Tjenestekarlen blev kunstner

Et fald fra høloftet på faderens gård på Gudme Mark blev bestemmende for den 19-årige Henry Eriksens (1915-1995) liv. I stedet for en tilværelse som bonde blev den unge mand kunstner - og var ved sin død i 1995 en anerkendt og efterspurgt naturalistisk maler.

Faldet betød lang tids sengeleje. For at få tiden til at gå anskaffede han sig farver og pensler. Den unge mand blev grebet af kunsten - og den blev hans levevej.

b402Henry Eriksen (tv) sammen med kunstnerkollegaen Ib Agger. Foto: Svendborg Byhistoriske Arkiv

 

Ved sit 50-års jubilæum i 1984 erkendte Henry Eriksen, at det ikke var nogen dans på roser at skulle leve af sin kunst. Han formåede dog altid at “male sig” til det daglige brød.

“Det var forbasket svært, ikke mindst i ungdomsårene, hvor jeg indimellem var tvunget til at gå på akkord og lave det samme billede fem gange,” sagde han.

I en periode tog Henry Eriksen tegneundervisning hos den akademiuddannede Peter Rostrup Bojesen (1910-1955). Han var hjælper for maleren Niels Hansen, da de store vægmalerier i byrådssalen på Svendborg Rådhus blev skabt.  Her erhvervede Henry Eriksen en del erfaring, der senere kom ham til gode.

En farvehandler hjalp i 1937 Henry Eriksen til at udstille hos Ramme Larsen i København. Blandt gæsterne på udstillingen var den kendte jyske maler Niels Bjerre (1864-1942). Bjerre blev spurgt, om Eriksen ikke burde på kunstakademiet. Svaret var: “Hvorfor skulle han dog det, han kan jo nok male…”

Henry Eriksen blev hurtigt en flittig udstiller rundt i landet, og ved 50-års jubilæet havde han ikke tal på antallet af udstillinger. Han erklærede dengang, at kunstnere skal have velordnede forhold:

“Ikke noget med at gå rundt og ligne en karikatur og stå uden for restauranten og kigge ind på bedsteborgerne. Nej, sunde og normale forhold skaber kunsten og kunstneren. Vil man skabe gode og værdifulde ting, sker det bedst under gode forhold, hvor det sjælelige er i fuld overensstemmelse med det materielle.”

I 1941 var Henry Eriksen med til at stifte Svendborg Amts Kunstforening (SAK) og var i mange år kasserer.

I 32 år var han underviser på AOF's aftenskole og beredte talrige elever glæden ved at udtrykke sig i maleri og tegning.

I 1953 købte Henry Eriksen hus på Drejøvej. Ved sin 75-års fødselsdag i marts 1990 sagde han til avisen: “Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde, og vil betragte mig som en flittig mand.”

Hans malerier hænger i mange hjem. Motiverne er oftest hentet i Svendborg og omegn. Også skibsbesætningerne kunne glæde sig over Eriksens kunst. Svendborg Værft A/S købte af og til malerier, som blev foræret til nybygninger. Da A.P. Møller fik bygget tankskibet Svendborg Mærsk i 1981, købte Svendborg Kommune et Henry Eriksen-maleri til ophængning i fartøjets officersmesse.  

Kilder: Svendborgposten og Fyns Amts Avis

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2025.