A.P. Møller og Svendborg

For en del år siden skrev en journalist, at skibsreder A.P. Møller var født i Svendborg. Av for den.

Det var han ikke, men i Dragør i 1876. Rigtigt er det, at han fik sin barndom i Svendborg. Han var otte år, da han sammen med sin far, mor og ni søskende flyttede ind i Villa Anna på Høje Bøge Vej i december 1884.

Fadereren, kaptajn Peter Mærsk Møller, fandt tilværelsen i Dragør lidt tung - og mente, at Svendborg var den rette søfartsby at slå sig ned i. Det skulle så vise sig at være rigtigt.

Da familien kom til Svendborg, var der tre sønner, hvoraf Arnold Peter var den yngste. De kom i Svendborg Privat Realskole. Som tilflyttere havde børnene det ikke let. De blev drillet af såvel lærere og elever for deres Dragør dialekt; skældsord som “amagermor”, “amagerkælling” og mere i den dur.

Møller-drengene lod sig ikke umiddelbart slå ud - tværtimod slog de fra sig. Talrige slagsmål med de andre drenge i nabolaget fandt sted. Og det lykkedes efterhånden at vinde en vis respekt og opnå at kunne færdes i fred.

Hverken Arnold Peter eller brødrene var stærkt interesserede i de tilbud, som skolen gav dem. Og måske var lærerne heller ikke de største pædagoger. A.P. Møller har sidenhen selv erkendt, at han var en sløj elev. Men den unge mand tog sig i det sidste skoleår sammen. I 1892 bestod han Præliminæreksamen med et resultat lidt over middel.

I juni 1886 overtog faderen, Peter Mærsk Møller, et engelsk bygget dampskib på 320 tons dødvægt. Det fik navnet “Laura”. I ferierne var sønnerne ofte med på dette skib. Der foreligger ingen tilgængelige kilder, der fortæller om disse sejladser. Det er noteret, at Arnold og kammerater boltrede sig på Svendborgsund i små sejlbåde.

Barndommen var slut, da Arnold Peter Møller fyldte 16 år. Han drømte om at uddanne sig til ingeniør, men der var ikke råd til at bekoste det studium.  I stedet blev han handelslærling i H.A. Hansen og Co i Sorø. Det blev en barsk tid — med arbejdsdage fra kl. 7 til kl. 21. Arnold Peter vænnede sig efterhånden til forholdene. Chef og lærling fik respekt for hinanden.

Dermed må historien om Arnold Peter Møllers barndom i Svendborg slutte. Knægten fra Høje Bøge Vej blev en af dansk erhvervslivs helt store skikkelser i 1900-tallet på linje med H.N. Andersen og C.F. Tietgen i 1800-tallet. Han døde i 1965.

 B20452

 

Ønskes der mere viden om skibsreder A.P. Møllers liv og virke kan følgende bøger anbefales:

  • “Ved rettigheder Omhu…” af Ove Hornby
  • “Omvæltningernes Tid. Familien Mærsk Møller om kampen om dampskibene” af Nils Valdersdorf Jensen
  • “Mærsk - manden og myten” af Peter Suppli Benson, Bjørn Lambek og Stig Ørskov.


Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2026