straks efter sin pensionering over bevarelsen af coasteren “Caroline S”. Foto Roland Petersen/Fyns Amts Avis.
Hr. Møllers mand i Svendborg
I seks og et halvt år var Jørgen H. Frederiksen Hr. Møllers mand i Svendborg. Det var Frederiksen, der førte tilsyn med opførelsen af den monumentale og transparente bygning på Dyrekredsen i Rantzausminde: Maersk Training Center.
Jørgen H. Frederiksen blev 1 januar 1994 forflyttet til Svendborg, hvor rederiet A.P. Møller havde oprettet et træningscenter. Det var en erfaren rederiets mand, og skibsreder Mærsk McKinney-Møllers fortrolige, der tog fat.
Træningscenteret flyttede ind hos Maersk Drilling Trainingcenter på A.P. Møllersvej.
Der havde været en del uheld på rederiets skibe. Årsagen var menneskelige fejl, og det blev besluttet at gøre noget ved det.
Der blev taget model fra luftfarten. En række simulatorer og kurser blev udviklet med det formål at lære personalet om bord at kommunikere og samarbejde.
Det endte med, at kurserne foregik i ni pavilloner på A.P. Møllersvej. Det blev noget trangt. Rederiet gik ind i en overvejelse om, om det selv skulle udvikle kurser eller købe dem. Beslutningen blev, at man selv skulle udvikle og holde kurserne.
Det betød, at der skulle opføres et hus. Jørgen H. Frederiksen fortalte, at der aldrig i rederiet var et øjebliks tvivl om, hvor det hus skulle opføres, nemlig i Svendborg, og på den grund, som Ejendomsselskabet Munkebo A/S havde ejet i mange år.
“Arkitekter fra ejendomsselskabet tegnede et helt ordinært hus, som der blev lavet en model af. Den fik hr. Møller at se, men han sagde straks, at grunden var alt for god til et hus uden et markant præg”, røbede Jørgen H. Frederiksen engang.
Opgaven blev derefter overdraget til den verdenskendte arkitekt Henning Larsens tegnestue. Resultatet er et 440 kvadratmeter stort hus, bygget i beton, glas og træ.
Træningscenteret blev officielt åbnet med piber og trommer leveret af Peder Most Garden den 2 august 1999 - naturligvis i overværelse af hr. Møller.
Jørgen H. Frederiksen fik kun et år som direktør i den nye bygning. Han fratrådte den 31 august 2000. Han var fyldt 65 år og faldt dermed for rederiets aldersgrænse.
Han kunne da se tilbage på 46 år i rederiet A.P. Møllers tjeneste. Gartnersønnen fra Brøndby blev i 1955 aspirant, gik på Frederikshavns Søfartsskole og blev navigatør i 1962.
Jørgen H. Frederiksen fik kun få år til søs. Fra 1969 til pensioneringen i 2000 løste han opgaver på land. Det begyndte med løsningen af en opgave i rederiets administration. Han har været havnekaptajn i New York og virkede syv år i Japan. I 1978 kom han til hovedsædet i København - og var indtil 1994 personalechef i skibspersonaleafdelingen.
Jørgen H. Frederiksen brugte sin pensionisttilværelse særdeles aktivt. Han var foregangsmand, da en kreds af ældre søfolk på Samsø gerne ville aflastes. Opgaven med at vedligeholde og drive en coaster af den såkaldte Caroline type var blevet for tung for øboerne. De vidste, at den ville komme i gode hænder i Svendborg.
I 2002 kunne skibet anduve Svendborg Havn, nu under navnet “Caroline S”. Her blev hun budt velkommen af en stor skare med borgmester Jørgen Henningsen i spidsen.
Jørgen Frederiksen var selvskrevet til at blive formand for den forening, som driver skibet, der var bygget i 1959 i Marstal. En lang række sponsorer dannede det økonomiske grundlag for skibet, der dog også selv tjente penge. Det skete bl.a. med sejlads med fiskefoder fra Haderslev til Musholm i Storebælt. I 2023 havde “Caroline S” foretaget 750 ture, lastet med fiskefoder.
I 2018 udgav Bjarne Bekker “Mit livs Sejlads”. Her fortalte Jørgen H. Frederiksen om sin tilværelse og de mange opgaver, han løste for rederiet A.P. Møller. Her fortæller han, at han ved sin pensionering drømte om at stå til søs i en sejlbåd. At sejle på den vis var velkendt for ham efter mange ture som gast i Hr. Møllers Klem-lystbåde. Tanken om lystsejlads blev droppet til fordel for et samkvem med “Caroline “.
“Caroline S” var og er for mange tidligere og endnu friske søfolk en herlig beskæftigelse med sejlads og vedligehold af den gamle dame. Der er rift om skibet til forskellige tursejladser og visse arrangementer.
Jørgen H. Frederiksen var formand for Bevar Svendborg Havn og således aktiv i debatten om dens fremtid. Han mente, at havnen skulle forbeholdes maritime aktiviteter.
I 2021 købte Jørgen H. Frederiksen sammen med sin samleverske, Margrethe Andersen, ejendommen Brogade 13, som tidligere var restaurant. Parret flyttede ind og åbnede samtidig et forsamlingshus i lokalerne.
Jørgen H. Frederiksen (1936-2025).
Kilder: Fyns Amt Avis og Fyens Stiftstidende.
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2025.