I dag er det vel nok de færreste der ved, at forfatteren Carl Ewald har haft tilknytning til det sydfynske. Carl Ewald er mest kendt for sine historiske romaner og for at være far til Poul Henningsen.
Men i en periode i 1880’erne virkede han som journalist ved Svendborg Avis, og i 1903, hvor han levede i sit andet ægteskab, bosatte han sig i 1½ år i Lundeborg. Her lejede han sig ind i den store godsforvalterbolig, der hørte under Broholm. Med sig havde han børn fra både første og andet ægteskab, og ofte var der besøg af vennerne fra København. Husstanden bestod tit af mange mennesker, der i høj grad nød de frie omgivelser. Hvad omgivelserne derimod havde at sige om denne flok frisindede københavnere melder historien dog intet om.
Carl Ewald var i samtiden kendt for sine radikale holdninger og sin skarpe pen, han kunne i meget rammende vendinger spidde hykleriet, misundelsen og overklassehovmodet. Det kommer også tydeligt frem i hans virke i Svendborg. I et vers bragt i den rivaliserende højreavis Svendborg Amtstidende hedder det om ham og hans redaktør:
"Naar Bondegaard bliver gammel,
og lange Ewald dør
saa faar vi fred i Svendborg -
men heller ikke før.”
I en sjov lille bog, der findes på Svendborg Byhistoriske Arkiv, har Ewald i 1887 samlet en række udklip fra sin avis, der alle handler om Svendborgs skolevæsen. Ewald havde som yngre været skoleleder på Frederiksberg og interesserede sig meget for børns opvækst og uddannelse. Hvorfor bogen er stilet til Fru Hammershøy, hvis mand var overlærer ved Svendborg Borgerskole, vides ikke. Men i netop denne stilling har Hammershøy haft betydelig indflydelse på byens skolevæsen. Bogens titel er ” Et Aarsregnskab” og i sin dedikation skriver Ewald med egen håndskrift følgende:
Højtærede Frue!
De vil næppe undgaa oftere at støde på Venstrejournalister.
De Skarns-Mennesker er paa Færde alle Vegne, stikker deres Næser i Ting,
der slet ikke rager dem og generer fredelige Folk ved deres Paatrængenhed.
Skulde De nu oftere træffe paa den Art Individer, saa vil jeg i al Ærbø-
dighed give Dem et Raad. Og det er dette: Naar De ser dem – Individerne –
falde over et eller andet, de – Individerne – finder latterligt, saa slut ikke
deraf, at de – Individerne – mangler Evne eller Vilje eller begge Dele til at tage
en alvorlig Sag alvorlig.
Hvis De ikke følger mit Raad, saa fornærmer De Journalisterne.
Og den Slags Slubberter er mer end almindelig tilbøjelige til at hævne sig.
Og hvis de alle sammen hævner sig paa samme – nærliggende – Maade, som
undertegnede, saa faar De, ærede Frue! med Tiden et Bibliotek, som
De ikke kan rumme i Deres Dagligstue.
Med venligst Hilsen til Overlæreren!
Deres ærbødigst
Svendborg d. 12te April 1887. Carl Ewald
Bogens første udklip fra Svendborg Avis lyder således:
Et Aarsregnskab.
Fruestræde er vist Byens fineste Gade.
Der ligger for det første Teatret – som
det nok for Resten ikke er saa fint at gaa i. Saa lig-
ger der Kirken og Præstegaarden, saa lig-
ger der Amtsstuen – nej, den er gaaet sin Vej.
Men der ligger Industriforeningen, som
heller ikke er fin, men nyttig. Og der ligger Bor-
gerforeningen, som kun en Gang imellem er
fin, men meget tiere morsom og egentlig kun be-
drøvelig, naar de gjør Skandaler f. Ex. ved at hælde
dygtige Bestyrelsesmedlemmer ud, fordi de har den
i disse Tider ak, saa sørgelige almindelige Fejl at
være Venstremænd.
I Fruestræde bor Byens fineste Konditor. I
Fruestræde ligger Borgerskolen - - og den
hører nu til de Institutioner, der slet ikke bryder sig
det ringeste om at være fin, bare den er nyttig.
Og nu i disse Dage skal den give en lille Prøve
paa, hvor nyttig den er. I de sidste Dage af
Marts og de første Dage af April aflægger Svend-
borg Borgerskole sit Aarsregnskab for aabne Døre.
For aabne Døre! Det er besyndeligt, saa lidt
vi danske forstaar at benytte den Offentlighed,
der alle Vegne, hvor der staar almen Interesser
paa Spil er den bedste eller rettere den eneste vir-
kelige Garanti for et sundt Samfundsliv. Mang-
foldige aarlig og maanedlig og ugentlig tilbagevendende
Forsamlinger og Møder og Opgjørelser er efter Lo-
vens Bydende offentlige. Men de gaar af saa stille
og uændsede, som var det fuldkommen private Sam-
menkomster. Og tager Pressen – de offentlige
Menings Røst - sig over at holde sit Lys over
saadanne hel eller halv forglemte Begivenheder –
- saa hænder det ikke sjældent, at Folk studser og
forarges, som stod de overfor et Angreb for Privat-
livets Fred.
Det er Uret.
Det er Uret af Befolkningen, at den ikke benyt-
ter sin lovlige Ret til at kontrollere sine egne An-
liggender. Man opdrager sig selv ved at øve sine
Rettigheder. Og det er Uret mod Skolen, der
Aaret igjennem har slidt redeligt Slid, at vi ikke
viser den vor Interesse. Mænd, der paa een og
anden Maade virker i det offentlige Livs Tjeneste,
opdragers først og sidst gjennem den offentlige
Kritik.
Og det skulde synes, at Kommuneskolen kunde
gjøre Fordring paa Kommunens Interesse –
saa glemme vi blot ikke, at det er os, der er Kom-
munen. Det skulde synes, det kunde interessere For-
ældrene at se, hvordan Byen opfylder sin Pligt
mod deres Børn. Det skulde synes, det kunde inte-
ressere Skatteyderne at se, hvad de fik for deres
Penge. Det skulde synes, det maatte interessere
enhver af os at undersøge, hvor solid den Grund-
vold er, der lægges for den opvoxende Slægts Liv.
En eller anden Mand har en Gang sagt, at
hvad et Land anvender paa sit offentlige Skolevæ-
sen, det sparer det paa sine Tugthuse. Og det er
jo ikke synderlig dumt sagt.
Men saa vilde det heller ikke være et daarligt
Tegn paa Oplysningens Tilstand i Svendborg, om
Borgerskolen Lokaler ikke kunde rumme alle dem,
der i disse Dage ønsker at høre dens Aarsberetning
og sige den Tak for god Gjerning i 1886.
Marmo.